Ikke ét ord om blues

Første gang, jeg oplevede Johnny Madsen, var på Skanderborg Festival. Det var i sidst i 1990erne, og festivalen var ved at sejle væk i regn. Oppe på scenen stod en mand i udtrådte lædersko og et par cowboybukser med knæ i og sang om at kværke akvariefisk i måneskin og gå i terylenebukser, mens han tændte den ene smøg med den anden. Det lød som et kraftværk sat på vers, og for en stund vendte publikum ryggen til regnen og glemte alt om våde sokker og overskyllede iglotelte.

Dagen efter skrev landets musikanmeldere deres sædvanlige hyldestsang til rockmusikeren, der nok kan få hovedrysten frem hos mange, når de hører ham på et anlæg, men som sjældent svigter, når han først står på en scene med sin guitar i hånden. En mand, der aldrig har holdt igen eller skånet sig selv, når han har skullet præstere live og derfor kan omvende selv den sværeste skeptiker på dagen.

Her ti år efter koncerten i Skanderborg står jeg under blå himmel på en rusten færge, der lydløst glider de sidste meter ind mod havnekajen i Nordby, hvor jeg om lidt skal mødes med manden med guitaren.

Men det er ikke musikken, jeg er rejst til Fanø for at tale om. Den historie er skrevet før, og de fleste kender fortællingen om bogholderens søn fra Thyborøn, der rejste til København for at blive folkesanger, men endte med at stå i hverdagstrummerum til halsen på en slidbanefabrik i Gladsaxe. Som fik stablet et par rockbands på benene, solgte 400 eksemplarer af sit debutalbum, inden han knækkede koden til den brede smag.

Det var dengang, pladebranchen stadig kunne tælle en succes i hundredtusinder. »Udenfor Sæsonen« fra 1988 solgte tæt på en kvart million eksemplarer, og da bølgerne gik højest, måtte Madsen og hans daværende kone Margit kravle rundt nede på gulvet i deres hus for at få lidt privatliv. Skoleklasser fra Esbjerg valfartede til Fanø for at se stedet, hvor den lokale helt boede, og journalister tog uden brok turen fra København til det yderste Vestjylland for at interviewe rockmusikeren.

Men som sagt var det ikke den historie, jeg ville fortælle. Sidste sommer så jeg tilfældigt et indslag i TV2-Nyhederne, der havde besøgt Johnny Madsen. Han fortalte, at han havde vekslet sit liv som rockstjerne til et fritidsjob og var blevet kunstmaler på fuldtid. Det lød som et ekko fra en religiøs åbenbaring, og Madsen selv lignede én, der endelig havde fundet vejen ud af en labyrint.

Han havde fået sin egen art manager. Jeanett Exner hed hun, en skæv blanding af mor, veninde, forretningsmand og eventmager, som i 2005 havde været med til at starte Madsens Galleri på et tidspunkt, hvor de begge stod midt i ingenting. Hendes datter var alvorligt syg, og han var lige blevet skilt. Hun var købmanden, han var kunstneren, og nu stod de sammen på TV2 og talte om malerier, der blev solgt til priser, som lå kunstneren allerede i jorden. Væggene i det lille galleri lignede nymalede hospitalsgange, alt var solgt, og folk lod sig tålmodigt skrive op på ventelister i halve og hele år for at få en luns af Madsens maleriske gennembrud. Det var den historie, jeg var taget af sted for at få.



Forhistorien var ligesom alt andet i Johnny Madsens liv renset for planlægning. I 2002 var han og hans daværende kone, billedkunstneren Margit Enggaard Poulsen, blevet ringet op af online-auktionshuset Lauritz.com, der ville have parret til at udstille som månedens kunstnere. Malerierne blev revet væk, de fleste til langt over vurderingen, og i løbet af en måned havde et par hundredtusinder været forbi hjemmesiden for at se på Madsens kunst.

Og så var det, at han var blevet skilt, og kort efter ringede han til sin gode ven, Jens Richard Pedersen, der ejer Hotel Royal i Århus, og bad om at få lov til at leje en af hotellets suiter i en måned, så han kunne få ro til at male.

»Da jeg blev skilt, var jeg klar over, at jeg ikke måtte slå mig på flasken. Hvis jeg skulle ud af krisen, var disciplin eneste udvej. Så jeg stod midt i et hotelværelse, der var rullet ind i plastic, og malede, som havde fanden stukket mig bagi. Og hold op, hvor det hjalp,« fortæller den 57-årige Johnny Madsen.

Han sidder i sofaen i et stort, sortmalet træhus, som han flyttede ind i sidste år, efter at have sovet, spist, drukket og malet på 30 snørklede kvadratmeter ovenpå sit galleri i to år. Iført det fedtede hår, der siden starten har været en fast del af hans signatur, skovmandskjorte og et par praktiske lædersko, som han pensler over med sort, hver gang klatterne fra malerierne tager overhånd.

På den anden side af ruderne skærer en stribe grønne klitbakker sig vej gennem det flade landskab, og bag dem ligger øens 60 år gamle golfbane, hvor tilfældigt forbipasserende de fleste morgener kan se Johnny Madsen trampe rundt med en smøg i munden og sit syvjern i hånden. Og et par kilometer længere østpå inde i Nordby står et beskedent, rødligt hus klemt inde imellem havnekiosken og en sommerhusudlejningsbutik. Madsens Galleri står der med sort over døren.

Det er herfra, kunsten udgår, og da Jeanett Exner for snart tre år siden tog over og begyndte at arbejde sig igennem bunkerne af uåbnet post, fandt hun blandt meget andet forklaringen på, hvorfor nummerpladerne på Madsens kongeblå BMW var tæt på at blive klippet tidligere på året, ligesom der dukkede uindløste checks på henholdsvis 87.000 og 55.000 kroner op.

»Og det var vel at mærke ikke checks, som var blevet sendt til Fanø ugen inden,« siger Jeanett Exner fra sin plads i sofaen ved siden af Madsen.

»Men sådan er det med Johnny, han er helt igennem lyststyret og gør ikke noget, han ikke vil. Han er god til at holde fokus, han er vedholdende og meget disciplineret, når det kommer til musikken og malerierne. Til gengæld kan han ikke finde ud af at stille mælken tilbage i køleskabet eller åbne sin post.«

Hvorfor er det svært, Johnny?

»Jamen, jeg har sgu aldrig været god til den slags praktiske gøremål,« lyder svaret.

»Det lyder måske lidt koket, men jeg maler og skriver sange. Det er det, jeg er god til.«

Det må have givet nogle praktiske problemer undervejs…

»Det har det også. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har lånt en bog på biblioteket, der ikke er endt i Højesteret. Den sidste bog, jeg lånte, var »Tintin i Tibet«, og den kom til at koste mig 1.800 kroner. Men sådan er det, hvor der handles, der spildes.«

Han trækker roligt på skuldrene, inden han samler tråden op:

»Det er Jeanett, der har sat det hele i system, jeg maler bare billederne, og så er mit arbejde i princippet færdigt.«

Hvordan havde tingene set ud, hvis ikke hun havde været der?

»Det ved jeg sgu ikke.«

Der er et suk i stemmen.

»Jeg havde i hvert fald ikke fået taget mig sammen til alt det her,« siger han så.



Egentlig troede han, at maleriet var noget, han først skulle leve af, når han blev gammel. Og det er heri, at den egentlige overraskelse ligger for hovedpersonen selv. Ikke at malerierne sælger. Johnny Madsen har aldrig dvælet ved mindreværd, ligesom han aldrig for alvor har tvivlet på sit malertalent. Da han gik på lærerseminarium i 1970erne, var der ikke mødepligt. Hver mandag havde han formning kl. 13-15, og når han rejste sig efter sidste time, kiggede han på sine medstuderende og sagde »God weekend«, for dér sluttede hans arbejdsuge. Det var i øvrigt her, Madsen malede sit første billede, et abstrakt landskabsmaleri, der for nylig blev solgt på Lauritz.com for et par tusinde kroner, selv om billedet ikke var malet færdigt. »Jeg kunne ikke nå mere« står der med sorte bogstaver henover lærredet.

I dag står han op de fleste morgener klokken halv seks, spiser en hurtig banan eller et æble og arbejder så koncentreret fra seks til ti. Bagefter spiller han tre-fire timers golf uanset vejret, inden han kaster sig over maleriet igen og fortsætter arbejdet i atelieret frem til TV-Avisen.

Alt, hvad han har lært, er hans egen fortjeneste. Han er helt og aldeles autodidakt, og flere end et par højhalsede journalister har fået deres gode smag galt i halsen undervejs. Men som altid rager den slags fine fornemmelser Johnny Madsen et vist stykke:

»Det var det samme med musikken. Da jeg kom frem, var der mange, som undrede sig over, hvordan fanden nogen kunne sælge 200.000 plader uden at være konservatorieuddannet. Men jeg er lykkeligt uvidende om, hvad de kloge hoveder mener om mine malerier. Og jeg er også fløjtende ligeglad. Jeg er kunstner, og jeg koncentrerer mig om min kunst. Og det har jeg rigeligt at gøre med, så hvad andre folk tænker eller ikke tænker, det er ikke mit gebet.«

Hvad er god kunst?

»Der findes ikke god eller dårlig kunst. Enten er det kunst, eller også er det ikke. Kunst er det rum, som eksisterer mellem mennesket og Vorherre, og når du er derude, er du ikke i tvivl. Det er ligesom med forelskelse. Det er svært præcist at sætte ord på, hvad det er for noget, men når du er forelsket, er du heller ikke i tvivl. Sådan har jeg det med kunst, både andres og min egen, jeg ved, når den er der.«

På maleren Vincent van Goghs 100-års dødsdag tog Johnny Madsen flyveren til Amsterdam, hvor de havde samlet alle hollænderens vigtigste værker. Køen op til museet var lang som en sommerferie i regnvejr, og indenfor solgte de van Gogh-tyggegummi, van Gogh-håndklæder og van Gogh-kaffekopper, og Madsen tænkte stille for sig selv, at det var godt, at manden med stråhatten ikke selv oplevede det.

»Det var ren tivoli, men da vi endelig blev sluppet ind, tog kunsten over. Jeg gik rundt i hans billeder i slowmotion, det var en mageløs oplevelse. Men på et tidspunkt skete noget underligt. Da jeg kom til hans sidste billeder, kunne jeg sgu ikke komme ind i dem. Jeg forsøgte virkelig at nå ind i det rum, men der var lukket. Han var udbrændt, han var færdig, jeg kunne mærke det. Så vil jeg skide på, hvad alle professorerne siger. Og van Gogh vidste godt selv, det var slut. Men hold da kæft, hvor var det en stor oplevelse at få lov til at opholde sig i kunstens rum i et par timer. Når van Gogh er bedst, er han jo mundskænk for Vorherre.«

Den slags kunstnere findes der ikke mange af længere, siger Madsen. I dag er der alt for meget lort, som foregiver at være kunst uden at komme i nærheden af at være det. Alle vil til fadet med det samme, men det tager tid at blive en god kunstmaler, og der er ingen genveje, lyder analysen fra sofaen.

»Det sker meget sjældent, at en malerkunstner laver et hovedværk som 22-årig. Det kan en musiker sagtens gøre, bare se på The Beatles, de blev nærmest dårligere med alderen. Men som maler er der mange ting, der skal passe sammen for, at tingene går op i en højere enhed. Picasso lavede også noget af sit bedste, da han var oppe i årene. I musikken kan du godt have et »lucky punch«, men det begreb findes ikke i malerkunsten. Tag en musiker som Poul Krebs, manden var jo dømt ude af branchen, og så sætter han sig ned og skriver »Sådan nogle som os, har jo brug for en kæreste«. Det er sgu fascinerende, at en enkelt hookline kan gøre en mand rig og berømt. Men det er ikke sådan, jeg arbejder. Jeg leder ikke efter hooklines, og i maleriet findes de heller ikke.«

Så i stedet kæmper han med penslerne hver dag, og selv om ventelisterne vokser, er Madsen ikke fristet til at sænke bommen eller trykke på speederen, som han siger:

»Som kunstner skal man ikke have travlt. Der ligger faktisk det modsatte i det. Som kunstner skal man have god tid til at registrere og gennemtænke tingene.«

Den slags sympatiske hensigtserklæringer er hørt før. Det er velkendte floskler, der ligesom julepynten, bare står og venter på at blive hevet frem, når kunstnere bliver interviewet. Men i tilfældet Johnny Madsen ligner det den ægte vare, og for de kunder, som i højstemt øjeblik drister til at bestille »noget«, der ligner et af hans tidligere billeder, er svaret altid det samme:

»Jeg er ikke nogen fabrik, der bare kører bevidstløst derudad. Jeg er kunstner. Der bor en maler oppe i Hirtshals, som maler billeder af ænder, der pisker lidt vand i øjet på en kronhjort, som har forvildet sig ned til en skovsø. Det tager han 300 kroner for stykket, og når folk så har haft billedet hængende et stykke tid, ringer han til dem og tilbyder at lave en lille hytte med røg i skorstenen for en halvtredser. Det er ikke lige sådan, jeg arbejder. Jeg ved da godt, at det ikke er alt, jeg laver, der er kunst. Jeg blev engang spurgt: »Sig mig engang, det billede, du har malet der, er det kunst?« Jeg svarede: »Nej, det er det ikke, men det er et godt billede«.«



Sidste år var Jeanett Exner og Johnny Madsen i Frankrig for at udstille rockmusikerens malerier i den sydfranske rigmandsflække, Vence. På en dag var alt solgt.

»Det gik vist udmærket,« konstaterer Madsen tørt og hiver fat i en anekdote, en af de små historier, der synes at ligge på lager i hundredvis og bare venter på at blive hentet frem og foldet ud:

»Det var også i Vence, at vi tog på La Colombe d’Or, en lokal gourmetrestaurant, hvor man kun kommer ind, hvis man kender de rigtige mennesker eller inviteres af nogen. Det ligner ingenting udefra, men indenfor hænger malerier for tre-fire milliarder. Vi taler Picasso, van Gogh, Matisse, og Cezanne. Hele svineriet. Jeg ved ikke, hvordan hun gør, men det lykkedes i hvert fald Jeanett at blive venner med de rigtige mennesker, og pludselig sad vi derinde og proppede os med god mad. Og hver gang vi kom tilbage, var det: »Åh, Miss Jeanett« og »Well of course, Miss Jeanett«. Jeg tror aldrig, de rigtig fandt ud af, hvad det var for en stodder, hun slæbte rundt på,« griner Johnny Madsen og tænder en smøg:

»En dag vi sad derinde, kom Brad Pitt forbi for at spise frokost, men han blev iskoldt afvist i døren og måtte tage til takke med cafeteriet ved siden af. Lidt senere kom Bill Wyman fra Rolling Stones, men han fik heller ikke få lov til at komme ind. »But I am Bill Wyman,« sagde han. Ja, det ville de da skide på! Og der sad vi og guffede i os. Det er efterhånden blevet vores stamsted. Jeg har tænkt på at tage kortklubben med derned bare for at se Robert di Niro stå uden for og pege ind på os: »Hvordan kan det være, jeg ikke komme ind, når de der vagabonder kan?«

Men ingen skal mistænke Madsen for at tænke på penge, så han skynder sig at pointere, at populariteten og de høje salgspriser er og bliver sidegevinster, behagelige sidegevinster, bevares, men det vigtigste er stadig fordybelsen i arbejdet.

»Jeg tænker ikke over, om jeg får 5.000 eller 50.000 kroner for et billede. Det er i hvert fald ikke det, der får mig hen til lærredet hver dag. Penge har aldrig spoleret mit humør. I årevis levede vi to mennesker for Margits pædagogløn, og når vi virkelig var på spanden, ringede jeg ned til Britta på Carlsens Hotel i Struer. Det var fandeme ikke sjovt. Man gik på scenen halv ni om aftenen, sluttede næste morgen ved 6-tiden, og fik en tusindlap i hånden, når man tog derfra.

Men hvad fanden, vi havde det sgu meget sjovt. Forskellen på at være på røven og være millionær i det her land er ikke særlig stor. Vel kan du købe lidt mere, men vi fik da vores branderter dengang.«



Det sidste, altså branderterne, kan man også risikere at rende ind i, hvis man tager ind for at se på kunst på Madsens Galleri. Og på den måde går det store regnestykke fint op. Man kan godt være succesfuld galleriejer, uden at der behøver at gå Bredgade i den, og i den forstand er galleriet i Nordby ikke bare en butik, der sælger malerier:

»Når vi holder åbent nede i galleriet, er det faktisk ikke for at sælge malerier. Og når jeg nu siger, at vi står dernede for at sælge livsanskuelser, er jeg næsten nødt til at gå ud og brække mig. Men det er det, vi gør. Vi siger: »Alle er velkomne, I må ryge alt det, I vil, og er I tørstige kan I få en øl eller et glas vin. Og er lejligheden til det, holder vi en fest.« Det er ikke så få, der er gået hjem fra Madsens Galleri i ophøjet stemning.«

Han sidder på en stol oppe på Fanø Bryghus og spiser morgenmad: æggemadder med tomat og rejer, som han har fået bragt ud med taxa nede fra Havnekiosken i Nordby. Det er dagen efter interviewet i sofaen, og apropos ophøjet stemning, så endte aftenen først klokken seks her til morgen med Johnny Madsen siddende for bordenden med en banjo i hånden og en af sine evige smøger i munden, mens han sang gamle Bob Dylan-sange. Menuen havde som altid, når galleriet har overnattende gæster, stået på hvidvin og boller i karry fra en af øens lokale restauranter. En gammel tradition, der tidligere blev indtaget ude i byen, men efter rygeforbudet blev indført, får de altid bragt maden hjem, så folk kan ryge mellem retterne.

»Jeg nægter at købe en flaske vin til 1.000 kroner og bagefter stå ude i kulden som en eller anden gadedreng og ryge mine smøger.«

En kort pause.

»Jeg har det svært med forbud.«

Hvad er problemet med forbud?

»Jamen, det ligger slet ikke i min måde at tænke på. Jo, jeg kan godt forstå forbud i fodbold, hvor man har 22 mand, der løber rundt inde på en græsbane på 120x50 meter. Det ville være skidt, hvis det var tilladt at tage bolden op med hænderne og gemme den ude blandt tilskuerne. I den forstand har forbud en pointe, men der er ingen grund til at lave tusindvis af regler for at adfærdsregulere mennesket. Det eneste, man får ud af den slags, er, at folk bryder dem. Hvorfor lovgive sig til undertrykkelse, det skal folk nok selv finde ud af. Jeg taler af 32 års ægteskabs erfaring,« siger han og smiler smørret.

»Så regler? Nej! Pragmatik? Ja tak! Eller som min bedstefar altid sagde: »Lad være med at gøre noget svært ud af noget nemt og omvendt«.«

Han sidder lidt uden at sige noget. Så vender han uopfordret tilbage til rygeforbudet:

»Den sidste, der gennemtrumfede et rygeforbud i det offentlige rum, var faktisk Hitler i 1939, og det var ud fra devisen om, at det ariske menneske skulle være rent. Det er stort set de samme argumenter, man bruger i dag. Vi ved allerede, hvad det næste bliver. Om få år kommer der et forbud mod at være fed, fordi de har haft så stor succes med rygningen. Og snart får vi et dekret om, at alle fodboldkampe skal ende uafgjort, så folk ikke kommer op at slås. Eller fordi det ene hold ikke må undertrykke det andet. Og i starten vil folk protestere vildt og blodigt, men i løbet af nogle år kan de fleste se det fornuftige i det.«

Men rygeforbudet giver vel meget god mening for folk, der ikke ryger?

»Hvis argumentet for et rygeforbud var, at vi rygere ikke må genere folk, der ikke ryger, ville det give fin mening. Så kunne vi jo bare lave rygerrestauranter, rygerkupeer og rygerhoteller. Men det er jo ikke deres ærinde. Deres ærinde er, at adfærdsregulere mennesket. Vi lever i en meget rationel tidsperiode. På et tidspunkt har et hold forskere taget en cigar og proppet den op i røven på en rotte og konstateret, at kræet døde af det. Fint, så er det hermed vedtaget, at det er usundt at ryge. Det er det sikkert også, men mennesket er ikke kun krop, vi har forhåbentlig også en ånd og en sjæl. Der er en uhyggelig fokusering på kroppen i disse år, vi skal motionere hver dag, spise sundt og gå i pænt tøj for at være rigtige mennesker. Hvad helvede er det for tankegang? Det er nypuritanisme af værste skuffe, og den florerer efterhånden overalt,« siger Madsen.

»For nylig spillede Rolling Stones i London, og under koncerten kom Keith Richards til at tænde en smøg. Hele byen gik i stå, og bagefter stod politikerne i kø for at fordømme ham. Vi er på vej ind i en vanvidstid, som dybest set handler om ufrihed. Ufrie mennesker ønsker kontrol, det må være historien. Så er det dem, der er de retfærdige, så har de ikke gjort noget forkert, og så kan de stå og pege af alle os andre og sige: »Hov, det er jer, der er galt på den, ikke os«. På den måde blåstempler de deres egen ufrihed og gør den normal. Eller sagt på en anden måde: De gør det normale unormalt.«

Han ryster opgivende på hovedet:

»Du skal skrive alt det her, også selv om det betyder, at vi får besøg af myndighederne i morgen. Men så må vi tage de bøder, der kommer, jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at lade være med at ryge i mit eget galleri.«



Og det er ikke kun Madsen og hans hold af rygende venner, der kan se fidusen i at få lov til at ryge indenfor og give juraen og de pæne konventioner en kold skulder:

»Folk ønsker at komme ind et sted, hvor de kan trække vejret. Hvor de kan slappe af, slippe vasketøjet, budgetkontoen og set stort på rygeforbud. Det er enkelt. Og det er den enkelhed, der er druknet i love og regler andre steder,« siger Jeanett Exner fra den anden side af bordet.

Hvad siger det om et samfund, der opstiller alle disse regler og påbud?

Det er Madsen, der svarer:

»Jamen, man kan jo dissekere en fugl så meget, at den ikke kan flyve. Det burde være nok at sige. Man kan lave så mange påbud og regler, at mennesker ikke kan ånde i dem. Jeg er ikke sikker på, at man kan tage røven på spaniolerne eller italienerne på samme måde.«

Hvorfor ikke?

»De ikke så dødsforskrækkede, som vi er. De lever deres liv på godt og ondt, hvorimod vi tror, vi kan forsikre os ud af alting. Men det handler også om, at vi afleverer 80 procent af vores indkomst til staten, og i et land, hvor man gør det, der ejer staten et eller andet sted også 80 procent af befolkningen,« siger Madsen og begiver sig ud på en af samtalens mange stikveje.

»Vi har tidligt lært, at vi er en del af et stort fællesskab. Det her samfund har udviklet sig til, at vi alle går i en lang række. Så vender den første sig om og råber: »Er alle med?« Og hvis alle ikke er med, går vi ingen steder. Det er en misforstået solidaritetsfølelse. For mig har solidaritet meget med egoisme at gøre. Du er nødt til at være egoistisk for at have noget at dele ud til andre. Hvis man ofrer sig fuldstændig for ens kæreste, ens børn eller ens gamle mor, udsulter man sig selv, og så får man ikke noget ud af sit eget liv. Livets store gåde er at finde balancen mellem at tage hensyn til andre og til sig selv. Hvem sidder ikke i venners lag og lytter begejstret til Bob Dylan? Og hvorfor gør vi det? Fordi han altid gik sine egne veje og derfor havde noget at dele ud af til fællesskabet. Det kristne budskab om, at du skal elske din næste som dig selv, fordrer netop, at man elsker sig selv først. Jeg skal sige tak til Vorherre, tak for mit gode udseende, tak for mine evner, og tak for den måde jeg er på, og nu lever jeg fuldstændig op til den tillid, og så elsker jeg mig selv helt vanvittigt, for det er først her, jeg har noget at dele ud af til andre.«

Han siger, at han kan mærke, at der er et behov for anarkisme. Og det er vel at mærke ikke et behov, der bliver mindre. Tværtimod. Folk drømmer om at få lov til at løsne slipset og smide skoene. Mennesker kan gå ud ad blå og gule stier i en vis tid, men på et tidspunkt går de døde i det, lyder hans pointe:

»Det er ikke tilfældigt, at det i stor stil var kontorfolk, som sad nede i salen, da Troels Kløvedal tog rundt og holdt foredrag om sine sejlture. De fleste mennesker drømmer om at komme med på eventyr.«

Og om lidt er han og Jeanett Exner selv på vej ud af døren til et nyt eventyr. I løbet af sommeren rejser art manageren til New York for at arrangere en udstilling med Madsens billeder og for at finde et rygerhotel, som hele holdet kan bo på, når de kommer til millionbyen til efteråret:

»Det er ikke noget, jeg har presset på for. Det er Jeanett, der står for det, men det ville da være fantastisk, hvis jeg kom til New York første gang for at se mine egne billeder udstillet. Jeg har altid haft en eller anden ting med: »First we take Manhattan, then we take Berlin«. Min musik har en begrænsning, fordi jeg synger på dansk, maleriet derimod er et internationalt sprog. Desuden er der ingen, som kender mig derovre, så der har jeg ikke noget forspring.«

Og skulle folk i New York vise sig at være lodret ligeglade med Madsen og hans malerier, rykker det ikke voldsomt ved fremtidsplanerne på Fanø:

»De kvadratmeter, vi fægter på i vores tilværelse, dem forsøger vi at drive så godt, vi kan. Andet kan vi ikke gøre. Vi gør tingene på vores måde, og vågner vi op i morgen og opdager, at det ikke længere virker på folk, så gør vi det stadig på vores måde.«