Nogle hajer skal være i konstant bevægelse for at overleve. Står dyrene i dybet stille i længere tid, lider de langsomt kvælningsdøden.
Det er nærliggende at tro, at historiens største sangskriver er indrettet på samme måde. Bob Dylan har i hvert fald været på farten med et skiftende line-up af musikere siden 1988, og i 2006 gav den 66-årige sanger og sangskriver sin koncert nummer 2000 på The Neverending Tour.
Og hajanalogien passer ikke bare på amerikanerens rastløse rejseaktivitet, men også på hans gab, der er ligeså fuldt af knivskarpe tænder som rovdyrenes. Det fremgår tydeligt af »Don’t Look Back«, hvor D.A. Pennebaker filmer en ung Bob Dylan, imens han fortærer den ureflekterede presse, og i hans sangskrivning skal man blot lægge øre til den hvasse »Idiot Wind« for at vide, at en såret Bob Dylan er en livsfarlig Bob Dylan.
Imellem alt dette er der så den kristne Bob Dylan, den forelskede Bob Dylan, den samfundskritiske Bob Dylan. You name it. Og netop denne maskepi er en del af fascinationen ved den skravlede mand i sort, som onsdag aften havde trukket Odense og omegn af huse og ind i Arena Fyn.
Her lagde det seks mand store orkester ud med en buldrende version af »Tweedle Dee & Tweedle Dum«, der effektivt bankede rusten af ikonets vokal, for så at give plads til en løs og levende udgave af »It Ain’t Me, Babe«.
De to indledningsvise numre spændte over 37 år af amerikanerens karriere, der er så spækket med gode sange, at det er til at tude over. Og et par af de allerbedste blev da også luftet på Fyn, hvor Bob Dylan og hans håndlangere – vanen tro, fristes man efterhånden til at sige – fortolkede dem i disede, swingende og ofte tempofyldte arrangementer.
Det klædte gamle »Stuck Inside Of Mobile With The Memphis Blues Again«, der dog måtte se sig overgået af aftenens sande højdepunkt, nemlig »Workingman’s Blues #2«, hvis sagtmodige melodi allernådigst fik lov at passere i den lyddræbende betonkasse, som var foret med 4700 gæster i pæne klæder og fornuftigt fodtøj.
Kedsommeligt kvækkeri
Når det halvanden time lange sæt alligevel ikke blev det store sus, skyldtes det Bob Dylans veldokumenterede lede ved fællessang, forudsigelighed og folkefest. Og vel lykkedes det ham at dekonstruere klassikere som »All Along The Watchtower« og »Like A Rolling Stone«, men i samme bevægelse ophævede han altså også deres magi med sine kedsommeligt kvækkende nyfraseringer.
Og for pokker, hvor ville det være velsignet, hvis legenden for en stund var tro mod den tynde, hvide lyd, som tegner hans første elektriske udspil, i stedet for at køre snart sagt alle numre igennem samme sepia-tintede mølle af blues, rock’n’roll og country & western.
Måske skulle hajen fra Duluth simpelthen hyre nogle mindre garvede og mere anarkistiske musikere, der kunne sætte de gamle sange fri. Havde det været virkelighed i Arena Fyn, ville publikum sikkert have fået mere med hjem end endnu en frustrerende aften i selskab med den største lyriker og melodiker, musikverdenen har set.
