»Jeg har aldrig selv helt forstået, hvorfor den film blev så stor en succes. Kan det være på grund af løverne?«
Denne humoristiske bemærkning om den Oscar-hædrede »Mit Afrika« om Karen Blixens liv i Kenya var typisk for den nu afdøde Sydney Pollack. Han var nemlig alt andet end selvhøjtidelig, men en jordbunden og pragmatisk mand, som i en af sine samtaler med Berlingske Tidende udtrykte oprigtig undren over, at nogle mennesker er så ivrige efter at skelne mellem kunst og underholdning. Selv gjorde han sig lige stor umage med alle sine film uden at tænke i de baner, og i øvrigt var det umuligt for ham at forudsige, om en film ville falde i publikums smag eller ej.
Kunst eller underholdning? Hvis man partout vil operere med de begreber, var den flittige Sydney Pollacks bedste film begge dele. Han indledte i 1960erne sin karriere som instruktør af TV-serier, blandt andet den meget populære »Flygtningen«, og lavede i 1965 sin første spillefilm, det psykologiske drama »Stemmen i telefonen« med Anne Bancroft som selvmordskandidat og Sidney Poitier som manden, der telefonisk forsøger at hjælpe hende.
Sit gennembrud fik han tre år senere med den Oscar-belønnede fimatisering af Horace McCoys roman »Jamen, man skyder da heste«, som med Jane Fonda og Michael Sarrazin i hovedrollerne bevægende fortæller en tragisk historie om fattige unge mennesker, der i håbet om at vinde en pengepræmie deltager i en udmattende maratondans. Gig Young havde sit livs bedste rolle som det umenneskelige arrangements opstemte konferencier.
Den hårde beskæring
I de følgende år instruerede Sydney Pollack flere film med vennen Robert Redford i hovedrollen, blandt andet den særprægede western »Manden der ikke kunne dø« (»Jeremiah Johnson«), den umådeligt romantiske og en lille smule politiske »Vore bedste år« med Redford over for Barbra Streisand samt i 1975 den fremragende CIA-thriller »Tre døgn for Condor«. Da den på dansk TV blev vist i en forkert beskæring, anlagde de danske instruktøreres sammenslutning en sag for at beskytte Pollacks kunstneriske rettigheder – den såkaldte droit moral – og over for Berlingske Tidende udtrykte han siden stor taknemmelighed over den reaktion. »Det var en sag, vi ikke kunne vinde, men den var alligevel vigtig,« sagde han.
De ujævne år
Derefter blev Sydney Pollacks produktion temmelig ujævn, og kun de færreste husker formentlig den kedsommelige »Bobby Deerfield« med Al Pacino som tungt rugende racerkører. »Tootsie« fra 1983 mindes man til gengæld med glæde – den festlige film om, hvordan en arbejdsløs skuespiller forklæder sig som kvinde for at få en eftertragtet rolle, var nær aldrig blevet til noget, fordi den egenrådige stjerne Dustin Hoffman overhovedet ikke kunne enes med filmens instruktør. Så fyrede man instruktøren og lod Sydney Pollack overtage instruktionen, og så blev filmen lavet – med succes – for ham havde Dustin Hoffman respekt for, og Pollack var kendt for sin evne til at samarbejde med vanskelige stjerner.
I 1985 kom så »Mit Afrika« (»Out of Africa«), der med Meryl Streep som Karen Blixen og Robert Redford som hendes elskede Denys Finch Hatton blev hædret med hele fem Oscar-statuetter, bl.a. for bedste film og bedste instruktion. »Den var ærligt talt lid kedelig at lave, for der sker jo ingenting i den – de snakker bare hele tiden,« sagde den åbenhjertige Sydney Pollack til Berlingske Tidende, men glædede sig selvfølgelig over filmens succes.
I 1990 havde han igen Robert Redford i en hovedrolle – over for den vidunderlige Lena Olin – i den kommercielle fiasko »Havana«, og mens hans filmatisering af John Grishams juridisk-moralske drama »Firmaets mand« med Tom Cruise fungerede fint, skulle han aldrig have genindspillet Billy Wilders romantiske klasikker »Sabrina« med Harrison Ford, Julia Ormond og Greg Kinnear som sølle erstatninger for Humphrey Bogart, Audrey Hepburn og William Holden.
Den sidste spillefilm
Sydney Pollacks sidste spillefilm i rollen som instruktør blev den effektive politiske thriller »The Interpreter« fra 2005 med danske Jesper Christensen i en vigtig birolle, men efter den viste han en ny og overraskende side af sit talent med den smukke dokumentarfilm »Sketches of Frank Gehry« om den store arkitekt, der bl.a. har skabt det forbløffende kunstmuseum i den spanske by Bilbao, og som var Pollacks personlige ven.
Knap så kendt er det måske, at Sydney Pollack også var en glimrende skuespiller i en lang række overvejende mindre roller – »De store hovedroller orker jeg ikke,« sagde han til Berlingske – og f.eks. ydede en vittig præstation i Woody Allens »Mænd og koner« fra 1992, ligesom han reverenter talt spillede røven ud af bukserne på Tom Cruise i Stanley Kubricks underlige »Eyes Wide Shut« fra 1999. Han gæsteoptrådte i første afsnit af TV-serien »The Sopranos«, og på biograflærredet kunne vi senest se ham over for George Clooney i Tony Gilroys komplicerede juridiske drama »Michael Clayton« fra 2007 – en film, som Sydney Pollack også var med til at producere, for når han ikke selv instruerede, kunne han godt lide at hjælpe talentfulde kolleger med at få deres film finansieret. Han var bl.a. med til at producere den nu også afdøde englænder Anthony Minghellas »Cold Mountain« og »Breaking and Entering«, og i år nåede han at producere George Clooneys nye film som instruktør, football-komedien »Leatherheads«, der er på vej mod en dansk DVD-premiere.
Således var Sydney Pollack en alsidig mand og i sine mest inspirerede øjeblikke en stor filmkunstner, selvom han aldrig ville bruge den betegnelse om sig selv. For en journalist var den høje, spændstige mand med det skarpskårne ansigt yderst behagelig at møde; venlig, velformulerende og humoristisk, og i sidste ende er det absurd at diskutere, om hans film var kunst eller underholdning. De bedste af dem er simpelt hen væsentlige værker, som vi aldrig glemmer – og det er ikke på grund af løverne.
Sydney Pollack blev født den 1. juli 1934 i Lafayette, Indiana, USA. Han døde i sit hjem af mavekræft den 26. maj 2008 i Los Angeles, Californien.
