Der løber en usynlig linje mellem det sørgmodige og det selvsmagende. Og for pokker, hvor er det ulideligt, når den overskrides. Men i tilfældet Tindersticks har der aldrig været noget at frygte, for briterne har siden albumdebuten i 1993 været garanter for sange, som emmer af vemod uden at forfalde til sentimentalitet og tom gestik.
Bedst har orkestret gjort sig på de to første udspil, der begge blot hedder »Tindersticks«, hvor jazz, lounge, soul og strygere løber sammen med indie-rock.
Og deres aktuelle udspil, »The Hungry Saw«, er glædeligvis på kunstnerisk omdrejningshøjde med fortiden, så spændingen var til at mærke mellem stolerækkerne, da de tirsdag aften gæstede Store Vega.
Her blev der lagt fra land med »Introduction«, »Yesterdays Tomorrows« og »The Flicker Of A Little Girl«, som også ligger i forlængelse af hinanden på det seneste album. Derpå fulgte flere nye numre, som trioen og deres syv musikere store horn- og strygersektion blandede med sange fra bagkataloget, hvor navnlig »My Sister« og »Travelling Light« faldt som blid støvregn og tydeligvis vakte minder i det bevægede og begejstrede 30-plus-publikum.
Midt i blendet af fortid og nutid stod forsanger Stuart Staples, der med sine ludende ansigtsfolder og gråsprængte hår lignede en mand på mere end de 43 år, dåbsattesten afslører. Og stemmen syntes ligeledes at være årtier forud for ejermanden, som imponerede med sin skælvende baryton, der trak tråde til såvel Leonard Cohen som Lee Hazlewood.
Når aftenen alligevel ikke blev uforglemmelig, var det fordi udtrykket indimellem fremstod lovlig kønt og kunstlet. Den 15 år gamle »Her« tabte eksempelvis en del af sin febrile intensitet og sit dramatiske schwung på vejen gennem koncertens kammerpop-filter.
Overordnet holdt Tindersticks sig dog fra de overdrevent kønne kunster, men et fromt håb er ikke desto mindre, at trioen bliver lokket til sommerens Roskilde Festival, hvor de store scener vil tvinge dem til at skærpe og stramme arrangementerne.
Det kunne blive en oplevelse for livet.
