Studenterrevolten 1968

Historie »1968 – og det der fulgte«. Året 1968 synes at klæbe til os. Bedst som vi troede, at det var slut, dukker Finn Ejnar Madsen op ved siden af rektor Mogens Fog, og Ebbe Reich Kløvedal toner frem i afghanerpels. Det var ikke mindst studenterballaden, der tiltrak sig opmærksomhed i 1968, og det har Thomas Ekman Jørgensen og Steven L.B. Jensen beskrevet i deres nye bog »1968 – og det der fulgte«.

22. november 1968 stjæler Finn Ejnar Madsen rampelyset fra rektor Mogens Fog ved årets store fest. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Scanpix

At gå på universitet i 1970erne var som at opholde sig i en troldeverden. Ekstreme, revolutionære ideer fortrængte tidligere tiders holdninger og tøjstilen blev radikalt ændret. Lige som under Den Franske Revolution startede man en helt ny tidsalder og klædte sig, så man signalerede revolutionært sindelag. Trompetbukser, andesko, skæg og partisantørklæde vandt indpas, ligesom franskmændene med radikale anskuelser havde tillagt sig en speciel buksemode og blev kaldt »sans-culottes«.

De gamle lektorer gemte sig, og de yngre løb med, så ingen kunne mistænke dem for reaktionær adfærd. En speciel elite af universitetsaktivister viste deres fremragende intrigante evner, og ligesom Maximilien Robbespierre og Jean-Paul Marat var de ferme til at fordreje hoveder på unge idealister.

Inde på Historisk Institut, hvor denne anmelder havde sin gang i 1970erne, mærkede man hurtigt, at hvis man skulle være en del af festen, så skulle man tænke og tale, som det var påkrævet. Man skulle være progressiv og gå ind for et socialistisk samfund. Der var ingen rigtig debat – kun nuancer inden for venstreradikal tænkning. Der var ikke blot tale om ensretning af tænkning, men også om en kulturel tilpasning. Man klædte sig ens, og på plakater bekendtgjorde en af de rettroende bevægelser, at »socialister knepper bedre«.

Hvis man som denne skribent havde en vis forståelse for zionismen, så var Habash løs i Laksegade. For det hed han, denne leder af PFLP, der sammen med Mao og Lenin var blandt de studerendes helte. For de studerende valgte ikke at støtte PLO, for Arafat var ikke revolutionær nok. Voldsretorikken rungede gennem universitetets lokaler og gav sig form i ukritisk støtte til revolutionære bevægelser, der gik ind for voldelige aktioner.

Der var tale om et intellektuelt sammenbrud. Kritisk tekstlæsning blev i en vis udstrækning erstattet af marxistisk klasseanalyse, men det værste var vel den underforståede indoktrinering. Hvis du ikke er revolutionær og progressiv, så tilhører du fjenden.

Denne vanvittige periode trænger til en grundig belysning, så vi i det mindste ved, hvad der foregik. Universitetet har nemlig med ihærdighed undgået at lære noget af sammenbruddet. Københavns Universitet har udsendt en serie om universitets historie, hvor der kun undtagelsesvis ses kritisk på revolutionen på stedet. Derfor er det saliggørende, at to unge historikere, Thomas Ekman Jørgensen og Steven L.B. Jensen, har taget sagen op i deres bog »1968 – og det der fulgte«, hvor de forsøger at fortælle historien om galskaben på universitetet.

De starter godt og bredt med at beskrive det miljø, der var indledningen til de revolutionære optrin i 1968. Vi får gode beskrivelser af hippien Ole Grünbaum og af kollektiverne, hvor forfatterne mener, at der foregik langt mindre i bollerummene, end den borgerlige verden fantaserede sig til.

Det var i den periode, man eksperimenterede med stoffer, og før forfatteren Ebbe Reich Kløvedal blev glødende maoist, så havde han glød i sin joint, og man fristes til at tilføje, at blot han dog havde holdt sig til den sjove tobak. Det politiske var også en del af understrømmen i slutningen af 1960erne, hvor Vietnam-krigen og atommarcherne gjorde indtryk på ungdommen, men hvor der stadig var plads til pluralisme og fantasi.

Det såkaldt Nye Venstre opsugede ungdomsgrupper, og som et samlende parti opstod Venstresocialisterne. Denne del af grundlaget for 1968 fortæller forfatterne glimrende og bredt, selv om der af uforståelige grunde næsten kun citeres fra det ekstreme kommissærblad Politisk Revy, der ganske vist spillede en ideologisk hovedrolle, men ikke var det samlende organ. Til gengæld er dagbladet Information, der snart blev ungdomsoprørets samlende forum, stort set ikke citeret.

Universiteterne blev hurtigt arnested for opgøret med professorvældet og herskende normer. Det begyndte i marts 1968 med, at de studerende på pyskologistudiet gik i demonstration og krævede medbestemmelse. Mens Burnin Red Ivanhoe spillede i gården, samledes 400 studerende for at demonstrere. Fra USA og Frankrig havde de studerende set unge aktivister konfrontere autoriteterne og eksemplet smittede. Studenterrådet spillede en vigtig radikaliserende og intrigerende rolle og i spidsen for rådet stod Christian S. Nissen, den senere leder af Danmarks Radio, der aldrig missede en chance for at skilte med politiske slogans. Som rektor for universitetet havde man den gamle kommunist Mogens Fog, der var en dreven korridorpolitiker, som navigerede snedigt mellem gamle professorer og de unge hedsporer, hvis politiske drømme han dybest set delte. På den baggrund havde Christian S. Nissen og hans »sans-culottes« let spil. Oprøret ledte til besættelse af Psykologisk Laboratorium 19. april, fordi de studerende ønskede brand i oprøret og gaden – for på det tidspunkt havde de fået de fleste af deres krav igennem.

Strategien lykkedes, og i de følgende dage mobiliseredes tusindvis af studerende til demonstrationer. Christan S. Nissen og Mogens Fog blev båret frem af begejstring, og den borgerlige opinion holdt som sædvanlig en lav profil. Revolutionsbegejstringen rev alt med sig, og oppositionen var lammet.

Det varme forår i 1968 skulle nu følges op af nye aktioner, hvis det var op til Studenterrådets ledelse og de politiske aktivister af højrød glans, der nu kom til at spille en rolle i det videre forløb. Forfatterne beskriver med undertrykt fnisen Christian S. Nissen, der var Studenterrådets leder og ikke desto mindre mødte op til et af massemøderne med et skilt, hvorpå der stod »Ned med Studenterrådets pampere«. En intrigernes mester – Robbespierres ligemand. Men Nissen tilhørte dog det gamle regime, der ikke var meget for radikale aktionsformer. Men nu stod yngre og mere radikale kræfter på spring og overtog fra oktober 1968 styret.

I november 1968 afholdt universitetet sin traditionelle årsfest, og Mogens Fog skulle som rektor give sin årstale. Men podiet blev overtaget af den unge revolutionære Finn Ejnar Madsen, der meddelte, at borgerskabets fest stod for fald. Finn Ejnar Madsens stunt er blevet symbolsk for 1968, men i virkeligheden spillede han ikke nogen hovedrolle, skriver forfatterne til bogen. Finn Ejnar Madsen tilhørte den mest ekstreme del af de studerende, og han blev senere tilknyttet andre venstreradikale grupperinger som bl.a. Appels KAK.

Studenterbevægelsen blev i den følgende tid mere og mere politisk og knyttede snart dets studenterpolitiske krav sammen med generelle politiske visioner. Symptomatisk var Kejser­gadesagen i sommeren 1969, hvor folk fra studenterbevægelsen opdagede en aflytningscentral under universitetets lokaler i Kejsergade. Dele af studenterbevægelsen så sagen som et eksempel på højrekræfternes magt i samfundet, og sagen blev til et stort nummer i bl.a. dagbladet Information.

Selv om det meste af bogen »1968- og tiden der fulgte« handler om Københavns Universitet, så er der dog også en afstikker til Århus og til den radikalisering, der udmøntede sig i udgrænsning af professorer, som man mente var reaktionære. En af de gamle professorer, der blev ramt af den intolerance, var Johannes Sløk, der blev presset ud af universitetet.

Kampen om universitetet fortsatte de næste år og kom fra 1970erne til at handle om den reelle magt på diverse institutter. Fra Undervisningsministeriets side prøvede man at inddæmme Studenterrådets indflydelse med en såkaldt styrelseslov, fordi man fra regeringens og undervisningsminister Helge Larsens side udmærket vidste, at studenteraktivisterne var venstreradikale og farlige. Men Helge Larsens forsigtige tiltag blev brutalt afvist, og det var i denne fase, at den venlige minister blev udsat for personhetz og kaldt alle mulige øgenavne som bl.a. Onde Helge. Kampagnen blev fulgt op af universitetsbesættelser, og studenter tog under en meget publiceret demonstration ophold i Mogens Fogs lokaler og røg hans cigarer og drak hans sherry. Dér trak Fog grænsen for sin sympati med studenterne.

I Thomas Ekman Jørgensens og Steven L.B. Jensens bog bliver studenterkampen beskrevet som et nederlag. De fik i sidste ende ikke vedtaget deres studenterpolitiske krav. Spørgsmålet er blot, om det er hele sandheden, for gennem ansættelser og aktivisme satte de sig alligevel på en stor del af magten, og deres venstreradikale ideer blev dominerende. Beskrivelsen i bogen er koncentreret omkring studenteraktivismen på universiteterne i 1968. Bogens titel »1968 - og det der fulgte« er lidt af en tilsnigelse. Det afsluttende kapitel forsøger at tegne omridset af perioden efter balladen i 1968, men det lykkes ikke rigtigt. Igen optræder det sekteriske tidsskrift Politisk Revy som hovedkilde, selvom det var Information, der burde være hovedkilden. Det afsluttende kapitel indeholder også en række generelle betragtninger om tiden, som ikke dokumenteres. Forfatterne påstår, at venstrefløjen i Danmark var karakteristisk:

»Den blev ikke til en ukritisk venskabsforening hverken for Kina eller Sovjetunionen, og dens aktiviteter var altid fredelige«.

Det er en sandhed med kæmpestore modifikationer. Faktisk blev dele af venstrefløjen til venskabsforeninger for morderiske regimer, og venstrefløjen var ikke altid fredelig. Det var således ikke kun Blekingegadebanden, der lavede samarbejdsaftale med PFLP, men også VS og voldsretorikken var klar og entydig. Det føles også som en mangel, at de to forfattere i det afsluttende kapitel gennemgår medierne og hævder, at det yderste venstre ingen problemer havde med at blive hørt i samfundsdebatten og faktisk satte sig rimeligt godt på meningsdannelsen via medierne. Men der er ingen dokumention for dette forhold, og da Journalisthøjskolen ikke behandles, så mangler der et ben i denne samfundsanalyse.

Hvorfor fik studenterbevægelsen så meget vind i sejlene, og hvorfor blev venstrefløjen så synlig i 1970erne? I deres årsagsforklaring griber de to forfattere tilbage til god gammeldags materialistisk historieforklaring. Jo, siger de, der var økonomisk krise i 1970erne, og dermed blev kritik af kapitalismen og det borgerlig-liberale samfund nemmere at komme igennem med. Den slags marxistisk analyse kradser selvfølgelig kun i overfladen. Det drejede sig om meget dybere kræfter, som havde at gøre med de begreber som frihed, lighed og broderskab, der havde sat lidenskabelige revolutionære kræfter i gang under Den Franske Revolution. 1968 er vigtig, fordi den viser, at selvom man opbygger institutioner med kritisk tekstlæsning og kulturformidling, så skal der kun et vindpust til, når unge mennesker gribes af revolutionær ildhu, før civilisationen vakler. 1968-revolutionens begavede borgerbørn rejste imidlertid ikke guillotiner. Ombejlet af velvilje steg de i stedet til tops i samfundspyramiden som professorer og ledere af Danmarks Radio.

Læs M/S på søndag