Stig Rossen, Keld Heick, Jesper Asholt og Jesper Lohmann? Umiddelbart en umage konstellation, men det viser sig, at de klæder hinanden. De klæder musikken. Og musikken klæder dem i det musikalske hyldestshow »FourJacks: Åh den vej til Mandalay« i Tivoli.
Sammen fortæller og småspiller de den traditionelle showbiz-historie om den umage gruppe af popsangere, der slog sig sammen og fik formidabel succes som tætsmygende vokalkvartet i slutningen af de pomadefriserede 1950ere, inden uoverensstemmelser om repertoire og fremtidsmuligheder tog livet af den rene harmoni og samarbejdet mindre end 10 år senere. Det var på det tidspunkt, at rocken stod og bankede på og pæne, skønsyngende mænd i velpressede smokinger var på vej ud.
En historie, som naturligvis bliver afbrudt af alle de hits, vi er kommet for at høre, og som er den egentlige undskyldning for denne skamløse boltren sig i tidligere tiders æterbølger. Med »Åh, den vej til Mandalay«, »Oh Marie, jeg vil hjem til dig«, »Jens Hansens bondegård« og »Æselsangen« som de 50-årige landeplager, der stadig kan få en fyldt koncertsal i Tivoli til at tordne taktfast. Foruden en hel masse andre skønne refræner fra den tid, hvor danskerne var ved at opdage en verden uden for Varde, og eksotiske rytmer – fra det vilde vesten, Italien, Karibien – var hot.
Hver især, men navnlig sammen, har de fire på scenen tække, så det forslår. De har personality – for nu at citere en af sangkvartettens populæreste hits.
Uden reelt at forsøge at illudere hverken som John Mogensen, Poul Rudi, Bent Werther, Otto Brandenburg eller hans efterfølger James Rasmussen, så bliver de dem alligevel, mens de afslappet og elskværdigt fører os sikkert igennem pladeparaden med en munter uhøjtidelig og let ironisk historisk gennemgang af Adam Price og Jesper Malmose, så ingen går grædende hjem. Hjulpet godt på vej af iscenesætteren Susanne Breuning, så tonen forbliver sommerlegende og venlig.
Coole Jesper Lohmann har jo allerede noget baggårdspuma over sig, kan rulle med skuldrene og ryste bækkenbunden. Han behøver blot at tage en brille på, så er han forandret til James Rasmussen, der tog over efter Otto Brandenburg.
Høflige Keld Heick med guitaren og den klædeligt småhæse fløjlsstemme tager sig af den stilige og ambitiøse Poul Rudi, mens altid velsyngende Stig Rossen gør sig bred og bramfri som entreprenante John Mogensen i et tidligt stadium. Og endelig er Jesper Asholt alles kæledægge som »ham den lille sjove med brillerne«, krøllede Bent Werther med den distinkte stemme og lidt for meget hang til de grønne fra kassen.
De leverer fingerknipsende de udødelige sange fra en svunden tid – lige professionelt elegante hvad enten smokingen nu er sort eller hvid. Det swinger! Sammen har de fundet melodien. Suverænt bakket op af Tivolis Big Band i baggrunden, tæmmet af den grå eminence Peder Kragerup, der får messingsuppen til at flyde skoldhed. Ren Giro 413-nostalgi, altså. Og hvad så? Når bare man har det godt, gør det så noget? Eller sagt på en anden måde: Bare, bare, bare tag det roligt. Succesen er hjemme.
