Ny Bond-film er på skinner

Den 22. Bond-film er i færd med at blive optaget. Nu har vi fået navnene på de deltagende, og her overrasker det, at Amy Winehouse skal stå for musikken.

Daniel Craig spiller over for Gemma Arterton i den kommende James Bond film. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto fra filmen

Den nye film med agent James Bond kommer til at hedde ”Quantum of Solace,” som også er titlen på en historie i Ian Flemmings novellesamling ”For Your Eyes Only.”

Navnet blev afsløret i dag i Pinewood-studierne vest for London, hvor optagelserne allerede begyndte i november.

Den 22. film med agenten, der har licens til at dræbe har den britiske skuespillerinde Gemma Arterton i rollen som MI6-agenten Fields. Arterton er i allerhøjeste grad en debutant, idet hun med sine 21 år kommer direkte fra teaterskolen.

Den ukrainske model, Olga Kurylenko skal spille den nye Bond-pige, den ”farligt besnærende” Camille.

Musik af Amy Winehouse
Ifølge flere udenlandske aviser bliver det Amy Winehouse, der skal levere titelsangen til den nye film, og hun kan allerede nu give sig til at fundere over et rim på ordet ”Solace” – der betyder trøst eller lindring. Måske var valget af musikleverandør alligevel ikke så svært.

Producer Michael G. Wilson oplyste ved pressemødet, at titlen på den nye film, ”Quantum of Solace”, stammer fra en historie fra Flemings samling ”For your Eyes Only”, og at der egentlig er tale om en karakterstudie snarere end en historie præget af intrige og spænding.

”Det er ukarakteristisk for Flemings arbejde. Det rummer ingen plot eller noget om spioner,” sagde Wilson i Pinewood-studierne.

”Det bliver ikke en film om hævn. Det bliver langt mere kompliceret end som så. Det bliver meget mere handling, og den kommer også til at handle om den indre splittelse, James Bond oplever oven på ”Casino Royale,” sagde producent Barbara Broccoli til de mange fremmødte medier.

Samtidig forlyder det, at Daniel Craig, der vandt megen kritikerhyldest for sin fremstilling af agenten med licens til at dræbe i ”Casino Royale,” skulle være opsat på at medvirke i flere Bond-film efter den igangværende.