Det kræver et vist mod at navngive et orkester efter en af britisk kunsthistories største skikkelser. Men The William Blakes slipper af sted med det, ligesom det også giver forunderligt god mening, at deres debutalbum er opkaldt efter The Flaming Lips-forsanger Wayne Coyne.
Måske fungerer det, fordi den danske trio i lighed med William Blake og Wayne Coyne er i stand til at veksle det skæve og sammensatte til vedkommende kunst. Måske. Men vigtigere end sådanne motivanalyser er naturligvis bandets sange, som er intet mindre end fremragende.
Kristian Leth og brødrene Frederik og Fridolin Nordsø bevæger sig nemlig fuldkommen ubesværet ad et lydspor, som løber ind og ud af legesyge eksperimenter og øjeblikkeligt virkende omkvæd. Tag bare »Violent God«, hvor Kristian Leths mildest talt aparte vokal finder sammen med en blid strøm af instrumentale detaljer for at kulminere i et refræn, som kører videre i øret lang tid efter, nummeret er slut. Og det samme gælder faktisk de øvrige 11 numre, der trækker tråde til bands som Arcade Fire, Talking Heads og førnævnte The Flaming Lips, men samtidig er så fulde af mindeværdige melodier og musikalsk kløgt, at sammenligninger virker lettere ligegyldige.
The William Blakes har med andre ord fremspillet en både begavet og berusende musik, som lever i spændet mellem kølige klangflader, håndvarme rockinstrumenteringer og en mangfoldighed af uskolede, men bevægende vokaler.
Og midt i denne gennemmusikalske magtdemonstration finder man en stribe tekster, som er optaget af videnskab, kærlighed og religion – i øvrigt lig William Blakes digte og malerier. Og hvor linjer som »I don’t believe in anyone who forces me to believe/Cause I can’t and I won’t« måske syner en smule patostunge på avispapir, så er de det langtfra i højttalerne. Her letter de. Som alt andet på »Wayne Coyne«. Fortrinligt.
