Det er ikke helt skidegodt, Egon

Musical: »Olsen Banden & den russiske juvel«. Selv om de enkelte figurer klarer sig godt nok, så er Olsen Banden som hårdhændet musical uden charme i Tivoli.

Folkekomedieuskylden er svær at få øje på i »Olsen Banden og russiske juvel« med Gordon Kennedy som Dynamit Harry, Kirsten Lehfeldt som Egon, Søren Østergaard som Benny og Amin Jensen Kjeld, som hver især ellers gør det godt nok. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Vi har en plan!

Vi skal bruge noget, ethvert barn i kongeriget kender til, holder af og ikke kan få nok af – et forlæg med størst mulig fællesnævner:

Et styk manuskriptforfatter, som kan flikke noget sammen i en fart. To komponister – en som kan give projektet en fernis af autencitet og en anden, der kan skrive musik, som ikke fornærmer nogen.

En instruktør, som for længst har solgt sin sjæl til underholdningsindustrien.

Tretten kendte navne i de kendte roller. Og et PR-budget, som siger spar to. Alt er timet og tilrettelagt!

Med risiko for at lyde som et hundehoved, en hængerøv og en socialdemokrat: Der er et eller andet skurrende misforhold mellem Olsen Bandens lilleverden og det store, hårdtpumpede og overfladiske supershow i Tivoli.

Hvorfor var Olsen Banden danskernes foretrukne seriehelte gennem 14 film?

Det var de, fordi de med deres privat-småborgerlige foretagsomhed kom til at stå som en hel lille uskyldigt-anarkistisk modstandsgruppe i et pengekynisk, systemforbenet og bureaukrati-fikseret velfærdssamfund, flere og flere følte sig fremmedgjort af og havde mistet illusionerne om.

Fordi de kunstneriske bagmænd, Balling og Bahs, forenede humor og hygge – grønne bajerflokke, Valby-jargon og sydhavns-charme – med klovnerier, som var både primitive og elegante på samme tid, koncentreret om nogle arketyper, hvis rutiner aldrig blev trætte.

Denne særlige folkekomedie- uskyld er svær at få øje på i det flotte, men fræsende Tivoli-show, hvor alt skal forstørres og forlænges. Når Kjeld og Yvonnes toværelses på stikordet »afbetaling« pludselig oversvømmes af gospelsyngende postbude, forstår man måske, hvad jeg mener. Meget har man budt os. Men hvad i alverden laver manisk syngende og roterende postbude i Olsen Bandens verden?

Capiche?
Ja, en musical er ganske rigtigt noget andet. Et andet univers. Men hvis man ikke sigter efter at ramme forlæggets særlige tone, hvad er der så tilbage?

Præcis som det skete med Matador-musicalen er det, som om det glittede show og dens akutte anfald af vokseværk truer med at tage livet af det, der skulle være kernen og sjælen i det hele:

Her den uopslidelige bande og dens godmodige folkekomedieuskyld. Trekløveret i midten, der aldrig rigtigt bliver det i alle de hysteriske omgivelser, er ellers næsten det bedste, der kan siges om hele den store, dyre forestilling.

At caste Kirsten Lehfeldt i rollen som den hvide klovn, Egon, er måske nok et excentrisk valg, men det fungerer, fordi Lehfeldt bringer sin egen edderspændte, koncentrerede cigarføring med til rollen; Capiche?

Søren Østergaard har lånt Morten Grunwalds gadedrengehop som den evigt optimistiske Benny, men spiller ellers figuren med sine egen dummepeterkomik – direkte hentet ind fra Zirkus Nemo.

Og Amin Jensen lægger sig tæt op af salig Poul Bundgaard, men fanger forsigtige Kjelds flæberier og evne til at mande sig op, når hans verden trædes for nær.

Sammen og hver for sig er de godt på vej til at finde en egen melodi – med fin og nødvendig reverens for de uomgængelige forgængere, men tilført deres egen personlighed. Det samme gælder for Lene Maria Christensens Yvonne – sød og sexet, dum og dejlig – hendes monologer er lige ved at blive en form for behagelig menneskelighed midt i de hektiske og højrøstede udenomsværker.

Men instruktøren Peter Langdal har ikke formået at skabe den fornødne ro om deres fælles scener i sin professionelle, men hårdhændede, farcelarmende og ejendommeligt ukærlige iscenesættelse. Hvor man dog savner de mimiske passager i de gamle film. Så ville der da være ro så længe!

Mangler charme og varme
Skønt musicalen stadig er alt for lang, har man i det mindste ikke skullet komprimere en 24-timers TV-serie til en enkelt sangaften.

Men det mest mærkværdige ved Anders Thomas Jensens nye historie er, at den slet ikke udnytter sit satiriske potentiale, nu hvor vi har rykket Banden op med rode fra oliekrise og fattigfirsere og placeret dem i vores egen, bundfrosne tid. Er der virkelig ikke andre storforbrydere i gråzone-kriminalitetens beskidte farvande end en fjern og fjollet, russisk mafia?

Nå, den langstrakte og efterhånden udvandede intrige giver i det mindste Tom Jensen lejlighed til at udfolde hele sin groteske evne for tegneseriekarikaturen som grum russisk håndlanger, der har lært sig dansk via »De små synger« (!), sekunderet af Allan Klies tavse medhjælp.

Mere af den slags komik havde kunnet hjælpe Morten Eisner, som parodierer Axel Strøbye, og Jens Jacob Tychsen som det fjottede politi, Gordon Kennedy som Dynamit Harry, Lars Bom og Gitte Naur som embedsmænd på afveje, Ulf Pilgaard og Bodil Udsen på storskærm.

Fremmedelementer
Hvad angår Jesper Winge Leisners meget lidt distinkte 80er-popmusik, er det mest af alt på sin plads igen at igen citere den Yvonne, der jo har det med pludselig at få ordet i sin magt. Var det ikke hende, der engang sagde: »Nej, jeg har da ikke glemt den, men man kan da ikke huske alting?«

Sangene skal der en Maria Lucia Heiberg Rosenberg som smuk og smukt kvidrende russisk mestertyv og en Laus Høybye som en sød og passende surmulende Børge, der forelsker sig i hende, til at synge sig op over.

Bedre bliver den musikalske helhed desværre ikke af, at den mildest talt mudrede lyd i Tivoli er alt andet end en fornøjelse. Den er man, ganske enkelt, nødt til at rette op på.

Er det hele da rent »Olsen Banden på spanden?«

Nej, skuespillerne leverer, som sagt, lyspunkter. Og sangnumrene, hvor forstyrrende fremmedelementer de end er, er først og fremmest drønflot, opfindsomt og spændstigt koreograferet af Signe Fabricius og Toniah Pedersen. Men som samlet øvelse er Olsen Bandens musicalforsøg sgu ikke skide godt,

Egon. Det si’r jeg jer: Hvad blev der af charmen og varmen?