De andre medlemmer af Joy Division havde pakket kufferterne for næste morgen at tage på bandets første Amerika-turné, da Ian Curtis hængte sig i sit spisekammer i stuelejligheden hjemme i Manchester-forstaden Macc-lesfield. Han var 23 år.
Med »Control« er en af rockmusikkens største myter nu foreviget på film. Filmen, der er den anerkendte fotograf og musikvideomager Anton Corbijns debut som spillefilmsinstruktør, fortæller den tragiske historie om Ian Curtis, forsangeren i det britiske postpunkband Joy Division, der kickstartede en ny æra i rockmusikken.
Alternativ rock
Efter en koncert med Sex Pistols stiftede Curtis sammen med Bernard Sumner og Peter Hook i 1976 bandet Warsaw, der fik Stephen Morris som trommeslager og senere skiftede navn til Joy Division.
Inspireret af punkens energi, men med fokus på stemning frem for protest, førte de fire gutter fra Manchester-egnen rocken på nye veje og affødte den brede genre »alternativ rock«. Med pladen Unknown Pleasures og sange som »Digital«, »Transmission« og »Love Will Tear Us Apart« blev bandet på rekordtid en overrumplende succes. Ikke mindst for Ian Curtis, hvis smertende sangtekster viste sig at være produkter af et skrøbeligt kunstnersind.
Pinefuld skyld
17 år gammel mødte han den et år yngre Deborah, og de forelskede sig, skrev digte og lyttede til David Bowie. Året efter blev de gift og på samme tid, som Joy Division for alvor slog igennem, fik de en datter.
Men på en turné mødte Curtis belgiske Annik Honoré, der blev hans elskerinde.
Plaget af skyldfølelse over sit dobbeltliv fik Ian Curtis i 1979 desuden sit første anfald. Diagnosen var epilepsi, en lidelse, der dengang hverken var særlig stort kendskab til eller forståelse for. Gennem sit dagjob på den lokale arbejdsformidling mødte han en ung kvinde med epilepsi, og da han hørte, at hun var død under et anfald, skrev han nummeret »She’s Lost Control«.
Tabet af denne famøse kontrol er, som titlen afslører, tragediens kerne. Til Curtis’ kendetegn hørte, at han, når han sang, dansede som en mekanisk marcherende soldat på syre. Den – i lyset af begivenhederne – uhyggeligt intense optræden tilsatte han ufrivilligt sine epileptiske anfald. Den 18. maj 1980 tog Curtis sit eget liv, angiveligt på grund af en depression som følge af stærk medicin, og fordi hans kone ville forlade ham på grund af Annik.
Smittende ømhed
Joy Division var årsagen til, at instruktøren Anton Corbijn i 1979 flyttede til England fra Holland. Han fotograferede bandet og stod for videoen til »Love Will Tear Us Apart« (i øvrigt inskriptionen på Curtis’ gravsten). Han har baseret filmen delvis på Deborah Curtis’ bog »Touching From a Distance« og dels på interviews med bandmedlemmerne, Annik Honoré, Curtis’ mor og søster, samt Joy Divisions banebrydende pladeproducer Tony Wilson.
»Control« er drejet med en smittende ømhed for filmens figurer og med den knastørre form for humor, der er den nordengelske arbejderklasses bedste aktiv. Og takket være den unge sanger og skuespiller Sam Rileys fængslende fortolkning af den plagede rockpoet pustes der liv i legenden.
Man behøver ikke være fan af Joy Division for at nyde oplevelsen. Trods et ultracool soundtrack er »Control« ikke så meget en musikfilm som et portræt af Joy Divisions mytologiserede frontfigur.
Filmen styrer heldigvis stilfærdigt uden om rockstjerneklichéer og skildrer sin historie med den britiske tradition for køkkenvaskrealisme, dog elegant formidlet i nostalgiske monokrome billeder.
Anton Corbijns sort/hvide drama er fortalt i flere nuancer end de fleste farvefilm og med mere humor end de fleste komedier. »Control« er en fabelagtig smuk film om kunst og kærlighed og meget mere. Efter to timer er man stadig ikke klar til at slippe universet, og rulleteksterne virker ubarmhjertigt påtrængende. Man forlader biografen med bedrøvet hjerte, men også høj på en forunderlig følelse af at have fået et indblik i en af universets gåder. Om ikke andet i Ian Curtis. Det er – overraskende – stort nok.
