Punk og pensel i Pisserenden

Da Danmarks første punkband, Sods, indspillede sangen »Copenhagen« en julidag i 1978, var det et oprør mod den konforme og kedelige by, de fire unge knægte var ved at brække sig over. De var ved at lave deres første plade i det lille studie »To Trin Ned« i en baggård i Vestergade. I det kvarter i København, der var ved at blive deres.

Pisserenden.

Bassist, Knud Odde, havde kort forinden skrevet de slagkraftige ord til den monotone og reggae-inspirerede melodi med omkvædet: »Copenhagen City, center of boredom / Copenhagen, Kansas City kill«.

»Det var virkelig en kedelig by,« siger Knud Odde eftertrykkeligt: »Der var nogle diskoteker og nogle hippiesteder, men der var ikke noget for den generation, vi tilhørte. Der var ikke nogen gejst. Det var selvfølgelig også i de år, hvor der var oliekriser og arbejdsløshed, men jeg ved ikke, om det var det, der gjorde, at det føltes så deprimerende, så udsigtsløst og afbrændt.«

Jeg møder Knud Odde i hans atelier i Esromgade på det ydre Nørrebro. Den høje cement- og rødstensbygning ligger lige op ad den nye skaterpark, der er anlagt der som et både arkitektonisk og åndeligt løft af de slidte blokke og den grå asfalt. Tidligere havde Daells Varehus sin produktion her, men det engang så kendte københavnske stormagasin er fortid og i dag rummer huset erhvervslokaler og altså kunstnere.

Her har den 52-årige kunstmaler og tidligere medlem af det legendariske rockband, Sort Sol, holdt til siden 1993.

Det startede uden for København. Nærmere bestemt 70 kilometer syd for i den lille by Rødvig på Stevns. Her voksede Knud Odde op i en familie, hvor faren var mejerist og moren havde den lokale grillbar på havnen. Som dreng havde han to passioner: At male og at samle på singleplader. Han tegnede og malede, fra han var fire år, og i 6. klasse fik han lov til at udstille sine akvareller og farvekridtstegninger på skolen. Pladerne købte han i byens lille kombinerede bladkiosk og boghandel, som havde tre små reoler med singleplader.

»Der kom jeg hver uge for at se, hvad der var kommet. Jeg tror, jeg var en af de bedste kunder,« siger Knud Odde og bryder ud i et af sine hyppige store grin.

Det var især beatplader med bandet The Lovin’ Spoonful, han samlede på, og siden The Lollipops og The Move. En dag, han snusede rundt efter nye plader, havde boghandleren fået et nyt musikmagasin. Superlove, hed det.

Her kunne Knud Odde læse alt om, hvad der foregik i det eksotiske København; om undergrundsscener som Klub 27, om beatkoncerter på byens spillesteder og om de store amerikanske beatforfattere Ginsberg og Burroughs. Fra den dag købte han magasinet hver eneste måned samme dag, det kom.

»Det var min bibel dengang. Jeg læste det fra side et og indtil sidste linie. Man kan sige, at Superlove var min forestillings-indgang til København«.



Han tog oftere og oftere toget ind til byen og gik i Den Indiske Butik i Larsbjørnsstræde og i Superloves pladeforretning skråt overfor.

Efter gymnasietiden i Køge flyttede Knud Odde til København i 1974. Han fik et værelse på kollegiet Rebæk Søpark i Rødovre og begyndte at studere. Han vidste ikke rigtigt, hvad han ville, så han havde søgt ind på flere uddannelser og var kommet ind på to af dem. Litteraturvidenskab på Københavns Universitet og på biblioteksskolen.

Han startede på begge uddannelser, men droppede litteraturvidenskaben og koncentrerede sig om bibliotekaruddannelsen. Selvom det var en stor befrielse for Knud Odde at komme ind til den by, han altid havde orienteret sig mod, var det også en noget brat overgang.

»Det var ret mærkeligt at flytte herind. Der var så mange ting, man ikke var vant til – det med støjen, trafikken, alle de mennesker, man ikke kender. Det er ligesom om, der er et system i byen, en kode, man ikke forstår. Det tog mig virkelig lang tid at vænne mig til det og få bygget det der storbyfilter op.«

Knud Odde havde et par venner, som også var rykket til København. Søren Ulrik Thomsen, der er i dag er digter og forfatter, kendte han fra teenageårene, hvor de havde mødt hinanden i ungdomsklubben i Havnelev. Dengang havde de delt interessen for skøre ting, som Knud Odde udtrykker det, og nævner Captain Beefheart, Frank Zappa og Nico. Søren Ulrik Thomsen var flyttet til byen med sine forældre nogle år tidligere, så da Knud Odde også kom derind, begyndte de at se mere til hinanden igen. Senere skrev Søren Ulrik Thomsen tekster til nogle af Sods sange, ligesom Knud Odde lavede omslagene til flere af vennens bøger.



På kollegieværelset sad Knud Odde og hørte plader og røg smøger med Tomas Ortved, som han kom til at spille sammen med i Sods og senere i Sort Sol. De kendte hinanden fra Køge, og Tomas boede stadig hos sine forældre i Brøndbyøster. Hans far havde en kæmpe pladesamling i kælderen, så der sad drengene også og larmede løs. Når de tog i byen, var målet tit natklubben Madame Arthur, hvor der var drags og glitter for alle pengene. Knud Odde var vild med glamrock, glimmer og glitter. David Bowie og Lou Reed var heltene. Så da Bowie spillede sin første koncert i København i 1976, var Knud Odde der selvfølgelig også. Det var der, han første gang så Steen Jørgensen, som blev forsanger i Sods og Sort Sol. De to unge fanatiske fans stod ude foran SAS-hotellet på Amager i håb om at få autografer.

»Det virker jo ret latterligt i dag, men på en måde også ret sjovt,« udbryder Knud Odde.

Det er jo et ikon, der har holdt ved siden hen.

»Ja, så på den måde har vores smag jo været god nok,« griner han og fortæller, at ikke alle syntes lige godt om den nye britiske musik.

»Dengang så man skævt til den slags musik i København. Man syntes, det var en klam fidus. Det var Gasolin, der roulede på den lokale scene.«

Punkkulturen var allerede i fuld sving i England og USA. Faktisk var det kommet så vidt, at punken var ved at blive for vild for det konservative England. I hvert fald kunne det rendyrkede punk-band, Sex Pistols, ikke få lov til at spille nogen steder i hjemlandet, fordi de var berygtede for skandaler og hærgen. Derfor tog de på turne i Skandinavien og spillede i den forbindelse to koncerter i København på spillestedet Daddy’s Dance Hall i Paladsbygningen, hvor diskoteket Envy i dag holder til. Det var midt i juli 1977. Præcis et år inden, Sods indspillede deres første album. Og det var lige noget for et par unge knægte med hang til det anarkistiske.

»Tomas og jeg var begyndt at dyrke dem og havde »Anarchi in the UK« (Sex Pistols første single, red.), som vi spillede på fuld tryk nede i Tomas’ kælder. Hans forældre syntes, det var rædselsfuldt, men det gjorde det kun federe for os,« siger Knud Odde og slår en skraldlatter op.

Til koncerten så han igen Steen Jørgensen og hans kæreste Camilla Cool eller Høiby, som hun rigtigt hedder. De var sammen med Peter Schneidermann, der også blev en del af Sods og Sort Sol. Knud Odde lagde mærke til dem, fordi de var lidt mere outrerede end han. Steen og Camilla havde været i London og suget den britiske punkscene til sig med alt, hvad der skulle til af kæder, nitter og sikkerhedsnåle, flænsede cowboybukser og t-shirt med »Destroy« skrevet med fede typer.

»Så de fik forsiderne dagen efter koncerten på Ekstra Bladet og B.T.. Det var første gang, man så punkere herhjemme, så det var spektakulært.«



Lidt tid efter mødte Knud Odde endnu engang Steen Jørgensen. Denne gang i Superloves pladebutik i Larsbjørnsstræde.

»Vi havde en rigtig god snak der, hvor vi fandt ud af, at vi kunne lide mange af de samme ting og fulgte med i alt det nye, der kom fra London og New York. Steen fortalte, at han var begyndt at øve sammen med Peter i en kælder under Dronning Louises Børnehospital ved Sølvtorvet og vi aftalte, at jeg skulle komme ned og høre dem en dag.«

Det blev starten på Sods, der senere under navnet Sort Sol udviklede sig til et af de største rockbands herhjemme. Men det startede mest som sjov og ballade.

»Det var egentlig bare for at lave lidt rav i den inde i indre by. Men det viste sig jo, at det kom til at holde i over 20 år.«

På det tidspunkt kan man uden at lyve sige, at punkkulturen i Danmark begrænsede sig til en enkelt bygning i København. Hele bandet flyttede lidt efter lidt ind i nogle klublejligheder i Store Kongensgade 61, og huset blev snart kendt som »Punkenborg«. Det var en smeltedigel for drengene, der drømte om et København, der kunne byde på andet end dansksproget rock og popmusik a la Shubidua og Jomfru Ane Band. De fik stablet bandet på benene og spillede deres første koncert. Den varede et kvarter og foregik på Rødovre Statsskole i oktober 1977. Men det var ikke nok.

»Hvis man ville være rigtig punk, skulle man også have et blad. Der var mange forpligtelser, hvis det skulle være i orden,« ler Knud Odde og fortæller, at de lavede et fanzine med det lidet mundrette navn Iklipsx.

»Jeg kan huske, at vi startede med nummer seks, fordi det skulle se ud som om, det havde været der enormt længe, og at folk bare ikke havde fulgt med. Den stil der – det var da sjovt at lege med, men der var ikke nogen, der tog det så alvorligt.«

Men det kom de til. Knud Odde fortæller, hvordan de startede med at lade som om, at der var en punkkultur, men i og med de gjorde det, blev punken virkelighed i København.

»Det sjove er, at det, man leger eller forestiller sig – at der måtte kunne foregå en hel masse, og man fakede det lidt – det begynder pludselig at opstå. Jeg tror faktisk, at hvis vi ikke var gået i gang, så var der nok gået halvandet år, før der rigtig var kommet noget.«

Knud Odde lavede collager til Iklipsx, ligesom han tegnede plakater til de koncerter, Sods efterhånden kom til at arrangere i Brumleby på Østerbro og i Rockmaskinen på Christiania. Men det var først mange år senere, at han begyndte at male de naturalistiske og næsten tegneserieagtige portrætter, han er blevet kendt for som kunstmaler. Blandt andet af de store musikere, han dyrkede i slutningen af 1970erne: Nico og Lou Reed fra Velvet Underground og punkikonerne Patti Smith og Henry Rollins. Som en del af den københavnske undergrund blev Knud Odde også introduceret for flere inden for det spirrende digtermiljø i begyndelsen i 1980erne. Thorsten Sehested Høeg – bedre kendt som T.S. Høeg – boede i huset i Store Kongensgade, så ham kendte han i forvejen, men også Poul Borum, F.P. Jac og Michael Strunge mødte han ved flere lejligheder. Knud Odde husker blandt andet en gang, hvor Sods var inviteret til fest hos Michael Strunge i hans klublejlighed i Hvidovre.

»Vi havde ikke så meget til fælles, men jeg syntes, det var meget spændende, også fordi Søren Ulrik Thomsen jo allerede dengang var digter, så det var meget sjovt følge med der også.«

Desuden har Knud Odde altid læst meget. Det gør han stadigvæk. For nylig har han »haft et flip« med japansk litteratur fra år 1000 til 1800-tallet, fortæller han, mens vi taler i det 30-40 kvadratmeter store atelier.



Sods fik øvelokale i Sank Peder Stræde på et loft i en baggård. De kom i det hele taget rigtig meget i det gamle latinerkvarter, også kaldet Pisserenden i Københavns indre by. De blev efterhånden en slags konger af gaden, som Knud Odde udtrykker det.

»Vi var virkelig en del af gadebilledet der. Det var ligesom vores sted. Alle kendte os og vidste, hvem vi var. Hvis der var en gadefest, spillede vi der. Vi handlede i Superlove og Gry pladebutik og gik i Flipmachine,« griner Knud Odde og fortæller, at området på det tidspunkt var enormt billigt og »trashet«. Senere blev især Floss deres stamsted.

»Vi brugte det som mødested og hænge-ud-sted. Det er en meget lille bar, men der var altid nogen, man kendte der. Vi begyndte at spille musik med mange af dem, der kom der, og så blev vi ligesom fast klientel«.

I genbrugsbutikkerne, der ligesom i dag prægede kvarteret, fandt bandet deres tøj.

»Det gjaldt ikke længere bare om at se punket ud. Nu skulle man have sin egen stil. Det var jo også det, punken sagde; at man skulle gøre det på sin egen måde, og det tog vi meget alvorligt. Vi skulle ikke være sådan nogle plastikpunkere,« siger Knud Odde med et strengt blik, inden han bryder ud i en voldsom latter.

Omkring 1981 flyttede Knud Odde til Prinsessegade på Christianshavn i en lille »cigaræske«.

Efterhånden var undergrundsscenen vokset, og lige pludselig var der udsolgte koncerter på Loppen på Christiania og på Saltlageret, der lå, hvor Planetariet ligger i dag. Samtidig skete der en fusion af de kunstneriske miljøer.

»Det var en stor københavnerscene, hvor noget af det mest interessante foregik. Malerne begyndte at komme der omkring 1982, og dem, der interesserede sig for teater, fulgte også med i, hvad der skete inden for musikken. Man begyndte at arbejde sammen med de eksperimenterende teaterscener – billedstofteateret, der senere blev til Hotel Performa. Det var virkelig der, det skete i de år,« siger Knud Odde.

Det var også i den periode, Knud Odde for alvor tog maleriet op igen.

»Netop fordi mange af De Unge Vilde kom meget til de koncerter, kom jeg ind i det igen. Jeg mødte blandt andre maleren Lars Ravn, der begyndte at invitere mig med til at udstille. Så jeg begyndte igen og tænkte, at nå ja, det kunne jeg måske alligevel godt finde ud af.«

I 1983 skiftede bandet navn til Sort Sol, fordi Sods var blevet et for stereotypt punk-navn. De gad ikke længere stå for alt, hvad der var punk, og hvad folk forbandt med det.



Sort Sol er med i kulturkanonen. Ganske vist ikke for deres musik, men som scenekunst for deres optrædener i 1987-88 i den nedlagte pornobiograf Carlton på Vesterbrogade. »Et nøgleøjeblik i dansk teater, hvor teater og scene ødelægger sig selv for at genopstå«, lyder vurderingen.

På det tidspunkt var Sort Sol også for alvor blevet et etableret navn. De spillede f.eks. til Rock for Afrika i Idrætsparken i 1985.

»Det var jo fandeme et stort sted at spille. Det var noget helt andet, men det var enormt sjovt. Derfra begyndte vi at blive mere professionelt orienterede og ville gerne prøve at leve af det.«

Siden flyttede Sort Sol rundt i byen og har haft øvelokale både ved Sortedams Dossering og på Islands Brygge.

»Men efterhånden blev man jo ældre og var ikke længere så meget et slæng. Man fik sit eget liv,« siger Knud Odde. Han stoppede med at spille i Sort Sol i 2001 og helligede sig i stedet kunstmalingen. Men han spiller stadig lidt. Sammen med tre medlemmer fra det tidligere psykobilly-band, Necromantics, har han gang i musikprojektet Mothlight, og han har skrevet tekst og melodi til sangen »Sankt Petri Torv« på Magtens Korridorers nyeste album.

I midten af firserne flyttede Knud Odde ind i den lejlighed, han bor i i dag ved Fuglebakken Station. Det er lige der, hvor Vanløse, Nordvest, Frederiksberg og Nørrebro løber sammen, som han udtrykker det.

Og netop randområderne dyrker han meget. Han kan godt lide de små skæve butikker, der skyder op og får området til at blomstre i stedet for de store golde supermarkeder. F.eks. på den sidste del af Nørrebrogade mod Nørrebro Station. Og det ligner noget, han kender.

»I virkeligheden minder det jo lidt om det, der skete i Pisserenden med små butikker, cafeer og virksomheder, der spreder sig. Det får også virkelig Nørrebro til at blomstre op.«

Men selvom han har brugt København hele sit voksne liv dag og nat, passer det Knud Odde fint at være uden for centrum af byen.

»Det er måske også, fordi jeg ikke synes, indre by har så meget.«

Knud Odde tænker sig om, inden han fortsætter: »Den er ikke længere så fascinerende for mig. Jeg har fået fyret den af, hvis man kan sige det sådan. Men så kan jeg meget godt lide, at der er noget andet at trække på. Nordvest er jo ikke sådan et dyrket område og Vanløse slet heller ikke.

Hvad er det, du godt kan lide ved det?

»Det er sådan lidt forfaldent, og der er sådan en forstadsstemning. Det er lidt trashet, og der er sådanne nogle steder som Grøndalscentret, der nærmest er groet til i vegetation og betonen er begyndt at sprække. Der er en eller anden energi der. Det er de der stillestående steder, hvor man har svært ved at forestille sig, hvad der foregår. Bellahøj f.eks.«

Derfor ærgrer det også Knud Odde, at man i København hylder den modernistiske byggestil frem for at slægte Berlin lidt mere på med plads til mærkelige og anderledes huse.

Knud Odde har tidligere opholdt sig over længere perionder i Berlin, men han vil alligel ikke bytte det for København.

»Det blev for meget indland for mig. Jeg savnede virkelig at kunne cykle ud til noget kyst og hav. Bare det at få lidt frisk luft, når man også kommer fra landet og er vant til kysten. På en måde kan jeg også godt lide det provinsielle ved København. Det er dens særpræg. Den bliver aldrig Berlin.«