Man kaster sig med iver over to nye bøger for at løse mysteriet. Den ene er Politikens journalist Anne M. Sørensen, der blot har kaldt sin bog »Fidel«. Anne M. Sørensen dækker til dagligt Sydamerika for Politiken. Den anden er journalisten Ignacio Ramonet, der har holdt mikrofonen op til næsen for Fidel Castro til en bog med titlen »Mit Liv«, for det er en slags selvbiografi, der hermed udsendes.
Anne M. Sørensen har leveret en sludrende løs bog, hvis målgruppe synes at være Barbara Cartland-fans. Der er ikke en eneste fodnote eller konkrete henvisninger til kilder. Det hele er rodet sammen i løse vendinger, som gør det umuligt for læserne at vurdere, hvor hun har oplysningerne fra, og hvor meget værdi man kan hæfte til dem. Kildekritik synes at være et ukendt fænomen for hende. Skildringen er patetisk og sproget kvalmt. Om Fidels våbenven Che Guevara hedder det: »Han var med på de dristigste planer og blev med tiden afholdt for sin stærke loyalitet og sans for retfærdighed.« Hvad er det for en retfærdighed? vil man som læser gerne vide. Det må da være den revolutionære, der gav ham bemyndigelse til at henrette regimets modstandere. Et andet sted hedder det: »Det var første eksempel på den moralkodeks, som Fidel levede efter. Han krummede aldrig et hår på de senere tilfangetagne soldaters hoveder og behandlede dem med udsøgt respekt.« Det er da en verdensnyhed, for de fleste historikere mener, han stod bag regimets kyniske opgør med alle, der ikke accepterede regimet.
Anne M. Sørensen fortæller også smægtende: »Kvinderne blev tiltrukket af den høje, intense mand med de glødende ideer og den aldrig svigtende tro på sig selv. Fidel Castro lod sig gerne forføre, men kom hurtigt til at kede sig – og dem – hvis de ikke delte hans interesse for politik.« Jamen, sikke en lykkelig mand.
Anne M. Sørensen er i stand til at fortolke cubanernes følelser. Hun skriver således: »De hang ved hans læber under den tre timer lange, improviserede tale, hvorunder han ikke mistede tråden en eneste gang, og de gik derfra med en følelse af fuldstændig oprejsning, efter hvad de følte som årtiers ydmygelse fra den store nabo mod nord.« Måske de var ved at dø af kedsomhed og kun rædslen fik dem til at blive? Og hvad med denne perle: »Den cubanske revolution samlede alle oprør i èt, som ingen anden politisk bevægelse før havde gjort på grund af Che Guevaras og Fidel Castros moralske autoritet og prestige.«
Der er mange af den slags tomme fraser, men bogen er ikke blottet for en kritisk distance til Fidel Castro, men aldrig en så fundamental kritik, at man fornemmer, at forfatteren har forstået tragediens dybde.
Men selvom Anne M. Sørensens bog er temmelig ringe, så er den næsten en fornøjelse at læse i forhold til Ignacio Ramonets kritikløse mikrofonholder-bog »Mit Liv«. Forlaget praler med, at Ramonet har ført over hundrede timers interview med Castro. Ramonet er en af den franske venstrefløjs veteraner, og han har tilsyneladende siddet savlende ved fødderne af diktatoren, der hermed har fået lige nøjagtig den bog, han ønsker. Den fødte julegavebog til enhver gammel venstrerevolutionær. Der er ikke antydningen af, at eneherskeren fortryder andet end småting.
Bogen er formet som ét langt interview med Fidel Castro, hvilket gør læsningen til en åndelig tortur. I sin indledning gør Ramonet ingen hemmelighed af sin næsegruse beundring for Castro, mens al skyld for landets elendighed lægges på USAs skuldre. Den cubanske revolution er, skriver han, med Castro som inspirator en vigtig reference for millioner af verdens dårligt stillede. Indledningen er en hyldest til Castro som et overmenneske og er kvalmende i en sådan grad, at man må håbe, oversætteren har fået genetillæg.
Selvom begge de to anmeldte bøger omtaler undertrykkelsen, får vi slet ikke Castros brutale politik afdækket. I sin årlige rapport fra 2006 skrev Human Rights Watch: »Cuba er det eneste land i Latinamerika, som undertrykker næsten alle former for politisk uenighed. Præsident Fidel Castro har i sine 47 år ved magten ikke vist nogen form for villighed til at skabe selv de mindste reformer.« Ifølge »Kommunismens Sortbog« af Stephane Courtois er 15.000-17.000 mennesker blevet henrettet siden 1959. Flere end hundrede tusinde cubanere har siddet i lejre, og homoseksuelle, forfattere og systemkritikere er systematisk blevet arresteret.
De to foreliggende bøger afspejler på hver deres måde den vestlige venstrefløjs ønskedrøm om, at Castro var en revolutionær helt.
Fidel Castro og Ignacio Ramonet. »Fidel Castro - mit liv«. 704 s. 349 kr. Illustreret. Schultz Forlag
Anne M. Sørensen. »Fidel«. 376 s. 299 kr. Illustreret. Jyllands-Postens Forlag
