Hun satte sig på tværs

Det er 2007. Hendes blik er fast som sten. Hun siger:

»Man spiller det instrument, man er, og man er det instrument, man spiller.«

Så er det nødt til at falde – spørgsmålet man havde svoret, man aldrig ville stille.

»Okay, Anne Linnet, hvis du var et instrument, hvilket ét ville det så være?«

Hun blinker end ikke.

»Jeg er min stemme,« svarer hun og mener det.

Med billedet mener hun, at hun er komponist. Helt ned i sin grundvold. Uden stemme ville hun ikke være. Så enkelt er det. Alting i hende er drevet af en indre nødvendighed efter at sætte verslinjer og melodier på livet, følelser og sammenhænge. En nødvendighed, der altid har stået højere end personlige hensyn, og som måske er en af hemmelighederne bag, at hun i dag rangerer som en del af den danske kulturarv og selvforståelse.

For uanset om man var til »Anne, Sanne og Lis« i dansk poprocks gyldne æra i 1980erne, kan man ikke komme uden om hendes betydning som komponist og pioner.

Det var hende, der i 1970erne med Shit & Chanel viste, at også piger kan spille på instrumenter, mens hun satte stemme på kvindebevægelsen med »Smuk og dejlig«. Det var hende, der smed sin egen vellyd ud iført lak og læder som sort herskerinde i Marquis de Sade i 1983, mens Gnags nøjedes med at slingre ned ad Vestergade i løse gevandter, og Thomas Helmig stadig lignede en jomfruelig konfirmand som frontfigur i Elevatordrengene. På privatfronten fik hun børn med en mand og flyttede senere med samme naturlighed sammen med en kvinde, påberåbte sig biseksualitet som en normalitet, og adopterede i en sen alder to rumænske børn.

Blot for at nævne et par væsentlige omdrejningspunkter i hendes til dato 54 år lange liv – og over 30 år lange karriere.

Det er nogle af de omdrejningspunkter, hun har indvilliget i at fortælle om. Erindringskassen er hendes bagkatalog, som hun kommer slæbende med i en stor taske. Vinylplader i slidte covers med titler som »Anne Linnet & Tears: Jeg ved det ikke«, »Shit & Chanel«, »Anne Linnet Band«, »Marquis de Sade«, »Barndommens gade«, »Jeg er jo lige her«, »Her hos mig«, »Det’ så dansk«.

Hendes seneste album »Akvarium« er også med. Det stikker af fra mængden med sin lille skinnende cd-krop.

Hun starter dér. Ikke fordi albummet er blevet rost til skyerne, og hun for første gang i 18 år ligger på toppen af histlisterne. Men fordi de 12 nye sange musikalsk trækker tråde tilbage til dengang, hvor det hele begyndte. Det var vigtigt for hende, da hun skrev sangene, men endnu vigtigere nu.

Få dage efter, at hun for to uger siden startede sin turné, døde hendes eksmand Holger Laumann pludseligt. Han spiller med på albummet, er far til hendes to ældste børn – og er om nogen nøglen til hendes musikalske levevej.

Det var 1969. Anne Linnet gik med raske skridt gennem Åbyhøj i Århus på vej mod tennistræning. Hun krydsede en sidevej – og pludselig gik verden i stå. Hun havde fået øje på ham. Han havde langt hår og kiggede hende lige ind i øjnene, da de passerede hinanden på kørebanen. Da hun vendte sig for at kigge efter ham, skvattede hun over kantstenen. Han havde også vendt sig – og drønede lige ind i en flagstang.

»Det var kærlighed ved første blik. Virkelig. Det var helt vildt. Jeg vidste, han hed Holger Laumann og var musiklærer i Brabrand. Jeg vidste også, at han spillede i Peder Pedersens bigband, så jeg tog ned for at se ham spille på Tagskægget. Og fra den dag var vi faktisk sammen. Min mor og far var lidt bekymrede, fordi han var ældre end jeg. Men de tog ham hurtigt til sig.«

Anne Linnet var 17 år og gik i 2. g. Holger Laumann 28 år og etableret musiker. Hun boede stadig hos sin mor og far og tre brødre i det, man ville betegne som et akademikerhjem. Faderen var læge, moderen tandlæge, og selv om hun voksede op i et frisindet hjem, var Holger Laumann en prøvelse. Han var en hippie, der dukkede op til te på adressen i Linde Allé med bare tæer i sandalerne og spraglet skjorte.

»Holger var musik. Han emmede af den, og den fyldte alting i ham. Det var gennem ham, at jeg opdagede, at man kunne leve af at lave musik. Indtil da havde jeg troet, at jeg skulle uddanne mig til tandlæge eller læge. Ikke fordi mine forældre pressede mig, men jeg troede bare, at verden så sådan ud. Musikken brugte jeg bare til at flygte ind i.«

Selv om hun var en vild og udadvendt pige, der klatrede i træer og sloges med drenge, brugte hun også meget tid på at komponere, spille og lytte. Om det så var til tonerne fra mormorens klaver, skolesalmerne, fuglenes sang, bilernes larm fra Silkeborgvej, så registrerede hun det hele og dannede musik inde i hovedet.

»Jeg skrev min første sang, da jeg var tre-fire år gammel, men det var i 1. klasse, at jeg begyndte at sætte system i det. Jeg lavede mit eget nodesystem på blanke sider bagerst i salmebogen og forsøgte at finde sammenhænge i både musikken og verden. Det har jeg altid gjort. Den første sang, jeg husker, jeg skrev, hed »Myren«. Jeg var ikke mere end syv år gammel. Den handlede om, hvordan myrer lever og var for mig samtidig billedet på, hvordan mennesker lever. Jeg har altid elsket at lave tvetydige billeder. Faktisk er mange af mine sange fyldt af den form for dualisme. Sådan som jeg selv er.«

Mødet med Holger Laumann blev vendepunktet, øjenåbneren. Musikken blev hendes liv. Hun begyndte at spille i hans band, Tears, samtidig med, at hun startede på komponistlinjen på musikkonservatoriet i Århus. I 1973 fik de sammen datteren Evamaria.

»Jeg er opvokset med det klassiske, og jeg tror, jeg lyttede til min far, der sagde, at musik var en usikker levevej, medmindre man uddannede sig og blev dygtig til det. Det kunne jeg godt se det fornuftige i, så jeg gik på konservatoriet hele dagen og spillede rockmusik om aftenen. Igen en dobbelthed, der var svær at kombinere nogle gange. Specielt også, da vores datter Evamaria kom til. Jeg havde meget lidt tid til mig selv. Men jeg ville gerne være mor, det var helt naturligt for mig at blive det i så ung en alder, og jeg husker den tid som meget varm og fyldt med musik. Ofte sad jeg og spillede klaver eller guitar, mens Holger spillede på sin saxofon, og selv om vi var meget ude at spille, var vi gode til at skabe ro og regelmæssighed for vores barn.«

I sin erindringsbog »Hvor kommer drømmene fra?«, der omhandler hendes barndom og slutter med fødslen af Evamaria, skriver Anne Linnet også lidt om samlivet med Holger. Berører, at Holger Laumann havde andre kvinder – og at hun selv blev dybt fascineret af en skuespillerinde, der en periode boede i deres hus. Det var også allerede i start 1970erne, hun skrev sin første sang til en kvinde, nummeret »Firequeen«.

»Jeg opdagede min fascination af kvinder, men det var ikke besværligt for mig. Det var bare endnu en dobbelthed i mig, som jeg her forstod, at jeg indeholdt og skulle finde ro med. Jeg talte åbent med Holger om det, vi kunne tale om alting. Han følte ikke jalousi over, at jeg f.eks. skrev en sang til en kvinde, fordi han var så dybt inde i musikkens væsen, at det at skabe noget, hente noget ned et sted fra, var vigtigere end personlige hensyn. Det var da en stor rummelighed at besidde, og jeg var også lidt sådan. Samtidig så var det i 1970erne, der på mange måder var mere frie end i dag, og man skal nok have været der for at forstå det. For os, der mødtes så stærkt i musikken, var det bare sådan. Det var ikke en trussel mod os, men en gave.«

Holger og Anne blev gift i 1974. Samme år dannede hun pigegruppen Shit & Chanel, der blev banebrydende på den danske scene. Den havde indtil da været forbeholdt mandlige musikere, mens kvindernes plads var som pæne frontfigurer hovedsagelig inden for danskpop-genren. Anne Linnet undrede sig over, hvorfor scenen var blottet for kvinder, der spillede på instrumenter og gik i gang med at samle et hold på fem – en af dem var Lis Sørensen, som Holger Laumann anbefalede, fordi han havde undervist hende i musik i 5. klasse. Senere samme år spillede de deres debutkoncert på Trinbrættet – det senere Vestergade 58 i Århus.

»Vi vidste godt, at mange kun ville komme for at se, om piger overhovedet kunne spille. Der var masser af fordomme, og mændene stod da også som en fed kødpølse rundt om scenen med armene over kors og ventede på, at vi skulle smide bluserne. Vi indledte koncerten med et nummer, hvor jeg spillede på ølflaske hen over guitaren, og det lød helt forfærdeligt. Teksten var også helt ligegyldig – noget i retning af »Jeg har en gammel cykel, gider ikke cykle på den«. Men derefter trykkede vi den af, og folk var helt vilde. Vi vidste godt, at det var banebrydende, men det var egentlig ikke min hensigt med det. Heller ikke, at vi blev kvindebevægelsens stemme. Det var musikken, det handlede om, og jeg har altid ment, at eksemplets magt er vigtigst. Hellere gøre noget, end bare at tale om det.«

Gennembruddet kom med nummeret »Smuk og Dejlig«, der også af Anne Linnet betegnes som en af hendes vigtigste sange. Den blev skrevet på en time en sen nat i hende og Holgers hus på Åbyvej i Åbyhøj – til en kvinde.

»Det har jeg aldrig lagt skjul på, og jeg tror også, at det var derfor, kvindebevægelsen tog den til sig. Kvinder kunne identificere sig med den, fordi den har en bestemt kraft, og selv om vi ikke var medlem af bevægelsen, spillede vi ofte til deres arrangementer. Vi ville dog ikke være med til at optræde til fester, hvor mænd ingen adgang havde. Vi mente, at ligestilling var vejen frem. Der kridtede vi banen op. Vi smed heller ikke brystholderne og alt det der. Vi var mere rå.«

De var rå, smukke og samtidig var der en æggende seksuel mystik i Anne Linnets tekstunivers, der satte gang i rygterne om en kærlighedsaffære mellem hende og Lis Sørensen. Et rygte, som Anne Linnet i dag griner af. Selv om de levede lige midt i frigørelsens årti, var fem kvinder på rad og række stadig genstand for en del spekulationer, hvilket de spillede på. I en annonce i musikmagasinet MM reklamerede de for sig selv med ordene: »Shit & Chanel er klar efter fødsler og eksaminer. Klar kusserock, fissefunk og pattepunk.«

I slipstrømmen af Shit & Chanel dukkede der flere kvindebands op – bl.a. Jomfru Ane Band, men det var Shit & Chanel, der »havde den« op gennem 1970erne. Indtil 1981, hvor kosmetikfirmaet Chanel lagde sag an mod dem, fordi de ikke ville »have deres fine navn forbundet med shit«.

»Det var pinligt for dem, men vi måtte trække alle albums tilbage og lave nye covers, hvor vi så kaldte os Shit & Chalou. Det var latterligt, og vi takkede af efter syv gode år.«

Anne Linnet og Holger havde i mellemtiden fået en søn – Marcus – og levede et liv, hvor de skiftedes til at være hjemme hos børnene mellem koncerterne. Anne holdt stadig fast i konservatoriet.

»Jeg har aldrig levet det der vilde rock’n’roll-liv. Jeg har aldrig kunnet tåle at ryge alt det der sjove, og jeg skulle altid hjem til børnene og lektierne. Det er jeg taknemmelig for i dag, for det er nok noget af grunden til, at jeg har kunnet holde til at være i branchen i så mange år. Jeg har heller aldrig følt, at jeg skulle vælge. Jeg vil gerne hygge mig og have det sjovt, men for mig har rock’n’roll-livet aldrig været det væsentlige. Det har altid været musikken og børnene.«

Så kom Sanne til. Salomonsen. Året var 1981. Anne Linnet havde hørt hende synge i musicalen »Jesus Christ Superstar« og ville gerne have hende med i et band.

Det mundede ud i Anne Linnet Band. Anne, Sanne og Lis var nu i front i en af start-80ernes mest populære grupper med numre som »Det er ikke det, du siger«, skrevet af Jan Glæsel med tekst af Anne og sunget af Sanne. Det løse 1970er-hår blev touperet og skulderpuderne lagt i de rette folder, mens årtiet skred frem som et af de mest forgyldte i dansk poprocks historie. Specielt de tre sangerinder, sammen, alene eller i andre sammenhænge kom til at sætte deres præg på lyden og pladesalget i selskab med bl.a. Gnags, TV2, Sneakers, På Slaget 12, Thomas Helmig, Dodo and the Dodos, Hanne Boel, Tøsedrengene og Danseorkestret. Det var »Hjem til Århus«, »Sui Sui«, »Det er mig, der står herude og banker på« – og Anne Linnet Bands »Cha Cha Cha«, der blev sunget med på i den brede befolkning, mens yuppierne blev et fænomen, mikrochippen allemandseje, Renée Toft Simonsen topmodel, bodybuilding en sportgren og solcentre ligeså almindelige som kiosker.

Anne Linnet Band var en kæmpesucces med masser af koncerter og studieindspilninger, og da Holger Laumann også spillede med, satte det ekstra pres på hjemmefronten.

»I Shit & Chanel-dagene havde vi kunnet dele os op, så Holger var hjemme, når jeg var ude at spille, og omvendt. Nu var vi af sted samtidig, og med Anne Linnet Band turnerede vi virkelig meget. Det var ret voldsomt med to børn, der enten blev passet eller var med os. Jeg har dog aldrig haft dårlig samvittighed over for mine børn. De er vokset op med, at sådan var det. I stedet for at gå på fritidshjem, kom de med i studiet, hvor de sad og lavede lektier, spillede på pinball-maskiner eller lyttede med i kontrolrummet. Om sommeren var de med på festivals og havde det skide sjovt.«

Men pludselig i 1983 fik Anne Linnet nok. Af vellyd, pæne frisurer og harmonier. Hun tog på en rejse til bl.a. New York og kom hjem med lyden af – sort.

»Der skete voldsomme ting med mig i de år. Jeg begyndte måske allerede at løsne mig fra Holger, det blev sværere for os. Måske havde det taget hårdt på os at være sammen hele tiden både i musikken og derhjemme. Jeg blev også så træt af al den vellyd i Anne Linnet Band, jeg var ved at få fis af, at korene lød så smukt, og at alle skulle sige deres mening i studiet. Den demokratiske proces i studiet er meget god, men den er også kedsommeligt langsommelig. Samtidig tror jeg, at jeg pludselig mærkede efterdønningerne af min fars død. Han døde pludseligt i 1979, hvilket slog benene væk under min familie. Han havde altid været familiens klippe, og jeg følte et stort tomrum i årene efter. Jeg røg nok ind i en eksistentiel krise, som jeg tror, de fleste mennesker kender til, og jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at bryde op. Ændre tingene radikalt. Jeg begyndte at høre en ny lyd i mit hoved. Som altid var jeg drevet af en musikalsk nødvendighed.«

Da hun vendte hjem fra sin rejse til New York og Berlin, havde hun en ny lyd med hjem i garagen. En metallisk lyd inspireret af de mange byggepladser, der var New York. Derudover havde hun en spritny synthesizer.

»Jeg ville se noget andet, høre noget andet. Derfor samlede jeg et hold, der var med på at give mig noget, jeg aldrig havde hørt før. Guitaren skulle skrige, trommerne skulle være elektroniske og stemmen påtrængende. Udtrykket skulle være ligesom jeg havde det – voldsomt og grænsesøgende.«

Marquis de Sade var født med hende som sortklædt herskerinde, der satte lysten og begæret på dagsordenen. »Det var første gang, at jeg klædte mig på for at gå på scenen, men jeg klædte mig ikke ud. Vi havde det sådan. Vi var sådan. Jeg optrådte i lak, læder, netstrømper og en kæmpe læderkappe med nitter. Der var i det helt taget nitter overalt, men det skete bare, det kom fra musikken. Vi klippede hul i sorte plasticposer, som vi tog på, og vi sminkede os om øjnene, hvis vi følte for det.«

Hun var endnu en gang banebrydende, men det tog sin tid, før folk forstod pointen. Mest fordi Anne Linnets tekster slap ud i pressen, før »Marquis de Sade« albummet blev udsendt. Pressen tolkede teksterne som om, at hun nu gik ind for hustruvold, hvilket fik den ellers loyale kvindebevægelse til at vende sig mod hende.

»Misforståelsen resulterede i, at da vi skulle spille vores første koncert i Odense, kunne publikum ikke komme ind, fordi kvindebevægelsen blokerede indgangene i protest mod, at jeg gik ind for hustruvold. Men teksterne havde ikke en kæft med det at gøre. For mig handler albummet om, hvor mine egne grænser går både fysisk og mentalt. Det resulterede i, at der ikke var et øje til de første koncerter, og at vi kom til at skylde vores bookingbureau en masse penge. Det var både til at grine og græde over. Det vendte heldigvis, da albummet udkom. Folk fik lyttet til den og forstod meningen, og de kunne genkende mig. Derfra blev Marquis de Sade kæmpestort. Specielt den første plade med »Glor på vinduer« og »Nattog«. Den holder stadig og unge musikere laver coverversioner af dem. Det synes jeg er fedt,« siger Anne Linnet med henvisning til, at r’n’b-sangerinden Szhirley har givet sin version af »Glor på vinduer«, mens den nu afdøde reggaesangerinde Natasja har genindspillet »Smuk og dejlig«.

Det var dog ikke kun publikum, der reagerede over transformationen.

»Min mor var også ret bekymret og spurgte mig, hvad hun dog havde gjort galt. Holger forstod det godt, også børnene. Jeg havde bare lak og læder på, når jeg var på scenen. Derhjemme var jeg stadig mor, der bagte, smurte madpakker og fulgte dem i skole. De mærkede først en ændring, da Holger og jeg blev skilt i 1985, og jeg flyttede til København med dem. De fik nye kammerater, der pludselig forholdt sig til, at jeg var Anne Linnet, og hvis forældre havde en mening om mig. Det var de ikke vant til i Århus. Jeg kan f.eks. huske, at der var nogle af de nye kammerater, der spurgte mine børn, om vi havde mange piske derhjemme...«

Opbruddet var gennemført. Musikalsk og privat. Fra at være sort indeni bevægede Anne Linnet sig nu over i farven hvid. Bare to år efter »Marquis de Sade«, udkom »Hvid Magi« – en lys, let og poetisk plade med Anne Linnet klædt helt i hvidt.

»Indtil min skilsmisse havde musik og privatliv hængt uløseligt sammen for mig. Det gjorde det ikke mere, hvilket jeg skulle vænne mig til. Men jeg opdagede noget væsentligt, der flyttede mig fra den sorte til den hvide tilstand. Jeg opdagede, at jeg havde energier i mine hænder. Det lyder helt latterligt, men jeg fandt ud af, at jeg fysisk kan mærke andre menneskers energier. I dag er der ikke noget odiøst i det alternative, men dengang var det ikke særligt almindeligt. Jeg fandt ro med det, og det er en stor ting i mit liv. I den periode flyttede jeg også sammen med en kvinde.«

Og så, bør det tilføjes, afsluttede hun som den første kvinde herhjemme uddannelsen i klassisk komposition ved Musikkonservatoriet med diplomeksamen.

Sangene »Tusind stykker«, »Forårsdag« og »Kærlighedens farve« blev skabt i en rus af varme og lykke. Året var 1988, og Anne Linnet gik i studiet og indspillede albummet »Jeg er jo lige her«, et af hendes bedst sælgende nogensinde. Hun var gravid og lykkelig i sit forhold til en kvinde.

»Jeg blev gravid med en ung mand, som jeg forelskede mig i, mens jeg boede med min pigekæreste. Jeg valgte dog at blive hos hende og få barnet. Og jeg var lykkelig. Når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at mine bedste sange og albums er blevet skabt, når jeg har haft ro på hjemmefronten og været omgivet af gode mennesker og musikere. Jeg ved godt, at det ikke var almindeligt i 1980erne at bo sammen med en kvinde, men for mig har det aldrig været besværligt. Heller ikke for mine børn, fornemmer jeg. De er vokset op i en familie, der ikke har set ud som alle andre, og jeg har aldrig skullet ud i de store forklaringer. For mig har kærligheden intet køn – alt afhænger af mennesket, man møder.«

Også det storsælgende »Min sang« udkom i denne periode, og hun etablerede pladeselskabet Pladekompagniet, der med navne som TV2 og Johnny Madsen, der oplevede sine storhedsdage i de år, blev en god forretning og et vigtigt danskejet selskab, der støttede op om dansk musik.

Det gik godt for Anne Linnet. Rigtigt godt. Lige indtil 1991, hvor hun mærkede sin karrieres første nedtur med albummet »Det’ så dansk«, der floppede. Hun oplevede de hårdeste anmeldelser nogensinde og udtalte for første gang offentligt tvivl om sine egne sange.

»Jeg synes stadig, der er gode sange på det album, men... ja, min kæreste og jeg gik også fra hinanden det år, og måske har det en betydning. Men overordnet var 1990erne et svært årti for mig. Der skete et skred i pladebranchen, hvor mange, der havde været store i 1980erne, fik svært ved at sælge plader. Folk begyndte at hente musik fra nettet, og kun ganske få bands slog igennem for alvor. Der blev også mindre fællesskabsfølelse, og personligt havde jeg gang i en masse ting, der ikke havde med min musik at gøre, og som krævede mig for meget.«

I 1993 købte hun bl.a. det skrantende spillested Montmartre i et håb om, at hun kunne føre det legendariske sted videre. Men det lykkedes hende ikke, og hun trak sig millioner af kroner fattigere ud et par år senere. Kritiseret i pressen for manglende evner, og personligt desillusioneret over, at hun »åbenbart var den eneste, der mente, at København burde have et spillested med en historisk værdi«.

Tiderne havde ændret sig. Den dansksprogede »Anne, Sanne og Lis«-æra var forbi og blev nu afløst af bands og artister, der sang på engelsk i et hårdere tempo – det var grunge, Dizzy Mizz Lizzy, D:A:D, Kashmir og Sort Sol, der tog førertrøjen på.

Eller som en journalist i Berlingske Tidende poetisk konstaterede, at 1990erne var et svært årti for Anne Linnet, »fordi det var alt det, hun ikke er: Global, engelsksproget og strømlinet.«

I 1995 brød Anne Linnet så op igen. Solgte Pladekompagniet til Sony, afhændede Montmartre og flyttede til Rom.

»Succes er en vidunderlig ting, men det er også hårdt og voldsomt. Jeg havde haft megasucces, fra jeg var ganske ung, og det var en belastning. Derfor følte jeg egentlig også den rutchetur, jeg oplevede i 1990erne, som en lettelse. Den gav mig lyst til at tage en pause, at sælge alting og bare rejse væk for at finde tilbage til mig selv. Jeg havde brug for at plante mig selv om og være et sted, hvor ingen kendte mig. Et sted, hvor jeg kunne prøve at leve et ganske almindeligt liv, som om jeg aldrig havde været Anne Linnet. Det handlede ikke om, at jeg var træt musikalsk. Der var rørpost, og jeg komponerede en masse, mens jeg var væk. Bl.a. en opera om Thorvaldsen. Musikken har altid været intakt i mig, men der har været perioder, hvor jeg har været nødt til at beskytte mig selv, og den nerve, hvor alting kommer fra. Hvis jeg ikke havde beskyttet den gennem årene, ville jeg aldrig have kunnet lavet så meget i tidens løb.«

Hun boede i Rom med sin kæreste og to af sine tre børn i halvandet år og forsøgte sig med en ny pigegruppe, Bitch Boys, da hun kom hjem. Bandet slog ikke igennem, og Anne Linnet kunne ikke finde sig til rette. Heller ikke et nyt pladeselskab, Circle Records, var løsningen eller en gendannelse af 1980er-succesen Marquis de Sade i 2002 kunne give hende fodfæstet tilbage. Hverken i sig selv eller hos det danske publikum.

»Jeg brugte i de år også meget tid på at adoptere to rumænske børn. Egentlig skulle jeg først kun have adopteret en dreng, men da jeg fik at vide, at han havde en storesøster på et andet børnehjem, startede sagen forfra, og først i 2001 fik jeg dem begge hjem. Det betød også, at jeg igen havde små børn derhjemme, som jeg prioriterede at gå hjemme og passe. Jeg adopterede dem som ene adoptant, og jeg gjorde det, fordi jeg følte, at jeg havde menneskeligt overskud til at gøre min pligt over for verden. De to børn har for alvor fået mine øjne op for, hvor uretfærdigt verdens goder er fordelt.«

Det er 2007. Hendes blik er igen fast. Hun siger:

»Jeg har nok siden slut-80erne søgt efter et fodfæste, og jeg føler, at jeg først har fundet det her de seneste par år. Jeg har fået samlet det hold omkring mig, som jeg har ledt efter.«

Anne Linnet er tilbage. Hun er hip igen. I fortid og nutid. Med sange om København, livet, følelser og sammenhænge i en tid, hvor det danske sprog atter er blevet lukket ind i melodiske verslinjer fra moderne troubadourer som Rasmus Nøhr og Peter Sommer.

Igen er hun godt hjulpet på vej af sin nyligt afdøde eksmand, Holger Laumann, der spiller sax på hendes nu mest skattede nummer »Solen og Månen«. Deres yngste søn, den 30-årige Marcus Linnet, har produceret albummet – og deres ældste datter Evamaria synger kor.

Anne pakker sine slidte vinyler, sit liv og sin historie til offentligt brug, ned i tasken igen.

Undtagen »Akvarium«. Den ligger stadig og skinner med sin lille krop på bordet, da hun forsvinder ud ad døren.