Brugsgenstande i ny fortolkning

Glem tid, fornuft og logik og lad fantasi og nysgerrighed råde. Det må være vejledningen, når man skal se den nye udstilling af Thomas Bang, Ingvar Cronhammar og Poul Ingemann på Kunstindustrimuseet, der åbner i dag.

Poul Ingemanns skulpturelle stole er skabt efter en idé om at skabe en række møbler, der havde sammenhæng med den arkitektur, han typisk beskæftiger sig med. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
En allé af hvide stolper leder op til Kunstindustrimuseets undseelige indgang i Bredgade. Den gamle rokokobygning huser et af Nordens centrale udstillingssteder for dansk og international industriel design, kunstindustri og kunsthåndværk, og det er her Thomas Bang, Ingvar Cronhammar og Poul Ingemanns udstilling, »Nu, da tiden er inde« har til huse. En udstilling der kombinerer kunst og design, og afsøger krydsfeltet mellem den funktionsløse og funktionsknyttede genstand.

Thomas Bang viser rundt i udstillingen, og forklarer, hvad der er tankerne bag hans værker, og bag den samlede udstilling. Det er ikke første gang, at de tre erfarne herrer udstiller sammen. Tidligere har de udstillet i Kunsthallen Brænderigården i Viborg og på Sophienholm i Lyngby. I Viborg var det med udstillingen »Beboelse«, og på Sophienholm var det med en udstilling, der var bygget op om stedets historie: »I stedet for at køre i samme spor, som vi har gjort i de andre to udstillinger, så tog vi til denne udstilling fat på det brugsorienterede objekt på hver sin måde. Udstillingen som helhed består af tre separate udstillinger, og derfor har vi også delt os op i hvert sit rum,« fortæller Thomas Bang.

Til hvert af Thomas Bangs værker hører en titeltekst, altså en titel som samtidig kan være en spørgen til, eller forundren over tilstandene i værket. Den indeholder enten et par linjer, eller strækker sig over næsten en hel side. Gennemgående i de længere titeltekster er, at det er en pige, der undrer sig over objekterne.

Værkerne er erindringsorienterede eller påmindelsesorienterede, hvilket betyder at de refererer til forskellige begivenheder i verden. Nogle af værkerne har ifølge Thomas Bang en relikvieagtig karakter, hvilket vil sige at de gemmer på levn fra fortiden: »Værkerne generelt er samlinger af objekter, billeder og opbrudte narrativer, som ikke fortæller en historie eller er absolut sammenhængende, men de er en form for »reminders«, der skal minde os om noget, vi i og for sig ikke har gennemtænkt eller ikke har ønsket at reflektere over. Hvad begivenhederne er, er ikke noget jeg kommer og fortæller.«

Et eksempel på dette er »Forsøg 4« og »Forsøg 5, Relikvieapparat.«

»Forsøg 4« forestiller fire stykker tøj, som tilhører en mand, en kvinde, en pige og en dreng. Alle tøjgenstande er gennemboret af en skydelæreagtig indretning: »Det er en form for måleapparat, men hvad måler den? Når man står overfor værkerne, skulle det ene spørgsmål gerne afløse det andet, jo dybere man forsøger at gå ind i værkerne. Pigen kommer i titelteksten til den konklusion, at de er en slags skydelærer. Det er fuldstændig uforklarligt, hvad det er, der har fundet sted, hvad det er der bliver målt og hvorfor tingene og situationen er, som den er.«

Der er skåret stumper ud af hver af påklædningsgenstandene, som aldrig har været taget i brug. Det faktum er ifølge Thomas Bang også væsentligt: ”Der er et komplimenterende værk, som er relikvieorienteret. I flaskerne i »Forsøg 5, Relikvieapparat« er der opbevaret stumper fra tøjet fra »Forsøg 4.« Helheden må derfor formodes at relatere til familien og de begivenheder, der har fundet sted, og der er mange direkte relationer mellem de to værker.«



Idéen med udstillingen er, at skabe en række genstande som relaterer til stedet, som det Kunstindustrimuseet er, nemlig en samling af brugsgenstande: »Det kan godt være at mine værker ikke kan bruges fysisk, men de kan bruges mentalt. De er fulde af referencer til bogstavelige brugsgenstande og relationerne til stedet er både direkte og indirekte«, siger Thomas Bang.

»Publikum skulle meget gerne træde ind i nogle oplevelsesrum, hvor de ikke tidligere har befundet sig. Et sted hvor man undrer sig, stiller spørgsmål og forhåbentligt reflekterer over, hvad man ser, men også over, hvad det har med én selv at gøre. Den negative reaktion på det, kunne være at folk ikke mente at det har noget med dem at gøre, men der tillader jeg mig at sige, at det har det. Det har det i den grad.«

Derfor er det også vigtigt, at man tager sig tid til at undersøge værkerne: »I vores hverdag er vi vant til, at alting skal gå hurtigt. Den der giver sig tid har mulighed for at bevæge sig mentalt rundt i værkerne, ligesom det i teksttitelkonteksten også er pigen der er den eneste, der gider at tage sig tid til at undre sig over værkerne.

Poul Ingemann udstiller 13 stole på Kunstindustrimuseet. Han bruger altid meget tid på at skitsere, og stolene er tidligere forblevet skitser: »Det er dem, jeg har taget op til denne udstilling. Jeg har arbejdet med symmetri, balance og en vis orden, som kendetegner den klassiske bygning, samtidig med en afslappet holdning til detaljen. Selvom der i det klassiske ligger en form for anonymitet gemt, er der kunstnerisk ambition til stede, og en idé om at bruge eller misbruge stoffet, så noget særligt indtræffer. Derfor står møblerne hvide og abstrakte uden materialemæssige hentydninger. Min idé var først og fremmest at se, om jeg kunne skabe en række møbler, der korresponderede med den arkitektur, jeg typisk beskæftiger mig med. Jeg fastholder en klassisisme i min arkitektur og lader husene ligne huse. Jeg har prøvet at se om jeg kunne tune mine møbler til, at være næsten færdige, idet jeg betragter dem som en form for råmodeller. Fladen, folden og skyggen får, ligesom i det arkitektoniske, en betydning. Det er nogle af de samme kompositoriske tricks, som jeg bruger i min arkitektur.«

Ingvar Cronhammars idé med værkerne har været meget brugsorienteret: »For nogle år siden var der én der sagde at han gerne ville se et bestiksæt fra mig, hvilket er helt anderledes end hvad jeg plejer at lave. Men efter nogle måneders heftige overvejelser, gik jeg i gang, Jeg var meget bjergtaget af det krigsfly, der hedder F117, og som også kaldes Nighthawk. Det er ikke fordi, jeg har siddet at kigget på et billede af den, men jeg har taget udgangspunkt i den mentale kobling til Nigthawken. For mig har det været en øvelse og meget spændende at producere noget, der har en mere direkte funktionskobling.«

Derudover har han produceret en parkbænk og en lampe til udstillingen, som både kan bruges som skulpturer og som brugsgenstande: »Jeg har nok forsøgt at rette mig meget ind efter, at udstillingen finder sted på Kunstindustrimuseet.«



Titlen på udstillingen er »Nu, da tiden er inde,« men hvad er det tiden er inde til?

Thomas Bang tolker det som at tiden er inde, fordi de er der: »Vi besluttede at komme her og foretage de og de handlinger.«

For Poul Ingemann har det noget med det tilbageholdte åndedrag at gør: »Det er ligesom når man er ved at snuble, og man mister åndedraget. Der er en bevidst balanceren, vaklen og fald i mine stole. Der ligger også noget definitivt i ordet nu.«

Ingvar Cronhammar ser ikke nogen dybere betydning i udstillingens navn, men fortæller at de brugte en eftermiddag på at finde en titel: »Vi kom fra et citat i salmen »Den signede dag,« og der kom jeg til at nævne strofen »...at natten, hun nu er omme« og så sagde Thomas Bang, »Nu, da tiden er inde« som en slags ekko, en slags klang. Personligt synes jeg, det var utrolig smukt og appellerende i sit udsagn.«

Hvad: Udstillingen »Nu, da tiden er inde.« Hvor: Det Danske Kunstindustrimuseum, Bredgade 68, København K. Hvornår: 23. november 2007 til 24. februar 2008. Hvor meget: Normalpris 50 kr, pensionister, grupper og studerende 35 kr, onsdag er det gratis.