Her er spørgsmålet, som formentlig ikke bliver stillet i valgkampen:
»Anders Fogh Rasmussen, tror du på Gud?«
Eller:
»Helle Thorning, hvordan har du det med Gud?«
JEG HAVDE FOR nogle år siden den store fornøjelse at interviewe statsministeren, og jeg spurgte ham om religion – om hans tro på en højere magt bevæger ham i politik – og han svarede afsværgende, nærmest forskrækket, at han aldrig blandede religion og politik, og at han i øvrigt syntes, at det var lettere usmageligt, når amerikanerne gjorde det.
Det kan han have både ret og uret i.
Men – og det er en temmelig vigtig sondring – der er to måder at blande politik og religion på, og den ene er lige så sømmelig, som den anden er usømmelig.
En amerikansk politiker kan være præget af sin religion. Og religion kan præge amerikansk politik. Det første er rigtigt, det sidste er forkert. Når præsident Bush siger, at han beder til Gud, når han udnævner Jesus til sin personlige frelser, så fortæller han os om sit personlige sjæleliv – at han er en kristen med kristne værdier. Når præsident Bush siger, at han gør, hvad Gud vil have ham til at gøre, og at Gud beordrede ham til at invadere Afghanistan og Irak, så fortæller han os om sit politiske sjæleliv – at han omsætter sine kristne værdier til politik. Det første er rigtigt, det sidste er forkert.
Og her er, hvorfor den politiske kristendom er forkert.
Politik er som farven sort. Når man blander den med andre farver, så bliver alt sort. Eller sagt på en anden måde: Når en kulturpersonlighed går ind i politik for at hæve det kulturelle niveau, så bliver han bare til en politiker. Når en humanist går ind i politik for at gøre hverdagen mere menneskevenlig, så bliver han bare en politiker, og når en komiker går ind i politik for at gøre politik mere komisk, så bliver Jacob Haugaard bare til en politiker. På samme måde med religion. »Når man blander religion med politik, så får man politik,« som en af de desillusionerede religiøse ledere i USA har sagt.
Eller endnu værre – man får politik, som hævder at være en bedre politik, en politik med mandat fra Gud, og det hele får en grim farisæisk smag af fidus. Eksemplerne er mangfoldige: Det er Newt Gingrich, som i frelserens navn kommer efter Bill Clinton for utroskab, mens han samtidig har en elskerinde i skabet; det er den højrereligiøse pastor Ted Haggard, som tordner mod homoseksualitet, mens han off-camera betaler for narko og sex hos en mandlig prostitueret; og det er den republikanske familiepolitiker Larry Craig, der turnerer rundt på offentlige toiletter på banegårde og i lufthavne. Det er forståeligt, at den slags giver kuldegysninger og mavekrampe i de europæiske saloner. Det er amerikansk politik, når amerikansk politik er værst.
DERFOR HAR VI i Europa sat Gud uden for døren i politik.
Han kan ikke komme med i den europæiske forfatning, og ingen spørger politikerne, om de tror på Gud. Ikke bare er tro et ikke-anliggende. Mangel på tro er heller ikke et anliggende. Vi har ingen kvababbelse over at vælge politikere, som direkte håner tro. Det bedste eksempel er Ritt Bjerregaard, som i 1990 skrev sin berømte kronik i Berlingske Tidende: »Jeg tror på et liv før døden.« I eftertiden er kronikken mest husket for hendes sammenstilling af Jesus og nisser – »Vorherre, Helligånden, Jesus og Jomfru Maria har altid i min bevidsthed rangeret på samme niveau som nisser«. Og det er endda en af de mere godartede dele af kronikken. Bjerregaard skrev, at hun betragtede al slags religion som »skadelig overtro«, hun talte om den »ubehagelige selvgodhed« i religion, og hun grinede ad muslimer, »der ligger med enden i vejret«, og af »dansende gule buddhister«, og hun konstaterede, at der i det hele taget ikke var nogen grund til at tage religion mere alvorligt end troen på julemanden.
JEG FREMDROG FOR nylig kronikken over for en række amerikanske venner. Ingen af dem er højkirkelige, men de undrede sig alligevel, og de spurgte, om ikke Bjerregaards aggressive ateisme havde skadet hendes politiske karriere?
»Spørg overborgmesteren i København,« svarede jeg.
Jamen, var vælgerne i København ikke klar over, at hun var en bekendende ateist, blev en af amerikanerne ved.
»Jo, men det var et ikke-anliggende,« svarede jeg. »Det ville have været et meget større problem, hvis hun var en bekendende kristen i stedet for en bekendende ateist.«
Konceptet for denne klumme er forskelle over Atlanten, og denne forskel er en af de dybeste.
Jeg har endnu ikke mødt en amerikansk politiker, som ikke på et eller andet plan tror på Gud, og jeg har endnu ikke mødt en præsidentkandidat, som ikke på et eller andet plan er blevet spurgt om det. Modsat i Europa og ikke mindst i Danmark, hvor en politiker, som siger, at han en gang imellem synker i knæ og beder forsynet om hjælp, vil blive omgærdet af en lang pinlig tavshed. I stedet handler den politiske debat om staten og kommunen, og de fleste danske politikere synes at tro på, at staten og kommunen kan løse alle problemer. Børnepasningen kan passe børnene, madbilen kan komme med maden, ældreforsorgen kan passe de ældre, velfærdsforliget kan forlige velfærden, og dermed har vi elimineret både Gud og næsten – forældrene, naboerne, børnene, nærsamfundet – og vi lever i den menneskegjorte salighed.
Eller som Ritt Bjerregaard udtrykker det i førnævnte kronik: I stedet for at fortælle konfirmander om liv efter døden, vil »jeg ... opfordre dem til at tro på, at der er et liv før døden ... Lad os i stedet for at bede bønner og vende vores sind mod Herren drage den lære, at det kan nytte at gøre noget for det, vi hver især synes, er det rigtige.«
De mennesker, der som Ritt Bjerre- gaard tror på den menneskegjorte salighed, ender imidlertid meget ofte med at tro på maskiner og systemer; i stedet for at tale om værdier og visioner taler de om velfærdsreguleringer, og i stedet for at tale om, hvad den enkelte borger kan gøre, taler de om, hvad samfundet skal gøre.
Der er en meget god grund til, at de største statsmænd tror på noget, der er større end dem selv, og der er en grund til, at Stalin ikke gjorde det.
Så, Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning: Tror I på Gud?