Desperat damedetektiv

Krimi: »Djævelens advokat« er en flot debut, hvor Sanne Udsen med skarp pen spidder sin kiksede detektiv på høje hæle. Det er meget morsomt. Det er også til at tude over.

Hvor er vi kommet langt! Vi kvinder er simpelthen blevet så død frigjorte, at vi kan svælge os i velsmurte satirer, der nedgør vores eget køn. Med Bridget Jones i hånden laver vi nynnende rejehop på vej ind til fjernsynet for at se »Desperate Housewives« eller genudsendelser af »Sex and the City«. Er vi virkelig trængende, kan et afsnit af »Ugly Betty« også glide ned.

Det er fordi, vi er sådan nogle seje postfeminister, der har ironisk distance til os selv. Og det gør ikke spor, at alle historierne dybest set handler om jagten på ham som det eneste væsentlige her i livet. Det er jo bare underholdning, og hvorfor skulle det være forbeholdt andre at gøre os til grin? Vi kan godt selv!

Sanne Udsen kan i alt fald. Hun er utrolig god til det i »Djævelens advokat«, hvor hun i løbet af få sider kører Sarah Berthelsen i stilling som krimiens svar på Nynne. Det er decideret velskrevet og en meget sikker debut, hvor hun uden videre skaffer Sarah en plads på det internationale tøsehold.

Sarah er på vej til Falsled Kro med potentielle ægtemand nummer tre. Han har ladet hende køre Audien, fordi han lige skal ordne nogle samtaler på mobilen, som den travle advokat han er. Hun er optaget af trafikken, men også af voksbehandlingen, selvbruner og pedicuren, der har været led i forberedelserne til weekenden, hvor hun er Steffens ledsager til hans firmas årlige seminar og partnermiddag. Han må da mene det alvorligt, tænker Sarah og minder hele tiden sig selv om, at hun skal tænke positivt for at gøre et godt indtryk.

Nu går det hverken værre eller bedre, end at en af partnerne i advokatfirmaet bliver offer for et giftmord i weekendens løb, og morderen skal selvfølgelig findes blandt de andre deltagere. Fordi Sarah er politiassessor, godt nok på orlov, bliver hun blandet ind i efterforskningen.

Det udvikler sig ret engelsk, men Sarah er bestemt ikke så skarpsindig som Miss Marple. Det morsomme ved bogen er jo netop, at vi kan se, hvor tåbelig Sarah er. Det er ikke mindst tilfældet i samarbejdet med de lokale landbetjente, som Sarah nedladende kalder dem. De er mindst lige så overrasket som os, når Sarah rent faktisk opklarer noget.

Men det er krimi-light det her. Det er de satiriske skildringer af Sarah og advokatfirmaets fruehold, vi skal give os hen i, når de majet ud til lejligheden vakler rundt på høje hæle i kroens brostensbelagte gårdhave. Som det sig hør og bør, er Udsen ferm til at trevle kvindetyper op ved hjælp af deres ydre fremtoning og forbrug. Et godt eksempel er hvorledes hun får Sarahs mor gjort nærværende og yderst livagtig ved hjælp af en Louis Vuitton-taske.

Ja, Udsen kan sit kram og under den uforpligtigende satire, ser man også glimt af noget, der meget vel kunne udvikle sig til gribende romanfigurer. Det kræver selvfølgelig, at Udsen hopper ud i overhalingsbanen og giver Bridget Jones baghjul i stedet for at følge trop. Der er efterhånden nogle af os, der godt kunne lide at vide, hvor det ville bringe os hen. Bare sådan for en weekend.