Læse- og tankerum

Den nye unge prosa er i drift. De unge forfattere blander gerne det personlige med det almene, det fiktive med det faktive, og lader genrerne skride. Såedes også Peter Højrup, født 1974, som efter debutdigtsamlingen »En hjem af gyldne kviste« fra 2004, nu udgiver prosasamlingen »Under det kogende hav«. Bogen består af 7 brudte tekstforløb, som alligevel spiller sammen i en helhed. Vi har et søgende jeg, fortælleren og som resonansbund hans elskede og to drengebørn. Bag det hele spøger en traumatisk oplevelse med et dødfødt barn. Denne personlige historie væves som en rød tråd gennem forløbet, en rød tråd, der længe forsvinder under tekstens øvrige berettelser, for så igen at dukke op.

Hvad handler det så ellers om? Det er faktisk svært at sige, for det handler meget om selve fortællingens forløb. Der rejses til Sverige med familien, fortælleren er på seminar på Biskops- Arnö (og her kan bogen så blive lidt for indforstået, for den, der ikke ved, at den svenske ø er centrum for mange forfattermøder og seminarer) og der arbejdes på en lejlighed i København, barndomserindringer dukker op og bliver vendt, ligesom alt muligt andet, der viser sig på bevidsthedens overflade. Men det konkrete, altså det vi kalder handlingen, er kun en form for afsæt for det egentlige, nemlig at reflektere over livet i skrift, og gennem det at skrive sig frem, at føde nye erkendelser. Ligesom motivet for mange malere blot er en ”undskyldning ” for det egentlige, farvernes sammenspil.

Peter Højrup skriver godt. Lader indfald følge indfald, reflekterer dem, og lader dem falde. Ned i det kogende hav, som vi tydeligt fornemmer under overfladen. Et hav kogende af sorg og melankoli, hvorfra dampene stiger op gennem skriften. Ind imellem er der så hverdagens fylde, fanget ind i fine skildringer af livet med børnene, som her på vej op ad en klippe: ”Drengen trækker mig af sted, han vil op, og da jeg spørger ham hvorfor, siger han: Fordi man kan! Da vi er oppe, tager jeg ham i hånden. Han har løbet hele vejen, men nu står han stille. Man kan se hele verden herfra, siger han. Ja, siger jeg, der er søen og det røde skur og vejen, vi har gået, og havet, og alt det hænger sammen med resten.”

Der sælges mange selvhjælpsbøger i disse år. Aldrig har vi syntes så hjælpeløse uden psykologer og coacheres hjælp! Men der er andre veje at gå. Man kunne f.eks. tage et par timer ud af kalenderen, sætte sig roligt ned og læse Peter Højrup. Her er naturligvis ingen praktiske anvisninger, men her er et menneske, der tænker over livet med den tid, det tager. Og der er også plads til, at læseren kan lade sit eget liv tænke med.