Det bløde punkt for troen

Bøger: »Illusionen om Gud« Den britiske zoolog og evolutionsteoretiker Richard Dawkins er meget vred på fænomenet religion. Som videnskabsmand burde han vide bedre end at karikere sin modstander, men han forstår ikke, at religionskritik er en ret, der bør nydes kold. Og derfor bliver hans opgør med »illusionen om Gud« både skingert og utydeligt.

Foto: Scanpix
Richard Dawkins’ bog »Illusionen om Gud«, der netop er udkommet på dansk, er et af hovedværkerne i den internationale bølge af ateistiske manifester, der også tæller forfatternavne som Sam Harris, Daniel Dennett og Christopher Hitchens. To bøger af Harris er allerede kommet på dansk, og Hitchens er på vej om et par uger. Fælles for disse bøger af filosoffer, videnskabsmænd og kommentatorer er, at religion angribes som sådan, som fænomen slet og ret, og at det sker med en stor polemisk voldsomhed.

Skal man søge en forklaring på denne bølge, er den en reaktion på religionens genkomst igennem de seneste årtier. Op igennem 1960erne og 1970erne forholdt videnskabsmænd og filosoffer sig ret indifferent til religion, fordi de regnede med dens snartlige bortdøen. Da religionen som en anden aldersstegen dronning helt naturstridigt bare levede videre, opstod der et prins Charles-syndrom. Vi kan da ikke blive ved med at vente på selv at komme på tronen.

Denne psykologiske mekanisme er i det nye årtusind blevet heftigt forstærket af aversion imod religionens politiske rolle, dels den islamiske fundamentalisme, dels den kristne højrefløj i USA med dens indflydelse på amerikansk politik og forsøg på at fremme kreationisme og bestemte moralske dagsordener. Det er da også netop disse to instanser – afghansk og amerikansk taleban, som Dawkins kalder dem – der er den mest gennemgående skydeskive for hans vrede. Men voldsomheden og vreden har måske også et taktisk formål. Dawkins mener, at religion som sådan er ombølget af alt for meget respekt, sympati og ærbødighed fra alle de mennesker, der ikke selv tror, men er glade for, at andre gør det. De tror nemlig på det at tro. Et lokalt eksempel som Dawkins ikke kender, er den danske videnskabsjournalist Tor Nørretranders, der i 2003 ligefrem udgav en bog med titlen »At tro på at tro«. Disse religiøse sympatisører mener, at taleban er religion ført ud i sin ekstrem og ikke noget, der kompromitterer religionen, når den er bedst. Faktisk er der mange af Dawkins’ lige så ateistiske venner og kolleger, der jævnligt spørger: Jamen, hvorfor er du så vred? Behøver det være så voldsomt? De har nemlig et blødt punkt, når det kommer til religion. Men her er hans pointe, at det netop er alle de halv- og kvart-troende og ikke-troende sympatisører, der holder religionen i live og giver den legitimitet. Den moderate religiøse tro er en rød løber for ekstremismen. Der er ingen grund til respekt.

Michelangelo og Mozart

Hvis man gerne vil diskutere med Dawkins, er det svært at trække en kanin op af hatten, han ikke har set før. Han kender alle de mest almindelige indvendinger mod sit synspunkt. At kristendommen gennem tiderne har inspireret til stor kunst, lader ham kold. Hvem siger, at Michelangelo ikke kunne have malet et lige så fint loft i et naturhistorisk museum som i Det Sixtinske Kapel, og at Mozart ikke kunne have lavet en fantastisk opera med titlen »Det ekspanderende Univers?« At store historiske filosoffer og videnskabsmænd som Kant og Newton var kristne, vil han ikke købe. Det var bare noget, de sagde, for ellers kunne man komme i klemme dengang. Samtidig hævder han dog, at de amerikanske forfatningsfædre var ateister og ville være rystede over at opleve religionens indflydelse i nutidens amerikanske politik.

Dawkins drager i felten på videnskabens og fornuftens vegne, men også på vegne af almindelige mennesker. Han får tydeligvis en del mails fra folk, der støtter ham, fordi de har fået deres liv forkrøblet af en streng, religiøs opdragelse. Han går så vidt som til at undre sig over, at folk går så meget op i katolske præsters seksuelle overgreb på børn, for er selve den katolske opdragelse af børn ikke nok så slem en ting?

Han sammenligner den ateistiske bølge med bøsse- og kvindebevægelsen. Præmissen er, at mange mennesker egentlig gerne vil bryde fri af religionens snærende bånd og skabe sig en ny identitet, men de har brug for at få at vide, at det kan man altså godt. Det er OK at komme ud af skabet. Denne præmis om, at der findes en masse ufrivilligt religiøse mennesker, gælder måske i den islamiske verden og i USA, men den er svær at acceptere i en dansk og i europæisk sammenhæng. Jeg synes altså oftere, man møder folk, der gerne vil ind i skabet (»egentlig kan jeg misunde dem, der tror, jeg har bare ikke selv den evne...«) end folk der sidder fast og vil ud.

Dawkins er ikke strid hele tiden. Kun det meste af tiden. Egentlig bryder han sig ikke så meget om konfrontationer, siger han minsandten, og han giver sig selv et klap på skulderen for ikke at bruge de værste eksempler, dem fra de spanske conquistadorer og den katolske inkvisition. Han medgiver, at grupper nok også kunne være fjendtlige over for andre grupper i en verden uden religion, bare se på fodboldbøller. Og at en ateistisk verdensanskuelse ikke indebærer, at vi ikke kan bevare en sentimental loyalitet over for kulturelle og litterære traditioner og religiøse ritualer. Der er altså en vis åbenhed over for kulturkristendom, kulturjødedom osv. Det skal nok bare hænge sammen med en afsværgelse af de overnaturlige forestillinger.

Dawkins har en pointe i, at religiøs tro og religiøse udtryk omgærdes med en uforholdsmæssig stor ærbødighed i forhold til så meget andet. At det er et problem, har vi selv lært af Muhammed-krisen, som han selvfølgelig har et ret entydigt (imam-kritisk) forhold til. Men tilskyndelsen til at slå en beskyttende ring om religiøs tro, skyldes jo bl.a., at historien og desværre også nutiden bugner med eksempler på mennesker, der er blevet forfulgt pga. deres religion. Det fænomen er Dawkins underligt blind for. Måske fordi han bare skriver det på kontoen for alt det, der er dårligt ved religion. Måske fordi religionsfriheden ikke ligger højt på hans dagsorden. Han sætter f.eks. spørgsmålstegn ved, om folk overhovedet skal have lov til at opdrage deres børn religiøst. Uden at fordybe sig meget i hvad alternativet er.

Hovedproblemet ved Dawkins og de andre neo-ateister er, at de betjener sig af overtalelse gennem overdrivelse. Det er stort set de mest groteske og umenneskelige eksempler på religiøs tro og religiøs praksis, der bliver gennemgået og udstillet. Religiøse galninge, der skriver trusselmails til forfatteren, fylder betydeligt mere i bogen end Søren Kierkegaard. Faktisk bliver han slet ikke nævnt, men burde en videnskabsmand ikke bare nogle gange opsøge sin modstander, hvor han er stærkest?

Måske frygter Dawkins, at han med en mere afbalanceret tilgang hurtigt kan ende med at ligne de mange moderate, der ruller den røde løber ud. Han vil ikke ind og rode rundt med det bløde punkt for troen. Det har Fanden da vist skabt. Men hvorfor så vred og bange? Frygt ikke, som den gamle pave ville have sagt. Kære Richard Dawkins, når du nu alligevel så tydeligt mener, at du har fat i den lange ende, så lad din næste bog handle udelukkende om blød, moderat og fornuftig religiøsitet, om ateisme med en from maske, om dem der tror på at tro. Og lad os se hvad der sker. Pointen med den dumme og onde religiøsitet er ligesom feset ind.