Bombehunde i forfatterforeningen

Bagefter er der kaffe, kage og snak over et glas rødvin. Det hele forløber stilfærdigt. En ualmindelig almindelig debataften, sådan som den foregår rundt omkring i dette land, der har en lang tradition for fri debat og megen snak. Men der er sket noget. For ud over talerne og publikum er der også en anden gruppe til stede: Sikkerhedsfolkene. Og de overlader ikke noget til tilfældighederne. Før arrangementet overhovedet går i gang, har deres sporhunde snuset lokalerne igennem, så der er sikkerhed for, at der ingen bomber er. Bombehunde og sikkerhedsfolk. Det står i næsten latterlig skarp kontrast til det afslappede arrangement med de talende hoveder. Men det er blevet sådan i dag, at det lige præcis er de talende hoveder, der modtager mordtrusler. Og hvad er det dog, de havde gjort sig skyldige i? Jo, de har alle brudt ortodoks-islamiske normer. De har enten tegnet Muhammed, trykt tegninger af Muhammed eller tilladt sig at kritisere imamerne indefra. Derfor skal der sikkerhedsfolk og bombehunde til, når Lars Vilks, Kurt Westergaard, Flemming Rose og Naser Khader er inviteret til at tale. Egentlig siger det mere end mange ord. Skulle nogen stadig være i tvivl om, hvorvidt det frie ord er under pres, skulle de dvæle lidt ved nødvendigheden af et så massivt sikkerhedsopbud en sådan aften. De skulle overveje, hvordan det må være at få at vide, at unge, islamiske mænd i Vollsmose går og leger med tanken om at sprænge en i luften. Og lige tage med i betragtning hvilke omkostninger, der må være forbundet med konstant at være omgivet af sikkerhedsfolk. De fire herrer, jeg lige har nævnt, tager tilsyneladende situationen med knusende ro. Og – og det er allervigtigste – de giver ikke efter for truslerne og hadet. De holder ikke mund. Sådan en holdning aftvinger respekt. De er alle fire, mere eller mindre tilfældigt, blevet levende symboler på demokratiet. For et demokrati er en stat, hvor den frie meningsudveksling ikke ender med en begravelse, som tegneren Kurt Westergaard har sagt det. Derfor er det fantastisk vigtigt, at offentligheden bakker op om dem, uanset om deres Muhammedtegninger er talentfulde eller ej, uanset om man er enig med dem eller ej. Det afgørende er, at de ved, at de ikke står alene. At de har vores opbakning, når de udøver deres frihed i forhold til ortodokse, islamiske normer. Hvis de føler sig svigtet og begynder at holde mund, er det vores folkestyre, der lider det største tab. Når man i dag ser tilbage på Muhammedkrisen og konstaterer, hvordan tegnerne dengang i vid udstrækning blev ladt i stikken, krummer man tæer. Hvad de dog ikke sagde dengang! Jørgen Bæk Simonsen hævdede hårdnakket, at sagen slet ikke handlede om ytringsfrihed. Uffe Ellemann holdt sig ikke for god til nærmest at gøre nar af dødstruslerne. »Det har jo vist sig, at de meget opstyltede beretninger om dødstrusler ikke rigtigt holdt vand«, lød Ellemanns ord, der ikke var morsomme at høre på for tegnerne, der godt vidste, at det ikke var opstyltethed det hele. Og så var der endelig Tøger Seidenfaden, der fra begyndelsen fordømte tegningerne og hårdnakket hævdede, at det var Foghs manglende møde med ambassadørerne, der var roden til den hysteriske reaktion i Mellemøsten. I dag snart tre år efter står sagen meget klarere for de fleste andre. Lars Vilks’ svenske Muhammedtegning har flyttet sagen ud af den provinsielle danske andegård med, hvor kalkunske haner som Tøger Seidenfaden har så travlt med at kanøfle deres modstandere, at de hurtigt mister overblikket. I dag kan de fleste f.eks. godt se, at sagen ikke handler om »den rå tone i udlændingedebatten«. I Sverige er der jo ingen rå tonen i udlændingedebatten. De har slet ikke nogen udlændingedebat. De fleste forstår også, at reaktionen på Muhammedtegninger hverken handler om manglen på finfølelse eller mangel på ambassadørmøder. Lars Vilks-sagen har skåret det ud i pap: Det handler om, at kræfter i den islamiske verden vil have os i Vesten til at følge ortodokse, islamiske normer. Gør vi ikke det, vil der blive truet med bål og brand og mord og bomber. Gør vi det, har vi til gengæld opgivet vores frihed til at skrive og tænke selvstændigt og kritisk. Så der er kun én ting at gøre. Tænke frit og selvstændigt, kritisere islam og tegne Muhammed igen og igen og igen. Og så give pokker i opstandelsen, truslerne og balladen. På et eller andet tidspunkt må selv de allermest hardcore imamer blive trætte og resigneret konstatere, at det er den frie del af verden, de lever i og ikke i Saudiarabien. Når den dag kommer, vil vi igen kunne holde møder i forfatterforeningens lokaler uden bombehunde og sikkerhedsfolk.