Fortiden tur/retur for ukronede konger

Vince Clarke er den ene halvdel af den overlevende 80er-popgruppe, Erasure, der to gange denne weekend fylder Store Vega til sidste plads. Han kalder duoens liveoptrædender for underholdning og husker det største øjeblik på scenen på den anden side af jerntæppet. Tusindvis af unge tjekkoslovakkere forevigede øjeblikket.

Andy Bell er forføreren i front til en koncert i Store Vega i juni, 2003. Vince Clarke holder sig i baggrunden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mogens Flindt

Dut, dut. Dut, dut. Telefonen ringer på hotelværelset. Ingen svarer.

En halv time og 14 forgæves opkald senere. Et nyt telefonnummer på den overmalede notesblok. Frustrationernes små skitser, figurer og ord. Dut, dut.

»Hello, this is Vince Clarke,« lyder stemmen fra en landevej uden for den britiske by Staines.

Stemmen er varm, tonen imødekommende og den aldrende popstjerne er med det samme tilgivet ventetiden. Vince Clarke er på vej ud for at købe en varm hue, for ikongruppen Erasure er på deres månedlange turné snart nået til København. Og han har hørt, at efteråret er på vej.

Han parkerer udlejningsbilen i siden af vejen, slukker motoren og er klar til at tage en snak om det største øjeblik i karrieren, den dedikerede fanskare og en hverdag langt fra rock’n’roll.

Stort set alle kender navnet Erasure, men for mange fortaber det seneste minde om popduoen sig til engang i 1980erne, hvor flere store radiohits fra gruppens hænder var soundtrack til ungdomsforelskelser og stjålne kys. Blandt andre Oh L’Amour og A little Respect. Men Erasure, der fra dag ét i 1985 har bestået af de to medlemmer Andy Bell og Vince Clarke, er nu langt fra død og begravet. Gruppen har med svingende succes udgivet albums løbende siden storhedstiden sluttede i midten af 90erne, og der venter dem stadig et entusiatisk publikum, hvor end de kommer frem, på deres koncertturnéer.

Andy Bell og Vince Clarke skriver musikken sammen, men på scenen er Andy Bell den udadvendte forfører, der i alverdens kostumer charmerer sig igennem det klassiske bagkatalog iblandet nye sange med stemme og en udstråling, der unægteligt taler til gruppens store bøssepublikum. Vince Clarke står derimod i baggrunden og frembringer det elektroniske lydunivers, der er selve grundlaget for popduoens musik.

Da Vince Clarke ville stifte Erasure i 1985, satte han en annonce i musikbladet Melody Maker, hvor han søgte efter en sanger til projektet. Han holdt en audition for at finde den helt rette, og først som sanger nummer 42 tog Andy Bell mikrofonen og overbeviste Vince Clarke om, at han skulle udgøre den anden halvdel af gruppen. Parløbet har nu kørt i 22 år, men Vince Clarke stopper nu aldrig op og overvejer, hvad der var sket, hvis han havde opbrugt tålmodigheden før nummer 42.

»Narj, det er så lang tid siden. Men jeg var virkelig heldig, at jeg fandt en, som jeg kunne sætte mig ned og skrive musik sammen med. Det er meget sjældent sket. Op til Erasure blev dannet, havde jeg ikke rigtig kunnet skrive med nogle. Men med Andy Bell var det anderledes.«

Selv om gruppen hurtigt fandt et populært musikalsk spor, var alt nu ikke ren idyl den første tid.

»I starten var det nu noget underligt at være sammen, for han var så genert. Han sagde aldrig noget. Det tog sin tid. før han åbnede sig,« siger Vince Clarke i dag.

Den sky sanger lagde det generte sind på hylden, og nu tyder alt på, at Erasure får lejlighed til at fejre sølvbryllup om tre år. For der er ingen ridser i det musikalske ægteskab. Tværtimod.

»Andy og jeg har det fantastisk med hinanden. Vi forsøger at have en frisk tilgang til musikken, og sangskrivningen har aldrig været lettere end til den nye plade. Det var et par år siden, vi havde skrevet sammen, så da vi satte os til bordet, var der meget musik, der gemte sig i hovederne. Vi kender også hinanden virkelig godt nu, så det er altid en rar situatuion, når vi sætter os sammen og skriver musik. Vi læser nærmest hinandens tanker,« siger Vince Clarke med en oprigtighed i stemmen, så man foranlediges til at tro, at han taler om sin næreste ven. Det gør han måske også.

De to musikalske tvillinger har haft mange store oplevelser på scener i hele verden gennem de 22 år, som gruppen nu har eksisteret. For på trods af mindre gode salgstal i den sidste halvdel af 90erne har Erasure altid haft en dedikeret fanskare, der med stor hengivenhed har været der i med- og modgang. Én særlig koncert står dog som det allerstørste, når Vince Clarke lader tankerne glide tilbage i tiden.

»Vi spillede i Tjekkoslovakiet året før, det kommunistiske styre faldt. Man kunne ikke købe vores albums i landet på det tidspunkt, så halvdelen af publikum stod med ghettoblastere over hovedet og optog koncerten. Det var ufattelig rørende.«

Erasure anno 2007 har begået et album, der leder tankerne tilbage på de glade 80ere, og Vince Clarke er overbevist om, at det er de lyse toner i medlemmernes privatliv, der har smittet af.

»Albummet har en glad lyd, fordi det er den følelse, vi har indeni. Både Andy Bell og og jeg har det utrolig godt for tiden. Jeg er blevet far, og han er i et nyt forhold.«

Og de lykkelige omstændigheder har også været fader for en genfødt inspiration.

»Vi forsøger ikke at genskabe 80erne, men vi prøver som sagt at lave pladen lige så elektronisk som de tidlige plader. Når man har lavet mange plader, er det sværeste at holde tingene simple. Man udvikler sig naturligt i retning af det komplicerede og komplekse, og jeg tror ikke nødvendigvis, at det er en god ting. Denne plade er en mere simpel plade med mere enkle og ligefremme arrangementer.«

»En anden person.« Så konsekvent er Vince Clarke i ordvalget, når han tænker på sig selv for bare to år siden. Før han blev far til en dreng ved navn Oscar.

»Jeg har levet let i en lang periode, men det ændrer alt at få et barn. Al min energi og koncentration er på min søn nu og der er ikke længere tid til at fjolle rundt. Vi arbejder med musikken om dagen inden for faste tidspunkter, og så skal jeg hjem at lave middag. Det er meget lidt rock’n’roll.«

Vince Clarke bor nu i staten Maine i USA med Oscar og konen Tracy. Og han virker mest af alt som en solid familiefar, der særdeles uimponeret har levet et snart langt liv i musikmiljøet.

»Jeg skriver sange for min egen skyld, ikke anmeldernes. Jeg tror ikke, at nogen hører sangene, som jeg hører dem. Det er ikke muligt. Hver eneste sang, vi skriver, påvirker mig følelsesmæssigt i en eller anden forstand. Det er det største kick, jeg får.«

Vince Clarke får ikke det særlige kick, når han igen og igen spiller hver eneste sang til hver eneste koncert, men der er undtagelser.

»Når vi spiller »A little respect« giver det mig hver eneste gang en form for følelsesmæssigt løft. Også fordi reaktionen fra publikum altid er overvældende. Det virker som om, at alle kan hver eneste linje i teksten, og den betyder noget forskelligt for hver eneste tilhører blandt publikum.«

Sidst Erasure var i Danmark spillede de ligesom denne gang to udsolgte koncerter i Store Vega. Og Vince Clarke er selvsagt glad for at spille i hovedstaden.

»Reaktionen på vores musik har altid været meget postiv i Danmark og publikum plejer at være virkelig feststemte – Folk kommer for at nyde det.«

Koncertoptagelser på Youtube og anekdoter fra dedikererede fans åbenbarer da også, at gruppens liveoptrædener i særdeleshed er en fælles fest med glitter og rekvisitter.

»Når vi spiller koncerter vil vi gerne gøre det lidt mere interessant, end hvis vi bare var to fyre, der stod og spillede keyboards og sang. Derfor laver vi scenedesign, bruger kostumer og forskellige tricks, som skal gøre showet mere underholdende. Det minder mere om et underholdningsshow end om en almindelig koncert.

Og Erasure virker på alle måder som et meget lidt selvhøjtideligt projekt for de aldrende ikoner.

»Vi tager ikke os selv særligt seriøst, og jeg tror heller ikke, at vi bliver taget særligt seriøst. Det er ikke en dårligt ting. Det er trods alt kun musik,« siger Vince Clarke og klukker let.