Bossen rocker igen

Rock: »Magic« Bruce Springsteen har lukket The E Street Band tilbage i folden på et tilbageskuende rockalbum, som trods enkelte fantastiske sange i sin helhed er mere gedigent end fremragende.

Bruce rocker igen og tak for det! Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Bruce Springsteen har fået halmen ud af ører og træsko oven på sidste års succestogt med bonderøvssangene fra det aparte hitalbum »We Shall Overcome The Seeger Sessions«, hvorpå han hyldede folk-legenden Pete Seeger i sang og ånd. Efter et årtusindskifte med den musikalske Boss i rollen som amerikanernes knage efter 9/11 og krigen i Irak vender han tilbage i storladne, rockmusikalske klæder med kaskader af elektrisk forstærket guitar og stadionvoluminøse sange. Som fremdeles har sin skarptoptrukne, lige linje til den folkelige rockbøv, der i 1980erne fik folk og fæ fra Fyn til Florida til at stemme i samme kor på: »Born in the U.S.A.«. Med samme kraft.

Det positive først. »Gypsy Biker« er en forrygende melankolsk rockflamme skåret rundt omkring en endnu bedre melodi. Ingen dikkedarer bare – et orkester i flor. Vi ved jo efterhånden nok, hvordan den slags lyder, når Springsteen bakkes op af The E Street Band, som har ladet batterierne op i løbet af de sidste fem år siden »The Rising«. Vildere endnu bliver det på »Last To Die«, som ikke bare er den logiske søstersang til »Born To Run«, det er selve definitionen på stemningsfuld Stadion-Springsteen, og uden blusel dén sang fra nærværende, som vil vælte Forum, når Bruce og de udvalgte ni træder op 8. december.

Titelsangen befinder sig på modpolen. En næsten ubegribelig petitsang på under tre minutter så stille og smuk, at man næsten ikke kan være i sin egen krop, når Bruce Springsteen snøvlende bider endelserne af hver en tekstlinje. Den sang nærer et dybt og silkefint slægtskab med tidligere mirakler som »The River« og »Streets Of Philadelphia«.

Mere ordinært klinger det, når Spring-steen åbner med den ligefremme og småbrutale uptempo »Radio Nowhere«, hvorpå hans vokal er mikset helt forkert, bagud i lydbilledet. Melodien er desuden middelmådig, og to minutter inde lykkes det som sædvanlig Clarence Clemons at kulle og kokse resten af nummeret med sit ulidelige saxspil. Hvordan den mand nogensinde kom med i dette band, er velsagtens en gåde for de fleste. Mon ikke det handler om musikalsk medlidenhed fra Bossen samt om, at Clemons på det personlige plan er en usædvanlig flink fyr.

Anyway, selv om Clemons åbner »Livin’ In The Future« med sit truttelut, lykkes det ham heldigvis ikke at ødelægge skæringen, der lander direkte i kølvandet på klassikeren »Hungry Heart«. Også den efterfølgende »Your Own Worst Enemy« kan holde til et genhør i København, når sneen falder.

Personligt har jeg ikke savnet fraværet af The E Street Band på Springsteens to seneste udgivelser. Omvendt er det hørbart, hvor godt de kender deres arbejdsgiver og vice versa. Der er en umiddelbarhed i deres sammenspil. Men problemet med The E Street Band er stadig, og denne gang måske mere present end nogensinde før, at de fylder for meget. Bruce Springsteen beviste senest for et par år siden i Forum, at han måske i virkeligheden yder sig selv og ikke mindst sin stemme størst retfærdighed, når han er alene på scenen. På »Magic« er hans stemme, som i de forgangne ti år bare er blevet bedre og bedre, underligt mudret produceret og ydermere lagt mærkværdigt i det endelige mix.