Konsensus kvæler universitet

For nogle år siden viste en Gallup-undersøgelse, offentliggjort i Magisterbladet, at danske akademikere ligger langt til venstre for resten af befolkningen. Hvis danske akademikere alene skulle sammensætte Folketinget, så ville VKO-partierne ikke få mere end 15 pct. af stemmerne, mens SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet ville få et rødt flertal på 53 pct. Alene de Radikale ville få mere end VKO-blokken.

I dag lyder det fra en række borgerlige akademikere, at denne politiske ensidighed blandt akademikere gør det svært for borgerlige at avancere i universitetssystemet, særligt indenfor humaniora. Det koster at stikke snuden for langt frem, siger de borgerlige akademikere, som Berlingske Tidende har talt med.



HENRIK GADE JENSEN, mag.art. i filosofi og projektleder i den liberale tænketank CEPOS, råder i dag ligefrem unge borgerlige studerende til at emigrere. Og han mener, at humanistiske akademikere ligger særligt under for gruppepres og følgagtighed.

»Gallup-undersøgelsen viste jo, hvordan magistre stemmer i Danmark og illustrerede den store forskel på, hvordan akademikere og resten af befolkningen stemmer. Og det har naturligvis en indflydelse på mentaliteten på universitetet og de højere læreanstalter. Der findes en konsensus eller tidsånd. Det er jo ikke noget, der artikuleres. Det er ikke sådan, at man siger: Sådan mener vi her. Der er blandt magistre tale om en skjult indforståethed, hvor det handler om at udsende de rigtige signaler og attituder. Det sidder simpelthen i panelerne!«

Henrik Gade Jensen har i en årrække været ekstern lektor på Københavns Universitet, men er ikke blevet tilbudt fast ansættelse.

Han mener, at akademikere er en slags bløddyr.

»Studerende og intellektuelle i det hele taget er nok den gruppe i samfundet, der er mest sårbar overfor gruppepres. De får deres identitet gennem abstrakte ideer og teorier, mens mange andre grupper har deres identitet i kraft af noget mere konkret. Som håndværker er du måske god til at lave dit håndværk, hvilket giver selvværd. Omvendt er universitetsansatte optaget af ideer og abstraktion, og det gør konformitetspresset meget større.«



Det burde vel være sådan, at ideer æggede til debat og modsigelse. Er det ikke netop det, universitetet handler om?

»Ja, og heri ligger det deprimende. Det burde det sted, hvor der var mest plads til dissens og til at tænke alle 360 grader rundt, men der gør sig nogle andre mekanismer gældende. I dag er det sådan, at det kritiske potentiale i Danmark ikke befinder sig, hvor det burde gøre, nemlig på læreanstalter og i det akademiske miljø, men udenfor i den offentlige debat.«



Er det svært at være borgerlig akademiker på danske universiteter?

»Man er i hvert fald sikker på at være outsider, og man bliver aldrig en del af mainstream, ja, man kan måske næsten kalder det for kættersk. Sådan har det været siden 1968 og op igennem 70erne, hvor der indtraf en kultur­revolution, som stadig giver disse skvulp i det akademiske miljø den dag i dag.«



Men 68erne går jo på pension og uddør. Nogle ville sige, at du overdriver ...

»Jo, men ideer er seje og lever lang tid – på godt og ondt.«



Hvad er dit råd til outsidere på de danske universiteter?

»Det er meget simpelt: Emigrér.«

Også historikeren ANDERS HOLM THOMSEN, der er ph.d. fra Syddansk Universitet på en afhandling om historieundervisningen i Danmark og borgerlig debattør, er inde på, at der er barske vilkår for akademikere med borgerlig tilgang på de danske universiteter. Han vurderer endda, at det er en generel tendens på humanistiske fakulteter selv i USA og England.

»Det gælder hele vejen rundt. Akademikeres selvopfattelse byder dem at være for det gode og det rationelle, og denne ideologi går tilbage til studenteroprøret i 1968. Det var med til at give akademikere en forestilling om, at man kan planlægge og bruge det rationelle til så godt som alting. Vejen hertil var at erobre statsapparatet, herunder universitetet, og bruge det ideologisk. Marchen gennem institutionerne skulle sørge for, at akademikereliten vandt hegemoni, dvs. åndeligt og kulturelt lederskab på vegne af de politisk ubevidste og undertrykte masser. For borgerlige fandtes og findes der omvendt en urørlighedszone eller en armslængde i forhold til det ideologiske. Det gælder både for konservative mennesker, der går ind for det bestående, og for liberale, der helst vil passe deres have og familie og lade markedet tage sig af den spontane orden. Det er den stik modsatte filosofi, man finder på universiteterne.«

Anders Holm Thomsen var marxist, da han begyndte på universitetet i 1986, og han valgte historiestudiet, fordi han gerne ville have indsigt i nødvendigheden og det, marxisterne kaldte for »videnskabens princip«. I dag er han medlem af Venstre og forlængst kureret for marxisme.

»Jeg var dengang interesseret i revolutioner og de lange bevægelseslinier i historien med henblik på at bygge samfundet helt op på ny. Men det er jo ikke kun marxister, der tænker sådan.«



Var det lettere at være marxist end borgerlig på universitetet?

»Bestemt. Der er slet ingen sammenligning. Som marxist havde man hele tidsånden som en kuvøse omkring sig. Og når først tidsånden og rationalismen har bidt sig fast, sådan som det er sket på universitetet, så bliver systemet selvsupplerende. Det ser man også i diverse forskningsprogrammer og stillingsopslag, hvor man allerede har bestemt sig for, hvilken profil der skal have stillingen. Der ligger nogle bestemte kodeord i opslagene, som er med til at gøre systemet meget selektivt. Universitetet lever et komplet afsondret liv, fuldstændig uden ansvar over for dem, der egentlig finansierer systemet. Det, at universitetet ikke fungerer på markedsprincipper, medfører en uansvarlighed, hvor man bliver selvrefererende og hvor man konstruerer sine teorier uden sans for den praktiske verden. Man skal ikke stå til ansvar for noget som helst.«



Hvordan kommer man i dine øjne uansvarligheden til livs?

»Noget af det, man kunne gøre politisk, er at skære ind til universiteternes kerneydelser. Hvorfor skal man have alle de dér, små mærkelige centre med kryptiske navne? Hvorfor skal der i det hele taget være nogle hundrede universitetsansatte historikere? Hvis man skærer ind til kernen, ville der komme en gennemsigtighed. Selv om universitetet ikke blev markedsbaseret, ville man have bedre hånd i hanke med, hvad pengene går til.«



Markedsmodellen appellerer ikke umiddelbart til ASGER OUSAGER, der er ph.d. i filosofi fra England og mag.art. & cand.mag. i fire fag: filosofi, historie, religion samt oldtidskundskab. Han er ekstern lektor ved Aarhus Universitet og provisionsaflønnet af et reklamebureau i København, men har det seneste halve år ellers søgt 240 faste stillinger uden held. Han har netop skrinlagt en disputats, fordi han manglede motivation i form af udsigt til en universitetskarriere bagefter. Han opfatter sig selv som borgerlig, men mener ikke, markedet kan klare alt.

»Al kultur bygger på antagelsen af objektive målestokke og på, at noget er rigtigere og bedre end andet«, siger han og fortsætter:

»Det er ikke kun universitetet, der har et problem, men hele samfundet, som hverken belønner indsigt eller mod. Selv borgerlige tør ikke ansætte dem, der ytrer sig offentligt på en måde, der er i modstrid med mainstream. Min personlige erfaring er, at hvis man vover noget og gør en indsats for Danmark eller andet end lige det, der er i vælten, så risikerer man at blive smidt ud. Når det borgerlige Danmark indretter sig efter markedsværdi alene, bliver det meget let opportunistisk, og så tør man ikke ansætte folk, som har sagt eller skrevet noget kontroversielt, sådan som både Henrik Gade Jensen og jeg selv har oplevet. Det er jo derfor, han råder unge mennesker til ikke at ytre sig offentligt.«



Så du siger, at selv borgerlige mennesker ikke kan lide eller frygter andre borgerlige?

»Jeg siger, at hvis man ytrer sig offentligt, så skal man sikre sig, at det er i overensstemmelse med den herskende mening og den momentane efterspørgsel. »Hyl altid med de ulve, du er iblandt...« Hermed saver det borgerlige Danmark den gren over, som det selv sidder på. Jeg er enig med Gyldendals direktør Johannes Riis i, at ånd og økonomi ikke er ligefrem proportionale, men at det nærmest forholder sig omvendt. Det er dybt deprimenrende at opleve.«



HANS HAUGE, dr.phil. og lektor ved Afdeling for Nordisk Sprog og Litteratur på Aarhus Universitet, genkender billedet af humaniora som et sted for politisk korrekthed og flokmentalitet.

»Jeg ville ikke kunne sige det her, hvis jeg var 35 år. Men nu kan de jo ikke røre mig mere.«

Hans Hauge hæfter sig især ved, at man ikke længere får støtte til individuel forskning, men kun modtager midler, når man indgår i en forskergruppe. Dermed bliver forskningen et politisk magtmiddel, mener han.

»Det kan godt være, at regeringen har afskaffet gruppeeksamen, men vi skal være med i det, der hedder et satsningsområde. Det skaber jo et kæmpe gruppepres på den enkelte forsker, for man er nødt til at gå med, ellers bliver man fyret. Jeg er med i et projekt om Norden, hvor jeg sidder sammen med en flok gamle leninister, der snakker om klassekamp. Hvordan skal jeg kunne blive enige med dem om noget som helst? Vi skal forske i flok, og det er dræbende for humaniora, fordi humaniora lever af dissens og antagonismer.«



TORSTEN SCHACK PETERSEN er ikke forundret over kritikken fra de fire borgerlige akademikere. Han er forskningspolitisk ordfører for Venstre.

»Det er jo ikke første gang, jeg hører det budskab. At der nu er nogle, der står frem ved navns nævnelse, det betyder da, at det her er mere end løse rygter. Der findes utvivlsomt en række steder, hvor man ikke er i tvivl om, at der er en særlig herskende politisk observans, og det tror jeg såmænd heller ikke, at de pågældende politikere vil benægte.«



Er det et problem?

»Hvis det bliver sådan, at en fast forankret skole bliver den herskende, og at enhver, der måtte se lidt anderledes på tingene, har svært ved at få foden indenfor, så bryder man i mine øjne med de principper, man forbinder med de opgaver, der skal foregå på et universitet og den forskningsmæssige diskussion. Et selvbekræftende universitet er bestemt ikke det, vi har brug for.«



Vil du gå videre til ministeren med problemet?

»Jeg synes, det er godt, at regeringen har gjort universiterne til en langt mere aktiv medspiller i det danske samfund. Tidligere var universitetet sådan lidt firkantet sagt en stat i staten, hvor man kunne bekræfte hinanden i marxisme. Jeg vil sige, at konkrete forslag til, hvordan man sikrer sig mod sindelagskontrol, er altid velkomne. Hvis man har dokumentationen i orden, så bliver det håndgribeligt. Men jeg vil ikke gå i gang med modsat sindelagskontrol. Målet er politisk mangfoldighed.«



JENS ODDERSHEDE, Rektor for Syddansk Universitet og desuden formand for rektorkollegiet, afviser til gengæld, at der skulle være nogen politisk ensretning på danske universiteter.

»Jeg er faktisk så gammel, at jeg kan huske 68erne og oplevede situationen i 70erne, hvor det i høj grad var uacceptabelt at have andre synspunkter end dem, der herskede blandt magthaverne. Sådan er det slet ikke længere. I dag er der frihed for Loke såvel som for Thor. Jeg kan ikke genkende det billede, der bliver fremmanet. Det er klart, at der kan gives enkelte eksempler – det kan ikke undgås i så stor en sektor, men jeg må klart afvise, at der er nogen form for politisk ensretning.«

Her er videnskabsminister Helge Sander (V) enig med Oddershede:

»Jeg går stærkt ud fra, at universiteterne ansætter og udnævner de dygtigste. Alt andet ville da være at skyde sig selv i foden. Og jeg kan ikke erindre at have set klager fra universitetsansatte, der føler sig diskrimineret eller forfordelt på grund af deres politiske overbevisning. Men forholder det sig sådan, kan jeg kun opfordre til at lade mig det vide«, lyder det fra den ansvarlige minister – så den opfordring er hermed givet videre.