Det syge sundhedsvæsen

Film: »Sicko« Michael Moore manipulerer i »Sicko« ivrigt og er samtidig irriterende pædagogisk i sin kritik af den private amerikanske sygesikring.

Michael Moore på hospitalsbesøg. Fold sammen
Læs mere

Er du enig?
Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Hellere rask og rig end syg og fattig.

Denne indiskutable sandhed er ekstra sand i USA, hvor det er en yderst risikabel sag at blive syg, hvis man ikke har nogen form for sygesikring. Det er der op mod 50 millioner amerikanere, der ikke har, og ifølge filmmanden Michael Moore koster det 18.000 af dem livet hvert år.

Det er dog ikke primært disse ulykkelige mennesker, der er emnet for hans stærkt forargede og voldsomt polemiske film »Sicko«, men derimod de på sin vis endnu mere ynkværdige amerikanere, som har tegnet en privat sygesikring og dermed tror den hellige grav vel forvaret. Det er den overhovedet ikke, for trods smukke navne som Humana og Blue Cross er sygesikringsselskaberne i USA – stadig ifølge Michael Moore – så ivrige efter at maksimere deres profit, at de gerne bruge alskens beskidte tricks for at undgå at udbetale penge til syge kunder.

Michael Moore leverer i »Sicko« en række rørende og rystende eksempler på den private amerikanske sygesikrings skammelige grådighed og skændige kynisme – hos selskaberne arbejder læger med det ene formål at sikre, at penge til alvorligt syge ikke bliver udbetalt – og ligesom i sine foregående film »Bowling for Columbine« og »Fahrenheit 9/11« opererer den drevne demagog med stribevis af besnærende statistikker (lige svære at verificere og dementere) plus en dynamisk kombination af egne optagelser og klip fra spillefilm, TV-udsendelser og gamle dokumentarfilm akkompagneret af store mængder følelsesforførende musik. Hans bærende påstand er, at især for Republikanerne i USA er offentlig sygesikring identisk med afskyelig socialisme, og han besøger både Canada, England og Frankrig for at vise, hvor fremragende statslig sikring af syge medborgere faktisk fungerer.

Imidlertid er det under disse besøg, at »Sicko« afslører sin manipulerende karakter, for som europæer kan man uden videre gennemskue, at Michael Moore tegner et så idylliserende og idealiseret billede af sundhedsvæsenets tilstand i Frankrig og England, at troværdig dokumentarisme erstattes af hujende propaganda. Uden for USA forsvinder Moores ellers så skarpe kritiske sans som dug for solen, og når han lader Labours venstrefløjs-veteran Tony Benn udtale sig som repræsentant for britisk politik, svarer det nogenlunde til, at han i en sekvens om Danmark lod tidligere SF-formand Gert Petersen være eneste medvirkende politiker.

Syg Cuba-tur
Skønt Michael Moores indignation uden tvivl er ægte – og hans ironi så tyk som en telefonpæl – skæmmes denne film med andre ord af revner og sprækker i troværdigheden, og da instruktøren til slut sejler en snes syge amerikanere til Cuba (han vil til Guantanamo-basen, hvor han naturligvis ikke bliver lukket ind) og betaget skildrer, hvordan de i Havana ganske gratis får en udsøgt behandling af verdens venligste og mest idealistiske læger samt hyldes med honnør af hjertevarme cubanske brandmænd, må man konstatere, at hvis Fidel Castro ellers har kræfter til at se denne film, vil den behage ham overordentligt.

Det er foruroligende, at Michael Moore slet ikke kan få øje på den massive fattigdom i Cuba – eller for den sags skyld på de overfyldte sygestuer på nedslidte britiske hospitaler – og det er samtidig irriterende, at han understreger sine pointer så eftertrykkeligt og så mange gange, at man ender med at føle sig behandlet som en tungt tænkende tumpe. En bare halvt så lang film kunne sagtens have fortalt os alt, hvad vi har brug for at vide om emnet.

Uanset hvad man i øvrigt mener om Michael Moore og hans holdninger, er »Sicko« med andre ord et klart tilbageskridt i forhold til den nok agitatoriske, men også vittige, begavede og prægtigt underholdende »Fahrenheit 9/11«. Det er en skam, for kernen i kritikken af såvel den private sygesikring som medicinalindustrien i USA er både relevant, tankevækkende og oprørende – men når instruktøren optræder som en påtrængende kombination af korsfarer og skolelærer, der konstant prikker tilskueren i maven med sin pædagogiske pegepind, er det lige før, man selv begynder at føle sig lidt syg.

Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.
Med venlig hilsen
Berlingske Tidendes Netredaktion