For at forstå døgnets politiske stridigheder må man engang imellem hæve blikket for at se det større perspektiv og de langtrækkende udviklingstendenser. Så må man gøre op med sig selv, hvad det er, som vi skal fastholde og føre videre, hvis vi ikke skal svigte vore efterkommere og give dem en dårligere arv end den, som vi selv har fået.
Blandt det, som vi har nået, er der én ting, som står med særlig vægt. Det er, at vi har fået skabt en sekulær demokratisk samfundsorden. Det betyder, at vi er nået så langt hen imod virkeliggørelsen af de rationelle politiske idealer om ligeværdighed og åndsfrihed som næppe noget andet samfund. Ytringsfriheden og religionsfriheden har næppe været større. Og den elementære politiske ligeværdighed har næppe været bedre sikret.
Denne orden disse værdier bør vi i hvert fald forsøge at fastholde og give videre til vore efterkommere. Men hvis vi skal være sikre på at kunne det, så må vi ikke blot sætte vor lid til, at den er kommet for at blive, og at den automatisk vil vedligeholde sig selv. Så må vi begynde at reflektere over, hvorfor vi overhovedet har fået skabt vor sekulære demokratiske samfundsorden. Hvorfor det netop er lykkedes for os, når det ikke er lykkedes for så mange andre.
Der er to teorier. Den ene siger, at det er sket i en kamp imod religionen, som for vort vedkommende er kristendommen. Efter denne teori er det rationaliteten og den videnskabelige erkendelse, som mere og mere trænger frem og som efterhånden tvinger religionen og dens mænd ud på et sidespor. Her ses Oplysningstiden som det store vendepunkt og som murbrækkeren for den sekulære demokratiske samfundsorden.
Den anden teori hævder derimod, at vor udvikling af det sekulære demokrati er sket i et samspil med kristendommen. Den peger på, at Jesu liv og forkyndelse selv indebærer en sekularisering af det politiske. For det første fordi Jesus selv gav fuldstændig afkald på enhver politisk magt; og for det andet, fordi han forkyndte nogle radikale bud elsk din fjende, vend den anden kind til som umuligt kan gøres til politik.
Det var disse helt centrale træk i kristendommen, som i Reformationen blev brugt til at tage den politiske magt bort fra paven. Den naturlige følge måtte så blive, at enhver politisk magt måtte ende med at miste sin guddommelige sanktion. Således forstået i lyset af denne teori var det kristendommen selv, der førte til en sekularisering af det politiske. Og det var kristendommens syn på vor fundamentale ligeværdighed, som stillede os sådan i sekulariseringen, at en demokratisering var den naturlige konsekvens.
Hvilken af disse to teorier er så den mest troværdige? Hvilken kommer sandheden nærmest? Har den europæiske kultur udviklet sine sekulære demokratier i kamp mod kristendommen eller i symbiose med kristendommen? For at få grundlag for at besvare det spørgsmål er vi nødt til at se uden for Europas og kristenhedens grænser. Vi må forsøge at finde et modeksempel: et samfund med en religion, som har en anden politisk dynamik end kristendommen.
Her står vi i den situation, at historien har gjort det let for os. For lige op ad Europas grænser har den givet os det mest glimrende modeksempel, nemlig islam. Forskellen mellem kristendommen og islam kommer til udtryk i forskellen mellem Jesus og Muhammed, hvorledes de levede, og hvad de forkyndte. Mens Jesus fuldstændigt gav afkald på al jordisk magt, så var Muhammed både politisk, militær og juridisk leder. Mens Jesus forkyndte nogle bud, som umuligt kunne gøres til politik, så forkyndte Muhammed konkrete politiske forordninger, der f.eks. omfattede særlige straffe for tyveri, hor og frafald fra troen.
For Muhammed var der ingen forskel på religion og politik. Og det er der derfor heller ikke for islam. Derfor er der grund til at tro, at det skyldes islams indflydelse, når den islamiske verden ikke indefra fik sekulariseret det politiske. Og derfor er der grund til at tro, at forskellen mellem den politiske udvikling i vor del af verden og i den islamiske verden har meget at gøre med forskellen mellem de to religioner: at vi har haft en religion, der selv har sekulariseret det politiske, mens den islamiske verden har haft en religion, der selv ville lovgive for det politiske.
For mig at se har vi her baggrunden for den politiske virkelighed, som vi har fået overleveret, og som vi står midt i. Vi har fået vor sekulære demokratiske samfundsorden, fordi vore forfædre havde en religion, som selv hjalp med til at udvikle den. Og den islamiske verden har ikke haft en tilsvarende indre udvikling, fordi den havde en religion, der stod i vejen. Der er her tale om nogle historiske afhængigheder, som vi bør være bevidste om og have med os i vort politiske virke for at bevare vor sekulære demokratiske samfundsorden og dens rationelle politiske værdier.
Forstår man disse afhængigheder, så kan enhver sige sig selv, at det må være problematisk, hvis man i vore sekulære demokratier med deres historiske afhængighed af kristendommen tillader en betydelig indvandring af muslimer med en religion, som i sin kerne modsætter sig sekulariseringen af det politiske. Et sådant skridt bør man kun tage efter den mest omfattende demokratiske diskussion. Og man må være sig fuldt bevidst, at der må være en relativt snæver grænse for, hvor langt man kan gå uden at ødelægge betingelserne for den demokratiske debat. For de ødelægges, når der er for mange, som i stedet for rationelle argumenter bruger religiøse trumfer.
Men da man lod den muslimske indvandring ske, gav man slet ikke plads for disse tanker og for den åbne demokratiske diskussion. Tværtimod. I stedet for at tage diskussionen dæmoniserede man forsøgene på at rejse den. Man dæmoniserede folk, som dristede sig til at forudse de problemer, som for en nøgtern erkendelse måtte være naturlige. Den intellektuelle elite var så godt som fuldstændig behersket af den opfattelse, at politisk set kunne enhver religion være lige så god eller lige så dårlig som enhver anden; og at der ikke var nogen som helst grund til at tro, at islam ville være sværere at forene med en sekulær demokratisk orden end kristendommen. De var så indgroet i den opfattelse, at det var dem umuligt at se virkeligheden, som viste forskellen: at kristendommen faktisk havde ladet sig forene med en sekulær demokratisk orden, mens islam aldrig havde gjort noget tilsvarende.
Her ser vi historiens underlige spil. Gennem vor kristne fortid får vi udviklet og overleveret en sekulær demokratisk samfundsorden. En orden, som vi skal søge at opretholde alene på baggrund af en rationel erkendelse af den politiske virkelighed. Men da vi således var overladt til vor egen rationalitet, viste det sig, at den var for svag. Den var for svag i sin egen overvurdering af sig selv. Den kunne ikke se, at den kun havde fået råderum som følge af kristendommens virke. Den bildte sig ind, at alle religioner var lige villige til at give råderum for den politiske rationalitet.
For 500 år siden stod den europæiske og den islamiske verden på nogenlunde samme niveau. Men mens den islamiske verden havde låst sig selv fast i en religiøs lovgivning, der i sit grundlag var givet én gang for alle, så satte den kristne verden med Reformationen gang i en proces, som sekulariserede og demokratiserede det politiske. Det førte til en radikalt forskellig udvikling, som også gav sig udslag på det videnskabelige og teknologiske område, og som gjorde de europæiske magter langt stærkere. Det viste sig åbenlyst med Napoleons landgang i Ægypten i 1798. Dengang var det den islamiske verden, der havde bundet sig selv med irrationelle bånd.
Men nu synes Europa gennem den Europæiske Union at have gjort noget tilsvarende: bundet sig selv med et irrationelt bånd. Det er sket i og med, at man har låst sig fast i en fornægtelse af, at forskellen mellem kristendommen og islam har nogen politisk betydning. Man benægter den historiske sammenhæng mellem kristendommen især protestantisk kristendom og den sekulære demokratiske samfundsorden. Men kan man gøre det ustraffet? Må en sådan fornægtelse ikke betyde, at Europa selv er ved at ødelægge den arv det sekulære demokrati som det skylder kristendommen og ikke islam? For os kan der skjule sig en tragedie i det spørgsmål, men for andre vil det måske snarere fremstå som et eksempel på historiens ironi.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
