Den globale mundkurv ligger klar

Under karikaturkrisen kom ytringsfriheden under pres på to fronter: voldstrusler fra religiøse ekstremister på den ene side og misforstået overtolerance af mener og hviser på den anden. Naser Khader frygter, at det samme er ved at ske nu, da adlingen af Salman Rushdie har sat de religiøse sind i kog. Hvorfor skal religiøse følelser nyde en særlig respekt og beskyttelse?

tegning: claus bigum Fold sammen
Læs mere
»Hvis nogen udfører en selvmordbombning for at beskytte profeten Muhammeds ære, så er hans gerning retfærdiggjort.«

Dette er ikke et af de mange citater fra karikaturkrisen sidste år. Sætningen gik verden rundt for to måneder siden, efter Pakistans minister for religiøse anliggender, Eijaz ul-Haq, den 18. juni var på talerstolen i parlamentet. Denne gang var det adlingen af Salman Rushdie, det gjaldt.

Da den britiske regering bekendtgjorde adlingen den 16. juni 2007, bragte det de religiøse sind i kog i flere lande i Mellemøsten og Asien. Ophidsede folkemængder afbrændte flag og dukker på gaderne. Det var ikke Dannebrog og Anders Fogh-figurer, men Union Jack og dukker af dronning Elizabeth og Sir Salman, der stod i flammer.

Optrinnene blev bakket op af flere officielle udmeldinger fra den muslimske verden. Det pakistanske parlament vedtog en resolution, som bl.a. slog følgende fast: »Den britiske regering og premierminister har ikke blot skuffet den pakistanske nation men også såret dens følelser. Dette parlament forlanger igen, at Storbritannien øjeblikkelig trækker titlen tilbage og undskylder«.

Det pakistanske parlamentsmedlem Khawaja Saad Rafiq gav sin egen version: »Hvem som helst, der slår Rushdie ihjel, vil være en helt for muslimer«.

Som prikken over iet valgte 2.000 islamiske lærde i det Pakistanske Ulema Råd at besvare Rushdies adling ved at tildele Osama bin Laden den hæderfulde titel Saifullah »Allahs Sværd«.

Også i Iran udtalte parlament, regeringsmedlemmer og imamer voldsom fordømmelse af den britiske dronnings handling. Ayatollah Seyyed Ahmad Khatami gentog og bekræftede således ifølge Irans officielle presseagentur, IRNA, dødsfatwaen mod Salman Rushdie under fredagsbønnen på Teherans universitet den 22. juni.

Det er begivenhedsforløbet under karikaturkrisen om igen.

Dengang var det især tegningen af profeten med en bombe i turbanen, hvorpå den muslimske trosbekendelse, Al-shahada, var skrevet, der udløste vrede, fordi den antydede en sammenhæng mellem islam og krig eller terror.

På Saudi-Arabiens flag står samme trosbekendelse i øvrigt oven over et sværd. Her sammenkobles trosbekendelse og våben altså også. Hertil bemærkede den dødstruede, algerisk-franske journalist Mohammed Sifaoui ganske tørt, at hvis Saudi-Arabiens flag blev udformet i dag, ville man nok sætte en bombe eller et maskingevær på det i stedet for et sværd.

Dengang som nu er det ytringsfriheden, der er under angreb.

Krænkede religiøse følelser mobiliserer gadens parlament, og så ser vi brændende flag og dukker i aften-nyhederne. I den globaliserede medieverden spredes sådanne begivenheder med lysets hast ud over hele kloden aktion følges straks af reaktion, og så skyller sagen frem og tilbage gennem mediekanalerne.

Sidste gang førte det til brødebetyngede udmeldinger fra Vesten. De ophidsede røster fra Mellemøsten blev under karikaturkrisen suppleret af de mange hjemlige kommentatorer, der mistede fokus og proportionssans og strakte sig forbløffende langt for at imødekomme kravet om større respekt for de religiøse følelser. Under parolen »ytringsfrihed indebærer ikke ytringspligt« efterlyste et hav af avisspalter »den gode tone« bl.a. med henvisning til respekt for disse følelser.

Under karikaturkrisen kom ytringsfriheden under pres på to fronter: voldstrusler fra religiøse ekstremister på den ene side og misforstået overtolerance på den anden.

En problematik der beskrives præcist af Oxford-professoren Timothy Garton Ash: »Ytringsfriheden trues nu af mennesker som Mohammed Bouyeri [manden, der myrdede filminstruktøren Theo van Gogh], hvis budskab til mennesker som Ayaan Hirsi Ali er: Hvis du siger den slags, dræber jeg dig. Men ytringsfriheden er også truet af eftergivenhedspolitik hos skræmte europæiske regeringer, som forsøger at indføre censur begrundet i hensynet til harmonien mellem de forskellige (etniske) samfundsgrupper. Et foruroligende eksempel var den britiske regerings oprindelige forslag til en lov mod tilskyndelse til religiøst had. Dette er en særlig udgave af multikulturalismen, som lyder: Du respekterer mine tabuer, og så vil jeg respektere dine«.

Spørgsmålet er, om angrebet på ytringsfriheden endnu en gang bliver dobbelt.

Rushdies adling kunne let føre til overtolerante formaninger af samme type, som vi hørte under karikaturkrisen: »Den engelske dronning har (efter premierministerens indstilling) naturligvis ret til at adle hvem som helst men det indebærer jo ikke en pligt til at tildele en så kontroversiel og forhadt person som Salman Rushdie denne gunstbevisning«.

Eller: »Det havde været bedre for den gode tone og fredelige sameksistens, hvis Blair havde fået gennemført sin lov mod tilskyndelse til religiøst had og undladt at lade en af de argeste kritikere af dette lovforslag Rushdie adle«.

Det er mit inderlige håb, at vi har lært af vores fejltagelser. Men når vi ser på den offentlige debat om disse emner, er der desværre tegn på, at det ikke er tilfældet.

Alt for mange er kun villige til at støtte ytringsfriheden under forbehold med mener og hviser. Over­tolerancen og den »eftergivenheds­politik«, som Ash refererer til, har længe fundet næring i den kulturrelativisme og multikulturalisme, der præger store dele af den værdipolitiske venstrefløj. Ifølge debattøren Torben Bramming har kultur­relativismen ført til »en tilstand, hvor selv grov kvinde­undertrykkelse, klanstyre og religiøs obskurantisme kan tolereres, for hver kultur har jo sine udtryk. Man ser det tydeligst på venstrefløjen, som er faldet fra hinanden i dele, der hylder ligeberettigelse, religionskritik og demokrati, og dem, der ud fra kultur­relativismen og multikulturalismens evangelium har forenet sig med autoritære, ja ligefrem islamistiske verdensanskuelser, bundet sammen alene af hadet til USA og kapitalismen«.

Et lignende mønster gjorde sig gældende under karikaturkrisen.

Mange på den værdipolitiske venstrefløj mistede fokus og proportionssans. Frem for at se krisen som en konflikt om ytringsfrihed, valgte man med valne og tvetydige kommentarer i stedet at gå efter den borgerlige og i nogles øjne reaktionære og fremmedfjendske avis der bragte tegningerne.

Om folk vil det eller ej, bidrager sådanne forbehold disse mener og hviser til at indskrænke ytringsfriheden.

En anden kilde til sådanne mener og hviser er med al ønskelig tydelighed blevet formuleret i Cairo Deklarationen om Menneskerettigheder i Islam, som blev vedtaget af de 57 stater i Organisationen for Den Islamiske Konference i august 1990.

Deklarationen konkluderer, at alle rettigheder og friheder, som nævnes i den, er underlagt sharia den eneste autoritet, deklarationen anerkender. Det gælder også ytringsfriheden, hvorom det i artikel 22 hedder: »Enhver har ret til at udtrykke sin mening frit på en sådan måde, at det ikke er i modstrid med sharias principper«.

Men vi kan ikke både have ytringsfrihed og lade os begrænse af hensyn til religiøse principper og følelser. Og uanset hvor forbeholdene kommer fra, har jeg endnu ikke fået nogen overbevisende forklaring på, hvorfor specielt religiøse følelser eller overbevisninger skulle kræve en særlig respekt, som bør afholde medier, kunstnere, politikere m.fl. fra at karikere, satirisere og ironisere over dem eller i hvert fald være ekstra forsigtige og taktfulde, når de gør det.

Hvis vi endelig skal tale om respekt for følelser, hvorfor vejer krænkelsen af de religiøse følelser så tungere end krænkelsen af de demokratiske følelser? Kan politisk overbevisning ikke være lige så dybfølt, inderlig og respektkrævende som religiøs tro? For mig at se kan ingen følelser hævde nogen særstatus i forhold til ytringsfriheden.

I en globaliseret verden, hvor lokale brud på religiøse tabuer med lynets hast forvandler sig til en internationale mediehistorier, bliver krav om respekt for religiøse følelser en omfattende affære.

Lægger vi tabuer hos alle verdens kulturer sammen og begrænser vores ytringer enten i respekt for disse tabuer eller af angst for reaktionerne, så bliver der ikke meget tilbage at ytre sig frit om.

Så er en af demokratiets vigtigste principper faldet, og den globale mundkurv er en realitet.

Det må ikke ske.