Thomas Mann og den ironiske humanisme

Humanisme ordet er blevet populært. Især blandt forfattere som Ib Michael, Stig Dalager, Kirsten Thorup og Carsten Jensen, der hyppigt kritiserer de »reaktionære« og »nationale« samt appellerer til »demokratisk anstændighed« og en ordentlig »tone« i omgangen med de fremmede.

Men humanisme er ikke blot et fromt modeord. En forfatter, der var i stand til at formulere en mere nuanceret og derfor også mere levedygtig humanisme, var tyskeren Thomas Mann (1875-1955). Dét er en oplagt grund til at studere Manns forfatterskab i dag, hvor det humane demokrati står i fare for at blive devalueret af islamister og udvandet af naivister.

Når humanisme er andet og mere end et politisk korrekt plusord hos Mann, skyldes det, at han var så fortrolig med den anti-humanisme, der prægede hans tid og land. Mellemkrigstidens Tyskland var rig på de såkaldte radikal-konservative bevægelser, der i visse former var intellektuelle banebrydere for nazismen. Den radikale konservatisme hyldede »livets intensiteter«, især magten og viljen, der påstås at ligge et niveau dybere end fornuften og moralen.

De radikale konservative indså, at disse dybereliggende magter og drifter i hænderne på de rette mænd havde potentiale til at nedbryde humanismen og skabe en ny politisk styreform. I grunden var der tale om en tilbagevenden til en gammel styreform, deraf konservatismen, nemlig diktaturet. Diktaturet blev anset for at være mere levende end demokratiet og dermed også et mere ægte udtryk for tilværelsens inderste kræfter.

Især i romanen Doktor Faustus fra 1947 leverede Mann en troværdig skildring af den radikale konservatisme. At han formåede det, skyldtes ikke blot, at han kunne registrere bevægelsen i sin samtid. Det skyldtes også, at han selv i sine yngre år havde stået i intim forbindelse med den.

Det kan endda diskuteres, hvorvidt Mann overhovedet skrev sig fri af sine radikale konservative sympatier, der prægede hans store essayistiske værk Et upolitisk menneskes betragtninger fra 1918. Spørgsmålet er, om han nogensinde helhjertet bekendte sig til den tyske demokratiske republik. Manns romaner og dagbøger tilbageviser i hvert fald langt hen ad vejen den offentlige humanistiske moral, han i sine politiske artikler plæderede for i eget navn.

Men fordi Mann selv havde været så fortrolig med den radikale konservatisme, formåede han også med tiden at udvikle en gennemført saglig kritik af den nazistiske massebevægelse. Konservatismen skænker Manns psykologiske indsigter troværdighed, og den gjorde ham i stand til at udvikle en reflekteret humanisme, der står i modsætning til den museale borgerlige humanisme.

Denne borgerlige humanisme stod netop magtesløs over for den radikale konservatisme, fordi den ikke havde andre midler til rådighed end moralske appeller om anstændighed og en pænere tone i debatten. Den var kort sagt naiv og fortrængte det, den ikke brød sig om. Det gjaldt bl.a. det tyske folks behov for national genrejsning efter det ydmygende nederlag i Første Verdenskrig. Et behov nazisterne som bekendt effektivt formåede at tilfredsstille.

Mann er i det hele taget en uhyre præcis skildrer af humanismens blinde pletter. Hans forfatterskab rummer adskillige analyser af de fortrængte sider af tilværelsen, der så ofte får tragiske konsekvenser. Allerede romanen Buddenbrooks fra 1901 er gennemsyret af de livsmagter, der undergraver borgerskabets harmoniske orden. I novellen Døden i Venedig fra 1912 bliver hovedpersonen konfronteret med den erotiske drift og dødsdriften. Men han fortrænger drifterne og må derfor selv lide undergangen.

Og i romanen Trolddomsbjerget fra 1924 er det humanistiske projekt storladent tænkt. Men drømmen om socialt fremskridt, frihed og menneskelig dannelse er skrøbelig. For ligesom i Doktor Faustus bliver de humanistiske idealer om modenhed, håb og medmenneskelighed destrueret af viljen til magt. Hvad enten denne magt giver sig til kende som religiøs fanatisme, politisk diktatur eller irrationel livsfilosofi:

I stedet for parlamentarisk diskussion »træder massernes forsyning med mythiske fiktioner, der er bestemt til som primitive kampråb at frigøre de politiske energikilder og aktivere dem«, som der står et sted i Doktor Faustus.

Det, den borgerlige humanisme ikke magter, er netop det, Thomas Manns roman om den borgerlige humanismes sammenbrud magter. Nemlig at fortolke det, som er fortrængt bag den fremskridtsvenlige humanismes snævre horisont. Livets strømmende dyb må, med alle dets faremomenter, fortolkes i kunstens symboler for ikke at blive udlevet i de politiske ideologiers barbari.

Sådan er kunstens funktion i hvert fald tænkt: Kunsten fremviser humanismens skyggeside, som også må integreres i samfundet, hvis de politiske ekstremer skal inddæmmes. Den humanisme, som Mann når frem til, er præcis ikke idealistisk. Det er tværtimod en humanisme, der er fortrolig med både det guddommelige og det dæmoniske. En humanisme der organiserer det kaotiske liv og behersker det på naturlig vis til forskel fra nazismen, der på perverteret vis misbruger livsviljen til politiske formål: til at beherske andre med.

Hvad Mann efterhånden indså, og forgæves forsøgte at advare sine landsmænd om, var følgende: Kimen til politiske katastrofer ligger i de humanistiske moralisters fromme opbyggelighed. For det er en tanke værd, at nazismen også blev forberedt intellektuelt af radikale konservative, som de borgerlige humanister dumdristigt vendte ryggen.

For så vidt var den offentligt skandaliserede radikale konservatisme også rettet imod humanismen på to afgørende fronter. Dels mod dens optimistiske forenkling af menneskesynet og dels mod dens defensive idealer. Humanismens utilstrækkelighed skyldes i den forstand forskrækkelsen over de regressive kræfter i menneskets natur, der strider mod de borgerlige dyder.

Kort sagt er det Manns ledetanke, at den radikale konservatisme rummer en enorm fond af psykologiske erfaringer, realistiske indsigter og viden om gamle affekter og spontane reaktioner. Alt dette er brugbart, hvis det vel at mærke kultiveres i en humanistisk tankes oplyste skepsis og forvaltes med politisk kløgt.

Mann artikulerer i sit forfatterskab en spænding mellem humanisme og pessimisme og en åbenhed over for de kræfter i psyken, der ligger et niveau under den kultiverede anstændighed. Det er netop denne spænding og åbenhed, der beriger hans humanisme med livskloge erfaringer og baner vej for en illusionsløs praktisering af humanismen.

Her kunne man stadig lære noget af Mann, ikke mindst de danske humanister, »tonekunstnerne«. For kunstnerens blik for de mørklagte felter i samfundet giver humanismen en mulighed for at oplyse sig selv i kunsten. Heri ligger der bare ikke umiddelbart noget opbyggeligt.

Mann troede ikke på kunstens sakrale betydning som verdensforbedring, og verden lader sig ikke sådan forbedre med gode humanistiske hensigter. Mann fastholder, at fornuften nok undergraves af livets dæmoniske understrøm, men netop vinder sin magt gennem besindelsen på sin egen afmagt.

Kunsten er klog på den blinde livsvilje, på de erotiske kræfter og på dødsdriften. Man kan sige, at kunstneren er klogere i sine værker end i sine offentlige meningsytringer. Det gælder ikke blot de danske forfattere, men også Mann.

For imens Mann i sine svageste øjeblikke postulerede en moral, der ikke var dækning for, drog han i sine stærkeste nytte af kunstens viden om ondskaben i mennesket. Den selvretfærdige humanist opfatter alt ondt som noget, de andre er, og kan dermed på tryg vis bekræfte sig selv som en god demokrat. Men forfatteren Mann vidste bedre. Ikke tilfældigt bar en af hans kritiske artikler om nazismens førerskikkelse titlen: »Broder Hitler«!

At kunsten er klogere, gør den altså ikke nihilistisk i sin grund. Tværtimod leverer den grundlaget for en ironisk humanisme. »Ironikeren er konservativ«, skriver Mann et sted, og denne konservatisme ledsages af indsigten i, at ånden altid er afmægtig over for livet. Det er vel nok Manns dybeste erkendelse fra start til slut, og igennem den var han i stand til at frembringe en realistisk humanisme.