De syv dødssynder

Når vi vil beskæftige os med de syv dødssynder, vitia capitalia: hovedsynderne, kommer vi, synes jeg da, ikke uden om at tage afsæt i den epoke, man kalder Oplysningstiden 1700-tallet og som har en helt afgørende indflydelse på europæisk historie og den globale udvikling.

Desværre er de danske studenter anno 2007 forhindret i selv at stifte bekendtskab med Oplysningstidens fascinerende debat, idet de er blevet så oplyste, at de ikke mestrer tysk, fransk og latin, hvilket er en forudsætning for at kunne læse tidens tekster og forskningen om dem. At vi er nået dertil, hvor danske studenter ikke som en selvfølge har beskæftiget sig med eksempelvis tysk i mindst tre gymnasieår, er i sig selv udtryk for en dødssynd, nemlig den dødssynd, der hedder hovmod eller superbia. Om den siden. Nu til et af Oplysningstidens tidlige hovedværker, blandt venner bare kaldt »Theodicéen«.

Verden er et kunstværk, og et kunstværk må, for at være fuldkomment, have både lys og skygge, forklarede den store matematiker og i 1700-tallets kulturkamp umådeligt betydningsfulde filosof, G.W. Leibniz, der i 1710 udgav »Essais de Theodicée sur la Bonté de Dieu, la Liberté d lHomme et lOrigine du Mal«. Med dette værk, hvis forsvar for de etablerede autoriteter fornuften i kombination med den kirkelige lære om Guds egenskaber i populariseret form straks vandt vid udbredelse over hele Europa, og hvis konklusion, at vi lever i den bedste af de mulige verdener, Voltaire gjorde tykt nar ad i den satiriske roman »Candide«, navngives et problem, som de fleste af os har taget livtag med på et eller andet tidspunkt i vores liv: Hvis Gud er almægtig, algod og alvidende, hvorfor findes der da så meget grusomhed og ulykke i verden? Det er vel dette enkle, ubesvarlige spørgsmål og ikke mere subtile filosofiske og naturvidenskabeligt baserede refleksioner, der ligger bag den meste moderne ateisme. At Auschwitz fandtes, blev for mange efter Anden Verdenskrig et vidnesbyrd om, at Gud ikke findes.

Leibniz»Theodicée« var tænkt som et svar på en ganske alvorlig provokation. Den franske filosof Pierre Bayle, der til sidst blev fyret som professor i Amsterdam på grund af en beskyldning for ateisme, havde placeret en ordentlig sprængladning under samfundsbygningen. I det tidlige 1700-tals Europa var magten, kirken og videnskaben vævet sammen på en måde, der kan bringe tanken hen på nutidens islamiske stater. Et angreb på Gud var et angreb på systemet. Og det var netop, hvad Bayle gjorde med de roligt ræsonnerende artikler i sit leksikon »Dictionnaire historique et critique«. Hvordan kan man ad fornuftens vej få det til at gå op, at Gud er alvidende, almægtig og algod, når der faktisk er så meget ondt i verden? Der er kun to muligheder, siger Bayle, enten må man opgive fornuften eller troen på Gud.

At opgive fornuften, eller blot som det skete med den skelsættende tyske filosof Immanuel Kant at sætte en grænse for den, kunne der ikke være tale om. Fornuften havde i samspil med iagttagelsen, altså den empiriske metode, der havde vundet frem i europæisk videnskab siden midten af 1600-tallet, bragt så mange landvindinger, der i samlet sum viste hen mod Gud med om muligt endnu større eftertryk. Videnskaben viste, at verden var præget af orden, lovmæssighed, plan og formålsmæssighed. Bag et formål må der være en bevidst vilje, som har undfanget dette formål, altså en højeste intelligens: Gud. Denne tankegang, som ligger til grund for 1700-tallets dominerende deisme at Gud har skabt verden, men ikke griber ind i dens gang supplerer og udbygger Leibniz med sin theodicé, sin guds-retfærdiggørelse (græsk: theos = gud, dike = ret).

Med en sindrig teori om, at verdens sammenhæng skyldes hamonia præstabilita, den gudsskabte forudbestemte harmoni, slider Leibniz i det for både at redde fornuften og den algode, alvidende og almægtige Gud, men den går jo ikke. Pierre Bayle har fat i den lange ende. Der findes ingen fornuftig løsning på theodicéproblemet. Man må enten opgive fornuften eller opgive Gud. Den smidige løsning hedder sekularisering, verdsliggørelse af samfundet. Man opgiver Gud i forbindelse med samfundet. Og man opgiver fornuften i forbindelse med Gud.

I den prægtige Videnskabernes Selskabs Ordbog, der er et fint redskab til pejling af tankegangen i Oplysningstiden på dansk, lyder definitionen i 1793 af begrebet dyd: »Den Fuldkommenhed at iagttage sine Pligter imod Gud, sig selv og sin Næste«. En formulering, der på den ene side understreger det borgerlige pligtbegreb borgere har først og fremmest pligter, mens vor tids altdominerende middelklasse først og fremmest kender til rettigheder på den anden side er en universalformel, der sammenfatter de klassiske kardinaldyder: visdom, retfærdighed, mod, selvbeherskelse, tro, håb, kærlighed. De fire første stammer fra den antikke græske mådeholdsfilosofi og er formuleret af Platon. De tre sidste er lagt til af den kristne kirke.

Over for kardinaldyderne står så kardinalsynderne. Der var egentlig mange, men de blev i højmiddelalderen sammenfattet og reduceret til syv: hovmod (superbia), griskhed (avaritia), utugt (luxuria), vrede (ira), frådseri (gula), misundelse (invidia) og dovenskab (acedia). Hovmod er den værste. Den blev betragtet som kilden til de øvrige synder, og det er klogt set. Hovmod giver sig udtryk i selvdyrkelse. Det er hovmod, når vi mener, eller i hvert fald opfører os som om, alting er til for at tilfredsstille os. Avisernes karriere-sektioner buldrer af hovmod. De handler hele tiden om migselv, migselv, om hvordan jeg bedst kan iscenesætte mig, illuminere mig. Hovmod forekommer, når vi behandler naturen, som om den kun er til for at blive udnyttet af os. Det rene nyttesynspunkt er ikke kun kortsynet, det er også hovmodigt. Og det er hovmod, når man måler alting ud fra det tilfældige øjeblik, der udgør vores egen tid. Det er nemt at se, at den tid, vi lever i, er drevet af hovmod, og at netop dette hovmod er kilden til andre dødssynder: til griskheden (vi kan ikke få nok), til frådseriet (vi ødsler med ting, mad, ressourcer), til misundelsen (skattepolitikken i janteland), til dovenskaben (offermentaliteten og overfladiskheden).

Oplysningstiden afskaffede jo ikke Gud, men frigjorde ham fra samfundsmæssige byrder. I det mindste tendentielt. Hundrede år senere erklærede filosoffen Nietzsche Gud for død, men foreløbig er det kun Nietzsche, der er død. Det kan imidlertid ikke nægtes, at Gud er blevet en privat sag, i hvert fald i den protestantiske del af Europa, og da dødssyndsbegrebet i forvejen stod svagt her den lutherske kirke har aldrig (som den katolske gør) skelnet mellem dødssynd og tilgivelig synd reduceres det nemt til en kuriositet, et emne for selskabsleg. Men det vil være synd! For de syv dødssynder repræsenterer en dyb viden om menneskelivet, dets fristelser og konsekvenser. De udgør en kompleks psykologi. Og selv om syndsbegrebet er umiddelbart fremmed for en moderne dansker som undertegnede, så har det aflejret sig som en målestok, et reaktionspotentiale, i bevidstheden eller hjertet, om man vil.

I sin lille bog om dødssynderne har biskop Jan Lindhardt peget på, at i dag er de syv dødssynder blevet til dyder eller idealer. Selv har jeg peget på det samme i et portræt af Luther, jeg skrev ved 500-året for hans fødsel, at griskhed er blevet en dyd under betegnelserne initiativ, dynamik, vindermentalitet, smartness, personlig branding, profit. Men i dag er jeg ikke helt enig med mig selv (og Lindhardt!). Det er naturligvis rigtigt, at den personlige vinding er et fremherskende ideal. Men mådeholdet, der ytrer sig som en afstandtagen fra griskheden, er lige så stærkt eller stærkere til stede i samfundet. Det er ikke kun den liberale svenske statsminister, der reagerer mod hæmningsløse bestyrelsers og direktioners ragen til sig.

Jeg og de fleste andre borgere, tror jeg, fyldes også med væmmelse, når en Henning Dyremose, en direktør for Roskilde Bank og alle de andre fra griskhedens bande indkasserer millioner, som ingen kan gøre sig fortjent til. En væmmelse, man også føler, når »Danske Spil« galer op i TV-reklamer om lottopuljer på 20, 30 eller som denne søndag på 56 millioner kroner. Vi tænker: Er der dog ingen, der kan stoppe dette galmandsværk? Vi væmmes ikke, fordi vi er misundelige. De fleste af os har nok. Vi er tilfredse, som vi har det. Vi væmmes, fordi denne griskhed er en hån mod, ja hvad skal jeg sige, en højere værdighed. Vi væmmes, fordi de syv dødssynder på en eller anden måde er levende inde i os, og gudskelov for det.