Vågn op! Vesten står for civilisation

Jeg befandt mig i den sære situation at skulle forsvare ytringsfrihed, den frie presse og kvinders rettigheder over for arabisk-islamiske journalister og kommentatorer. Jeg fandt det sært, fordi netop de vestlige journalister, der var grundlag for konferencen, enten var stille, mumlede et eller andet om ytringsfrihed, eller henvendte sig efter sessionen og hviskede i mit øre, at jeg havde gjort et godt stykke arbejde. Jeg bemærkede den skam, de følte ved at forsvare netop den frihed, der ligger til grund for hele deres arbejde.

Jeg bemærkede i begyndelsen af 2006 en lignende fornemmelse af ubehag blandt vestlige journalister, akademikere, politikere og kommentatorer ved, hvordan de skulle reagere på muhammedtegningerne i Danmark. Der var faktisk mange, der oprigtigt forsvarede det standpunkt, at Danmark skulle undskylde for tegningerne. Denne holdning blev gentaget i efteråret sidste år, da paven citerede en byzantinsk kejser, som skrev, at grundlæggeren af islam udbredte sin religion ved sværdets brug, og New York Times opfordrede paven til at give en undskyldning.

Tony Blair, en leder jeg beundrer, beskrev i en artikel tidligere i år, at det, vi havde foran os som følge af 11. september, var en kamp om ideer og værdier. Blair begyndte sin artikel med skarpt at optegne den mest skelsættende konflikt i vor tid, men trak i land og erklærede, at Koranen er en fremragende bog, forud for sin tid og god for kvinder.

Hvorfor er vesterlændinge så usikre på alt det der er så vidunderligt ved Vesten: Politisk frihed, fri presse, ytringsfrihed, ligeret for kvinder og mænd, homoseksuelle og heteroseksuelle, kritisk tænkning og styrken i kritisk tilgang til ideer og især tro.

Det 21. århundrede begyndte med en kamp om ideer, og denne kamp handler om de vestlige værdier modsat de islamiske. Tony Blair og paven burde ikke skamme sig ved at sige det, og man bør stoppe selv-censuren. Islam og det frie demokrati er inkompatible; kulturer og religioner er ikke ligestillede. Og måske det allervigtigste, muslimer er ikke halvhjerner der kun kan reagere i form af voldshandlinger. Koranen er ikke en fremragende bog; den er reaktionær og fuld af kvindehad. Den byzantinske kejsers analyse af Muhammed var korrekt; Han udbredte sin religion ved sværdets brug.

Set ud fra dette perspektiv står journalister, ligesom resten af os, i den ubehagelige situation at skulle vælge side eller miste sig selv i den gråzone man kan kalde »mellemvejen«. Den rolle de vestlige journalister, som forstår hvad denne kamp går ud på, må påtage sig er så, at oplyse deres publikum tilsvarende.

Når jeg rejser fra land til land for at bevidne, at islamisk dogme skaber en dødskult, et bur til kvinder og en forbandelse overfor viden og oplysning, får jeg både støtte og modstand. Europæere og amerikanere spørger: Med hvad med den rare muslim, der bor ved siden af mig? Hvad med de forskellige retninger indenfor islam? Er der ingen forskel på indonesiske og somaliske muslimer eller saudiarabiske og tyrkiske muslimer? Kan man virkelig generalisere på en sådan måde? Hvad med de kvinder der frivilligt bærer tørklæde og burka og gerne opgiver den frihed, som deres tro kræver? Når vi giver katolikker, protestanter og jøder deres skoler og universiteter, er det så ikke kun retfærdigt at give det samme til muslimer? Hvis generationer af jøder, italienere og irere har tilpasset sig, er det så usandsynligt at muslimer også med tiden vil gøre det? Er det ikke mere bæredygtigt at tage diskussionen med din modpart og overbevise ham om, at han skal trække sin krigserklæring tilbage, end at angribe ham?

Disse spørgsmål er legitime og fortjener seriøse svar. Lad os først påvise en moralsk forskel mellem islam og muslimer. Muslimer er forskellige. Nogle ønsker at reformere deres tro. Andre ønsker at sprede deres tro ved hjælp af overtalelse, vold, eller begge dele. Andre igen er apatiske og ligeglade med politik. Nogle ønsker at konvertere til den kristne tro eller blive ateist som mig.

Islam i sin nuværende form, som et sæt af trosretninger, er fjendtlig over for alt vestligt. I et frit samfund, hvor jøder, protestanter og katolikker har deres egne skoler, bør muslimerne også have deres. Men hvor længe skal vi acceptere, at de muslimske skoler i vesten lærer børnene, at jøder er svin og hunde? Eller at de skal tage afstand til de vantro og at hellig krig er en dyd? Er det ikke slående, at overalt i Europa, hvor der er store muslimske organisationer, kræves det, at man ikke underviser børn i Holocaust?

Og hvad med de muslimske lande, hvor jøder, katolikker og protestanter ikke kan have deres egne skoler, kirker eller gravpladser? Hvis muslimer kan lade sig omvende i Vatikanstaten, hvorfor kan kristne så ikke lade sig omvende i Mekka? Hvorfor accepterer vi dette? Hvis kristne, jøder og ateister går ud på gaderne i stort omfang for at protestere mod de regeringer, de selv har valgt, på grund af krigen i Irak og krigen mod terror, hvorfor går der så ikke en tilsvarende mængde muslimer på gaderne i protest mod halshugningen af vestlige nødhjælps-arbejdere? Hvorfor hjælper muslimer ikke hinanden? Hvorfor er det jøder, kristne og ateister, der kæmper mod folkemordene i Darfur? Hvorfor går det ubemærket hen, når shia- og sunnimuslimer slår hinanden ihjel tusindfold? Det stemmer ikke, gør det vel? Hvis man spørger mig, »Hvad er journalistikkens rolle i dag« vil jeg opfordre til, at man belyser netop disse spørgsmål.

Da jeg er kvinde bosiddende i Vesten har jeg adgang til uddannelse. Jeg har et arbejde, og kan skifte mellem job som jeg vil. Jeg kan gifte mig med den mand jeg ønsker, eller vælge slet ikke at blive gift. Hvis naturen tillader det, kan jeg have så mange børn, jeg ønsker. Jeg kan manipulere naturen og få mine æg frosset ned. Jeg kan få en abort. Jeg kan besidde ejendom. Jeg kan rejse lige hvorhen, jeg vil. Jeg kan læse hvilken som helst bog, avis eller magasin, jeg ønsker. Jeg kan se en tilfældig film, og gå på det museum, jeg har valgt. Jeg kan have en mening om andres moralske valg og udtrykke min mening derom, endda udgive det på skrift. Og jeg kan ændre mening, som tiden går. Jeg kan etablere et politisk parti eller blive medlem af et allerede eksisterende. Jeg har frihed til at skifte mellem partier eller fratræde som medlem. Jeg kan stemme. Jeg kan vælge ikke at stemme. Jeg kan stille op til valg eller blive en del af det private arbejdsmarked.

Alt dette er det, der gør Vesten så vidunderlig.

I muslimske lande, med undtagelse af nogle få heldige personer, benægtes kvinder muligheden for en uddannelse, et arbejde, og tvinges ind i ægteskaber med fremmede mænd. I islams navn benægtes kvinder retten til deres egen krop; De kan ikke vælge, hvorvidt de skal have børn, eller hvor mange de skal have. De har ikke ret til abort, og det sker ofte at de dør i forsøget på at få en. De kan ikke eje noget, handle, eller rejse uden risiko for at blive røvet eller voldtaget. De fleste kvinder (og mænd) lever under konstant censur. Af de 57 muslimske nationer, der er medlemmer af OIC (Organisation of the Islamic Conference), er kun to demokratier. Begge er skrøbelige og korrupte, og begge risikerer at blive overtaget af agenter for ren islam. Tyrkiet har en sikkerhed i form af en hær, Indonesien har ingen. Ingen af disse lande tillader bortset fra de glansbilleder, de bruger til at narre vesten at kvinder skaber deres egne politiske partier, besidder en betydningsfuld rolle i et, stemmer eller stiller op til valg.

Denne besættelse med at undertrykke kvinder er en af de ting, der gør islam så dårlig. Og de, der agiterer for islam fra Riyadh til Teheran, fra Islamabad til Kairo, ved, at en hvilken som helst forbedring af kvinders forhold vil lede til islams forfald og deres magt vil forsvinde. Dette er en af grundene til, hvorfor de så desperat søger at holde kvinder indespærret. Dette er også grunden til, at de hader Vesten.

Hvis ikke vi forstår forskellen på islam og vesten, og hvis ikke vi gør modstand og vinder denne kamp om ideer for at bevare vores civiliserede samfund, så er der i mine øjne intet grundlag for hverken journalister eller debattører.

Ayaan Hirsi Ali er forfatter, debattør og tidligere medlem af det hollandske parlament. I dag ansat i The American Enterprise Institute for Public Policy Research. Denne tale blev holdt for journalister i National Press Club i Washington.