Ikke mere kultur i aften

»Og så kommer der ikke mere kultur i aften. Det tør jeg godt love,« lød det påén gang beroligende og forlegent fra værten, da han afmeldte en reportage fra den kulturelle indmark i TV Avisen den 24. januar sidste år.

Vi seere kunne ånde lettet op: Det indslag, der nu var lykkeligt overstået, havde tydeligvis også efter værtens opfattelse været en misforståelse, han var pinligt berørt på vores og egne vegne, han syntes også, det havde været spild af tid: Han kunne tydeligvis sagtens sætte sig ind i, at indslaget havde været en prøvelse for os, og som seer skulle man da være et skarn, hvis ikke man forstod at værdsætte en sympatitilkendegivelse af den art.

Nu skal man jo ikke lægge mere i en hurtig bemærkning, end den kan bære; men i lyset af, hvad der i løbet af den seneste uges tid er blevet meldt ud fra DR, har denne her jo nærmest fået profetisk karakter.

For med arten af de nedskæringer, DR netop har bekendtgjort, har bemærkningen pludselig fået en helt anden klang, end da den faldt, og jeg kan i disse dage ikke frigøre mig fra en tanke om, at den kunne tænkes at afspejle en mere generel og grundlæggende holdning til kulturstoffet i DR. Men i hvert fald: Fra nu af behøver ingen at gå rundt og være bange for, at kulturen skal tage overhånd og forulempe DRs lyttere og seere nævneværdigt. Faren er drevet over. Kulturen kommer fra nu af til at spille en endnu mere ensom rolle på DRs sendeflade, nedskæringerne kommer til at gå særdeles hårdt ud over kulturstoffet, som DR ellers har en lang og stolt tradition for at have varetaget til glæde for både samtid og eftertid. På dette område, som aldrig har haft de kommercielle kanalers bevågenhed, har DR haft tradition for at gøre sig stærkt gældende og hævde sin egenart.

Hvordan kan det være, at man har ladet nedskæringerne gå så hårdt ud over netop kulturstoffet? For at spørge lidt provokerende: Hvorfor ikke lukke P3, som ikke forsyner lytterne med andet, end hvad de til overflod kan finde alle mulige andre steder? Tilsyneladende for at DR kan komme til at levere endnu mere af det, man kan finde på alverdens andre radio- og TV-kanaler. Men det er fanden til prioritering. Den viser ikke gnist af respekt, endsige forståelse for DRs særlige status og force, og den styrker mangfoldigheden i kulturudbuddet lige så lidt, som den højner kvaliteten. I stedet for at pleje og udvikle det, der gennem generationer har været DRs stærke sider, har man i de senere år i stadig stigende grad valgt at konkurrere på det overfladiske, ligegyldige, poppede, platte og pjattede. Seneste udslag af denne populistiske tendens er etableringen af DR Update, en satsning, der måske kunne have været værd at overveje, hvis DR havde haft ubegrænsede ressourcer at tære på og hvis der ikke havde fandtes andre aktører på internettet end DR.

Ikke fordi enhver ikke har kunnet se, at det var den vej, udviklingen i DR er gået de sidste mange år. Tager vi nu som eksempel litteraturdækningen, som har haft en fornem tradition i DR, og som af gode grunde ligger mig på sinde, ja, så har den stille og roligt lidt kvælningsdøden i løbet af de seneste år: først blev den flyttet fra P1 til P2, fra aften til eftermiddag, med andre ord til mere og mere fjerne kanaler og sendetidspunkter, formodentlig for på denne diskrete, men, skulle det vise sig, yderst effektive måde at få dokumenteret, at det kneb med lytterinteressen. På samme måde med litteraturoplæsningen: først fra P1 til P2, så til DAB, for så endelig at blive sparet helt væk, et forløb, man har sikret ved bl.a. at tilbyde forfatterne en latterlig lav honorering for anvendelse af deres tekster. Man vil heller ikke mere bruge penge på professionel oplæsning, hverken af skuespillere eller forfattere og vi kommer dermed til at gå glip af den dokumentation af den danske litteratur, som DR hidtil har stået for og bevaret i sine arkiver.

Det har været forstemmende at være vidne til. Men at komme i dialog med DR om den udvikling i kulturdækningen, vi nu ser kulminationen på, har været så godt som umuligt. Hvis man har tilladt sig at udtrykke tvivl om visdommen i ledelsens dispositioner og prioriteringer, har den pænt, men umisforståeligt ladet én forstå, at man dels er upassende elitær og egoistisk og ikke under Maren i Kæret at have glæde af at se fjernsyn, dels håbløst gammeldags: Vil du måske have Dr. Lieberkind og John Danstrup tilbage? Alt har været i den skønneste orden, der har ikke været noget at være ked af; der er ikke noget at komme efter, har været det stadige omkvæd, når nogen har sat spørgsmålstegn ved den groteske gradbøjning af public service-begrebet, DR er kommet af sted med, eller ved det betimelige i at smøre kulturstoffet ud i stadig tyndere lag i alt andet lige udmærkede DR2-programmer som Deadline og Den 11. Time og lige så udmærkede, omend noget excentriske litterære »pausesignaler«, der bliver sendt på fuldstændig uforudsigelige tidspunkter, hvilket forudsætter, at man har sit TV-apparat kørende i døgndrift, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at se dem.

Ikke et ondt ord om at præsentere kulturstof i de nævnte programmer, men at man prioriterer den slags tilfældige dryp højere end et program, der sagligt og fokuseret orienterer om fx aktuel litteratur, billedkunst, teater, dans, film, mener jeg stadigvæk at have en fyldestgørende og overbevisende forklaring til gode på.

Man kan undre sig over, at de såkaldte generalister altså medarbejdere med begrænset viden om lidt af hvert stort set er gået ram forbi i fyringsrunden, mens de medarbejdere, der er i besiddelse af sagkundskab og formidlingserfaring, har fået kniven. Man kunne kalde det smagsdommer-syndromet, forstået på den måde, at DR tilsyneladende ønsker at styrke tendensen til at sætte glade eller sure amatører og andre forudsætningsløse til at præsentere og formidle, hvad der foregår på den kulturelle scene. Den indstilling har vi nu gennem nogle år set praktiseret i et program som DR2s Den Kloge Kanal DR2s! eneste deciderede kulturprogram, Smagsdommerne, et discount-produkt, der har specialiseret sig i at bringe meninger om kunst og kultur til torvs, som er aldeles ubelastede af sagkundskab om de emner, der behandles, et program, man kan se som en logisk forlængelse af DRs utallige voxpop-indslag om, hvad Fru Sørensen mener om betalingsbalancen eller om årets nobelpristager i litteratur, når hun intetanende bliver passet op på gågaden i Herning.

Man kan i det hele taget undre sig over det snit, der er lagt i nedskæringerne. Det synes som nævnt overvejende at tage sigte på at virke for, at DR kan komme til at ligne alle de andre TV-kanaler mest muligt, mens man målrettet går efter at udradere de sidste rester af det, der har udmærket DRs aktiviteter gennem de mange år, institutionen har sat sit præg på Danmark. Der er gået Hokus Krokus og Aftenshow og anden TV2-efterligning i DR i en tid, da interessen for kunst og kultur, for litteratur og musik, for film og teater og billedkunst blomstrer, og hvor der fra officielt hold investeres i at få etableret kanoner til både undervisningsbrug og almindelig folkelig oprustning omkring kunst og kultur.

Mens græsset gror, dør horsemor, og man kan undre sig over, hvad DRs ledelse egentlig har tænkt sig på længere sigt: Hvordan forestiller den sig, at institutionen fremtræder om ti år? Om tyve år? Som en klon af TV3? Skænker man det ikke en tanke, at man med det, der foregår nu, smækker døren i til kontinuiteten i den tradition og den arv, DR har forvaltet i 100 år? Bare et lille slip vil gøre det svært at få reetableret forbindelsen, og DR kan uhyggelig hurtigt komme til at fremstå som en misvækst, en organisme, der har standset sig selv i væksten og som vil få sværere og sværere ved at argumentere for, at den kan gøre krav på licenspenge og anden offentlig bevågenhed.

Det er kortsynet ledelse, dårlig ledelse. DR kan ikke være tjent med det, lytterne og seerne kan ikke være tjent med det.