Red menneskerettighederne!

Menneskerettighedsbegrebet er blevet skizofrent. I FN - og selv hos den danske regering - er der desværre en konsensus om at ligestille økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder med borgerlige og politiske rettigheder. Derfor opfordrer kronikørerne politikere, jurister og intellektuelle til at stå vagt om det klassiske menneskerettighedsbegreb. Det trænger til at blive pudset af og forsvaret effektivt.

Ideen om menneskerettigheder er under angreb. Nogle afviser deres eksistens og berettigelse, for eksempel politikeren og teologen Søren Krarup. Andre - såsom en række arabiske lande - relativerer menneskerettighederne og sætter dem ind i en ramme, hvor de ikke hører hjemme, for eksempel ved at underordne dem sharia. Og i den vestlige verden synes de instanser, som er sat til at forsvare menneskerettigheder, at have glemt deres grundlag. Det gælder for eksempel Institut for Menneskerettigheder.

Vi vil derfor opfordre politikere, jurister og intellektuelle til at stå vagt om det klassiske menneskerettighedsbegreb. Det trænger til at blive pudset af og forsvaret effektivt.

Menneskerettigheder er en af den vestlige civilisations vigtigste frembringelser. De garanterer borgerne en række enkle klassiske frihedsrettigheder - lighed for loven, ejendomsret, ytringsfrihed og muligheden for at gå sine egne veje, så længe man respekterer andres tilsvarende friheder. Kort sagt et grundlæggende menneskeligt »selvejerskab«.

Imidlertid er menneskerettigheder paradoksalt nok blevet for populære. Deres udgangspunkt var at definere en kerne af universelle rettigheder, som mennesker må have uanset, hvor de lever, og som ingen andre må krænke. I dag bliver menneskerettigheder i stigende grad brugt til det stik modsatte: Som krav på andre menneskers gøremål, ressourcer m.v. Selve menneskerettighedsbegrebet er blevet skizofrent.

Rettighedsbegrebet har rødder tilbage til Antikken, men blev først for alvor udfoldet i England. Et dokument som Magna Charta (1215) står som et af de første konkrete bud på individuelle rettigheder over for staten. Heraf fremgår det, at »ingen fri mand skal arresteres eller fængsles eller fratages sin ejendom eller gøres fredløs eller drives i landflygtighed eller på nogen måde ødelægges, ej heller skal vi gå mod ham eller sende folk mod ham, medmindre det sker efter hans ligemænds dom eller i henhold til landets lov«.

Rettighedsbegrebet blomstrede dog først for alvor i 1600-tallet. Filosoffen John Locke slog fast, at: »enhver mand har ejerskabet til sin egen person«, og at de centrale rettigheder var »liv, frihed og ejendom«. Denne tankegang inspirerede Den Amerikanske Uafhængighedserklæring af 1776. Heri optræder ordene: »Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke«. Også i den franske menneskerettighedserklæring af 1789 fremgår det, at »målet for enhver politisk forsamling er at bevare menneskets naturlige og umistelige rettigheder. Disse rettigheder er frihed, ejendom, sikkerhed og modstand mod undertrykkelse«.

Således gennemstrømmer selvejerskabstanken de vigtigste tekster i den vestlige politiske historie. Men noget skete. Fra at rettigheder var borgernes beskyttelse mod staten, blev de nu til et instrument for staten. Det ser man i den reviderede franske menneskerettighedserklæring af 1793, som tyrannen Robespierre stod bag. Heraf fremgår det, at »målet for samfundet er den fælles lykke«, og at »offentlig hjælp er en hellig pligt«.

Individuel stræben efter lykke blev afløst af et mere håndfast kollektivt mål for lykke. Det kom til at plage Europa i det 19. og 20. århundrede. Gang på gang blev individuelle rettigheder undertrykt med henvisning til andre »vigtigere rettigheder«. Menneskelig frihed blev undertrykt med henvisning til behovet for menneskelig frigørelse og værdighed. Jødernes frihed blev undertrykt med henvisning til den tyske »sammenhængskraft«. Kulakkernes frihed blev undertrykt med henvisning til opgøret med de »undertrykkende« produktionsforhold.

Heldigvis blev menneskerettighedstanken rehabiliteret oven på Anden Verdenskrig. Individuelle, grundlæggende rettigheder skulle igen udgøre et værn mod totalitarisme. Desværre blev frøet til ny skizofreni sået i FNs universelle menneskerettighedserklæring af 1948. Erklæringen rummer de klassiske borgerlige rettigheder men også en hel stribe »økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder«.

Erklæringens første 21 artikler udtrykker de klassiske vestlige værdier som frihed, lighed for loven, ejendomsret, religionsfrihed og så videre. Alt dette kan man have, uden at andre skal afgive noget. Det er velafgrænsede rettigheder, som man med god ret kan kalde universelle. De kræver ingen særlig politisk definition. De udgør den privatsfære, som staten (og andre) ikke må gribe ind i. Vi kalder det for frihedsrettigheder eller »negative« rettigheder, idet de handler om, hvad man ikke må gøre over for andre.

Men FNs erklæring slutter ikke med de første 21 artikler. Artikel 22-27 nævner alt det, som mennesker angiveligt behøver for at kunne leve et godt liv. FNs erklæring forklarer, at mennesker har ret til social tryghed, en levestandard, som inkluderer føde, klæder, bolig, sundhed, gratis undervisning, ret til arbejde, begrænset arbejdstid, ferie med løn, ret til at nyde kunst og til at få adgang til videnskabens frembringelser, tryghed i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom og alderdom.

Og det lyder jo godt. Men disse »rettigheder« har reelt en helt anden funktion end de klassiske frihedsrettigheder, og tilsammen ligner de mere en ønskeseddel for de ting, som politikere godt kunne tænke sig at gennemføre. De kan kun efterleves, hvis nogen først definerer dem og derefter fremskaffer dem. Eftersom denne slags rettigheder lægger direkte forpligtelser på andre, kaldes de »positive« rettigheder eller velfærdsrettigheder. Sådanne rettigheder afhænger i praksis altid af, hvilket land eller hvilken tid man lever i, og de vil nødvendigvis være forskellige fra land til land afhængigt af velstandsniveauet. Netop derfor er disse artikler i FNs universelle menneskerettighedserklæring slet ikke universelle.

Rettighederne i artikel 22-27 erklærer, at alle har ret til en bestemt livsførelse, men siger ikke noget om, hvem der er skyldig at skaffe midlerne, og hvor meget der skal til. Selvfølgelig er det vigtigt at have bolig, mad og meget mere. Men sådanne upræcise ting kan man ikke skrive ind i en rettighedserklæring uden at devaluere og relativere frihedsrettighederne.

Frihedsrettighederne indebærer, at statsmagten begrænses, og at den - når den agerer - holder sig til snævre spilleregler. Frihedsrettighederne udelukker derfor totalitære regimer, hvad enten de er fascistiske, socialistiske eller religiøse. Men inden for frihedsrettighedernes ramme kan borgerne vælge den samfundsmodel, de måtte finde bedst. Frihedsrettighederne foreskriver således hverken en nattevægter- eller velfærdsstat.

Velfærdsrettighederne angiver derimod ingen begrænsninger for staten og sætter ikke begrænsninger for totalitære regimer. Tværtimod forklarer de, at staten er skyldig at øge sin magt for at kunne omforme samfundet og styre borgernes aktiviteter til det ønskværdige resultat. I praksis medfører det et samfund, hvor staten er altdominerende, hvorfor politisk pluralisme og individuel frihed er uforenelig med velfærdsrettighederne.

Heldigvis er den politiske kultur i Europa stadig modstandsdygtig over for den menneskeretlige skizofreni. De borgerlige og politiske rettigheder er da også den eneste rettighedstype, som den europæiske menneskerettighedsdomstol har kompetence til at pådømme.

Men i FN-regi og hos menneskerettighedsinstitutter, NGOere og akademikere - selv hos den danske regering - er der desværre en konsensus om at ligestille økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder med borgerlige og politiske rettigheder. Rationalet synes at være, at »flere« rettigheder nødvendigvis er »bedre« rettigheder. Den menneskeretlige skizofreni forstærkes således af netop de aktører, der skulle være menneskerettighedernes fremmeste forkæmpere. Hvis skizofrenien bliver kronisk, vil det gå ud over menneskerettighederne som helhed og dermed ud over deres samlende kraft som rammen for det liberale demokrati. Det vil være katastrofalt for den frihed, som menneskerettighederne har været med til at forankre i Vesten.

Det er ikke for sent at redde menneskerettighederne fra skizofrenien. Men det kræver, at man erkender deres begrænsning. Vi skal hylde menneskerettighederne inden for deres rette ramme og tradition. Vi skal ikke vilkårligt opfinde flere nye rettigheder til alt mellem himmel og jord, men styrke håndhævelsen af de helt centrale rettigheder, nemlig retten til liv, frihed og stræben efter lykke.