Ateismen i krise

En fundamentalistisk ateisme gør sig rigtig bemærket for tiden. Listen over aktuelle bogudgivelser, arrangementer, websites, foreninger m.m., der bekæmper religionen og al dens væsen med aggressiv polemik, forhånende satire og grove beskyldninger, bliver stadig længere. Nu er masseproduktion næppe garanti for kvalitet, men man kunne alligevel godt få det indtryk, at ateismen stortrives for tiden, sådan som den højrøstet gør sig bemærket. Men noget kunne tyde på, at der snarere er tale om krampetrækninger end overskydende energiudladninger.

Producenterne af anti-religiøst materiale betragter imidlertid sig selv som intellektuelle elitesoldater, der modigt forsvarer frihedens og rationalitetens bastioner mod angreb fra de religiøse horder. Den aggressive religionskritik ses af religionskritikerne selv som en aldeles fornuftig reaktion på en ekspanderende religiøsitet, der truer de moderne, demokratiske idealer og frihedsværdier. At religiøse grupper af den mere ekstreme slags fra tid til anden sætter demokratiet under pres, er beklageligvis rigtigt nok. Her har religionskritikerne en berettiget kamp. Men de voldsomme udfald er ikke kun rettet mod fanatiske former for religiøsitet; al - ubetinget al - religion er af det onde og bør følgelig bekæmpes med alle tilgængelige midler.

Tonen i ateisternes religionspolemik er temmelig skinger, og når man samtidig kan observere, at kritikken ofte er usaglig og indholdsmæssigt baseret på dogmatiske, ureflekterede gentagelser fra en svunden tid, er alle de ingredienser, der kendetegner den religiøse fundamentalisme, til stede. Og det er dette, at ateismen har antaget fundamentalistisk skikkelse, der afslører, at den er ved at geråde i dyb krise. Fundamentalisme er et krisesignal; og det gælder ikke kun religionen, men i lige så høj grad religionskritikken og ateismen.

Det er jo en helt elementær kendsgerning, at dyr og mennesker bliver aggressive og bidske, når de føler sig truet. Den samme mekanisme gentager sig også på et sociologisk niveau. Når grupper føler sig truet, når deres værdigrundlag smuldrer, medlemstallet falder og de udsættes for det øvrige samfunds mistænksomhed, er der en markant tendens i retning af fanatisme og fundamentalisme. Når mennesket ikke føler sin identitet bekræftet og anerkendt, bliver det aggressivt og farligt - hvis det da ikke bliver deprimeret og tager livet af sig selv forinden.

Den protestantiske bibelfundamentalisme, vi især kender fra USA, er netop opstået som en aggressiv modreaktion på en ydre trussel, nemlig moderniteten. Begrebet fundamentalisme stammer fra begyndelsen af det 20. århundrede. Her udgav konservative kristne amerikanere fembindsværket 'The Fundamentals' som en modreaktion på det moralske forfald, som de liberale, sekulære demokratier var årsag til. Videnskab og sekularisering havde gjort den bogstavelige læsning af Bibelen utroværdig, og i stedet for at forkaste den og overgive sig til udviklingen, blev fundamentalisterne bare mere fundamentalistiske i deres bibeltro. I stedet for at gå i dialog med det moderne samfund, angreb fundamentalisterne det og stigmatiserede de liberale politikere og videnskabsmændene som djævelens håndlangere, kritiserede de spirende kvindebevægelser og krævede, at samfundet skulle indrettes efter bibelske forskrifter.

Fundamentalisme er i virkeligheden en afmagtsreaktion, og som sådan udtryk for desperation. Fundamentalisme er for det intellektuelle liv, hvad krampetrækninger og spasmer er for det biologiske: krisesymptomer udspringende af en desperat kamp for overlevelse. Den ateistiske fundamentalisme kæmper i en vis forstand også for sit liv. Ikke sådan at forstå, at ateisterne bliver forfulgt af religiøse galninge - ikke i vores del af verden i hvert fald. Det er heller ikke sådan, at ateismens overlevelseskamp bliver desperat og fundamentalistisk, fordi dens ideer og holdninger ikke anerkendes vidt og bredt i og af samfundet.

Men ateismen er i krise, dels fordi den ikke har noget nyt at sige, dels fordi den siden storhedstiden i 1800-tallet er blevet doven og lallende, lullet i søvn af en selvsmigrende indbildning om at have besejret den formørkede overtro, vi kalder religion. Efter 100 års dovenskab og åndelig underernæring vågner ateisterne pludselig op til en virkelighed, der har overhalet dem indenom. Religionen er tilbage og ser ikke ud til at forsvinde foreløbig. Frem af den mølædte sæk henter ateisterne nu den ene fortærskede paratfornærmelse af religionen efter den anden. Men da argumenterne ikke længere kommer bag på nogen, virker de ikke, og ateisterne bliver frustrerede, afmægtige og stadig mere fundamentalistiske. Måske er ateisterne dybt nede begyndt at tvivle på det ateistiske projekt.

Richard Dawkins' bog 'The God Delusion' fra 2006, der snart kommer i dansk oversættelse, er i den henseende eksemplarisk. Bogen er så gennempolemisk, at det nærmer sig det komiske. Dawkins, der efter sigende skulle være en blændende formidler af kompliceret naturvidenskab, er langtfra nogen religionsekspert, men det forhindrer ham naturligvis ikke i at skrive side op og side ned om religionen. Resultatet er derefter.

Dawkins' anliggende er at destruere religionen, for religionen er en virus, der angriber hjernen; den bibelske Gud er en psykotisk, hævngerrig, blodtørstig, homofobisk, racistisk bølle; troende mennesker er sindssyge - og sådan fortsætter Dawkins næsten 400 sider med at fremføre sine ubegavede angreb. Er dette virkelig, hvad ateismen har at byde på i dag?

Men det bliver værre endnu. Dawkins er så fanatisk i sit had til religionen, at han ikke kan acceptere, at højintelligente mennesker skulle kunne være religiøse. En af verdens mest anerkendte fysikere, Freeman Dyson, har erklæret, at han er kristen, og at han ikke har noget problem med at være videnskabsmand og troende på samme tid. Dawkins kan simpelt hen ikke tro, en begavelse og et forbillede som Dyson er religiøs, så han hævder, at Dyson af strategiske grunde blot lader, som om han er det. I virkeligheden er han naturligvis ateist, for det er alle begavede mennesker.

Den tidligere biolog og nuværende teolog Alister McGrath har skrevet en lille, men meget overbevisende bog med titlen 'The Dawkins Delusion' (2007). Efter at have læst bogen bemærkede professor i filosofi ved Florida State University Michael Ruse, at 'The God Delusion' fik ham til at skamme sig over at være ateist. Gid også McGraths bog bliver oversat til dansk. Dawkins er nemlig langtfra enestående i henseende til at producere ureflekteret religionskritik. Ateister overalt, også i Danmark, gentager bevidstløst proceduren. Og hvorfor mon det?

Måske fordi ateismen i dag er blevet fundamentalistisk. Fundamentalister tegner nemlig verden op i sort og hvidt, så selv de blinde kan se forskellen; de nægter at gå i saglig dialog for at forstå, men projicerer i stedet fordomme og usandheder, de selv tror på, over på modstanderen. Det kan for så vidt være ligegyldigt, om fundamentalisten er religiøs eller ateist, for begge parter er ude af stand til at sætte sig ud over de fordomsfulde grundindbildninger, der har sløret dømmekraften.

Den moderne ateisme er blevet fundamentalistisk. Det er et krisetegn. Fanatisme og manglende vilje til dialog er symptomatiske reaktioner for verdensopfattelser og livsanskuelser, der er ved at bryde sammen, eller som tilhængerne føler er i fare. Udtalelser og bogudgivelser fra de fundamentalistiske ateister vidner da også om, at de overhovedet ikke er interesseret i at diskutere religion med de religiøse; de afvises blot hånligt som sindssyge og perverse.

I stedet henvender ateisterne sig til deres egne trosfæller i forsøget på at overbevise dem om at holde fast i den ateistiske livsanskuelse uanset hvad. De ateistiske manifester, der vælter ud i disse tider, er forkyndelse rettet til tvivlende ateister; det er litteratur til opmuntring og opbyggelse; det er kriselitteratur, der forsøger at indgyde et spinkelt håb i de stadigt mere desperat kæmpende ateisters sind. Det tragiske ved denne nye tendens er, at ateisterne dermed forsømmer en vigtig samfundsmæssig opgave: at bedrive lødig, kvalificeret religionskritik. Den er nu overladt til teologerne.