Gode chatråd til voksne og børn

Ph.d-studerende Malene Charlotte Larsen fra Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet har udarbejdet en liste med gode råd til internetmødestedet Arto.dk. De generelle tips gælder dog også for andre chatsteder på nettet.

Gode råd til voksne
  • Gå ind på hjemmesiden. Sæt jer ind i, hvad Arto er.
  • Klik fordomsfrit rundt blandt profilerne og siderne.
  • Snak med børnene om deres kommunikation på hjemmesiden.
  • Få en dialog i gang om 'opførsel' på nettet - hvad er god `Arto-opførsel'?
  • Spørg om I må se deres profil - måske siger de ja!
  • Ellers kig på andre brugeres profiler.
  • Husk omgangstonen er en anden end hos jer ('gangster', 'pimp', 'player' eller 'bitch' kan have andre betydninger).
  • Lad jer ikke forskrække af faretruende avisoverskrifter.
  • Oplys hellere børnene om, hvordan de opfører sig på nettet frem for at forbyde dem adgang.




  • Gode råd til børn og unge

  • Vær dig selv. Opret ikke falske profiler. Brug et billede af dig selv.
  • Lad være med at vælge et for udfordrende billede. Så tror andre måske, at du er faker.
  • Tøv ikke med at anmeld en faker, hvis du har begrundet mistanke om, at vedkommendes profil er falsk.
  • Svin ikke andre til. Mob eller tru ikke andre. Heller ikke for sjov.
  • Sørg for ikke at få minus-points.
  • Sørg for at være søde ved andre, giv positive kommentarer - så får du måske selv positive kommentarer igen.
  • Skriv kun noget, du også ville kunne sige ansigt til ansigt. Modtageren kan ikke se et glimt i øjet. Husk smileys.
  • Tænk over, hvordan du selv ville modtage beskeden, inden du sender den.
  • Anmeld og bloker brugere, der generer dig.
  • Lad være med at svare tilbage på ubehagelige beskeder, mobning eller trusler. Slet beskeden og anmeld brugeren.
  • Giv ikke din MSN ud til brugere, der har en anden dagsorden end dig selv. Bloker eller slet dem, hvis de opfører sig modsat forventning, når I kommer over på MSN.
  • Tjek dem, du skriver med: Hvor længe har de været på Arto, hvilke venner har de, hvor er vennerne fra, hvor mange billeder har de, har de IRL-garanti osv.?
  • Lyt til dine egne grænser. "Vil jeg være med til det her?
  • Brug ikke dit navn eller brugernavn som kodeord.
  • Lad være med at give dit kodeord ud.
  • Lad være med at mødes alene med "fremmede" fra Arto.
  • Husk, at Arto er offentlig tilgængelig. Alle kan se dine billeder og beskeder. Også i fremtiden. Tænk over, hvad folk skal finde om dig på nettet, hvis de søger på dit navn om 10 år.
  • Svin ikke dine lærere til. De kan også blive kede af det!
  • En trussel er en trussel - også på nettet. Straffeloven er også gældende på nettet. Husk, at Arto logger kommunikationen, og at de kan udlevere det til politiet. Skriv derfor ikke en trussel for sjov.
  • Læs sikkerhedssiden og retningslinierne på Arto, så du ved, hvordan du undgår minuspoints, spærring eller sletning af din profil.


Kilde: malenel.wordpress.com/arto-info