En skam at gøre engelsk til god latin

Fra radikal side og fra mange andre steder i samfundet lyder der i dag krav om, at man skal indføre engelsk som det andet modersmål. Uddannelser ved de højere læreanstalter udbydes og skal i endnu højere grad udbydes alene på engelsk. På den måde håber man at lokke studerende til fra det store udland (undtagen norske og svenske forstås) Det er et deja-vu, man på en eller anden måde oplever. Visionen om et Europa, hvor folkene taler og forstår det samme sprog.

Vi har været der før, eller rettere sagt, den lærde verden har været der. For det er ikke længere siden end 1830erne, at eksaminer på Universitetet i København kunne foregå på latin, og det er kun få hundrede år siden, at hele det lærde Europa kunne kommunikere på samme sprog.

Så kom Romantikken, Guldalderen, som vi skylder så meget inden for kunst, litteratur og teologi: Grundtvig, Kierkegaard, H.C. Andersen, H.C. Ørsted og mange, mange andre. De ville tale og skrive på modersmålet. Grundtvig kæmpede mod latinen og den sorte skole. Pludselig blev dansk, for første gang i århundreder, det sprog, som de lærde talte på og udviklede til fuldkommenhed. Modersmålet blev danskernes sprog og bandt de forskellige niveauer i samfundet sammen på en måde, så sammenhængskraften voksede uset i Danmark.

Før den tid talte meget af embedsmandsstanden tysk, diplomatiet og de dannede talte latin og fransk, almuen talte dansk, eller som Holberg sagde det: man talte fransk med sin kone, tysk med sin tjener og dansk med sin hund. De forskellige sprog var med til at opretholde opsplitningen af loyaliteter og præferencer i det danske samfund. Man havde mere tilfælles med tyske adelige embedsmænd i Holsten og Preussen end med Per Bonde på godset.

Når man ser på Guldalderens litteratur og kunst, blev det danske landskab og de bønder, man i de dannede klasser ofte havde foragtet, pludselig nogle, man delte kår med.

Fra Reformationen tog denne udvikling fart. Modersmålet i gudstjenesten var det første skridt på vejen mod denne sammenhængskraft, som vi i dag har. Man talte, sang, bad og prædikede på dansk. Der var kun én menighed, selv om de privilegerede havde svært ved at forstå det. Den nationale selvbevidsthed blomstrede op.

I Ribe blev der ansat en historiker ved domkirken, Hans Svanning, som skulle skrive Danmarkshistorien. Hans svigersøn og efterfølger, Anders Sørensen Vedel, oversætter Saxo til dansk for den menige mands skyld, Folkeviserne kom 1591 i »Hundredevisebogen«. Historien bliver det danske folks historie, skrevet på dansk med hensigten at nå alle, selv om det ikke var tilfældet i første omgang.

Da Grundtvig i 1825 derfor skulle svare på spørgsmålet, om Reformationen virkelig skulle fortsætte, var hans svar ja. Det, han mente, var netop, at det danske sprog og det folkelige liv skulle udvikles for det danske samfunds skyld.Hvad vi danskere skylder disse bestræbelser i dag, kan vi næppe overvurdere. Vi lever i et land, hvor få har for meget og færre for lidt, som det var Grundtvigs vision, at vi skulle. Man kan bare kigge efter i de forskellige kanoner, hvis man ønsker at se, hvad Guldalderen har overleveret os inden for kunst og litteratur for at forstå betydningen af denne tid.

Men forstår man, hvad Guldalderen var? Det ser mærkeligt ud i dag, når politiske kræfter vil have engelsk ind på en måde, der kun kan trænge dansk tilbage og skabe skel mellem dem, som behersker engelsk godt, og de mange, der ikke vil kunne det. Jo, måske man kan nogle brokker, men ikke nok til at blive taget alvorligt nogen steder. Det vil, som med almuens latinkundskaber, blive en omskabning til et hokus pokus, som almindelige mennesker forstod latinens hoc est corpus (dette er Kristi legeme).

Latin blev herskersproget i Europa. Af dette latinens sammenstød med lokalsprogene opstod en masse dialekter, der dannede grundlag for de europæiske sprog: fransk, engelsk, spansk, italiensk, portugisisk osv. Men identiteten kom fra modersmålene og ikke fra latinen. Det var sproget, der lå bag dannelsen af identitet i de europæiske lande.

Nu vil man rulle historien tilbage, idet man gør engelsk til det nye lingua latina i Europa. Hele den fælles arv fra fortiden derimod, det som skaber sammenhængskraften, kaster man på møddingen.

Dansk forsvinder som de lærdes sprog, men også det sprog, som virkelig mere end noget andet sprog ligger bag vore fælles rødder, latin, kaster man på møddingen.

I gymnasiet er gymnastik obligatorisk. Det betyder, at man skal indføres i forskellige former for idræt, også på et vist teoretisk plan, og at man skal have karakterer til studentereksamen. Latin derimod er forsvundet ud af rækken af obligatoriske fag og er blevet valgfrit. Et klarere eksempel på politikeres kulturbarbari finder man næppe i historien - og dog.

Da det vestromerske rige brød sammen i 476 e. Kr. og barbarerne fra de germanske og russiske sletter trængte igennem de romerske forsvarsværker, opløstes de forskellige provinser i større eller mindre stammeområder. Den romerske bykultur gik under. Analfabetismen bredte sig.

Kun ét sted blev det gamle kultursprog bevaret: på klosterskolerne og i kirkerne. Sproget kom på trods af det omgivende samfund gennem de næste 1.200 år til at binde Europa sammen, og de kilder til vores fælles europæiske fortid, som findes, er i overvejende grad skrevet på latin.

De samme politikere, der priser EU i tide og i utide, afskaffede latinen. De samme politikere, som har talt stolpe op og stolpe ned om alt det, vi er fælles om, afskærer vores kultur fra at komme i kontakt med fællesgodset og erstatter det med gymnastik og engelsk!

En politiker fra et af landets store oppositionspartier sagde i anledning af kritik af latinens afskaffelse, at det jo ikke var et sprog, som blev talt mere. Forkert: engelsk, fransk, spansk, italiensk m.m. er latin med dårlig udtale.Levekraftige samfund med en kultur, der ikke skal dele sig op igen i klasse-, indkomst- og interessebestemte grupper, må have et modersmål, som skaber solidaritet og genkendelighed i samfundet. Det er en direkte modsat bestræbelse, når engelsk skal gøres til et andet modersmål og overtage det danske sprogs rolle på universiteter og højere læreanstalter.

De kunstnere, teologer og forfattere, der i dag er verdenskendte, kom fra den tid i Danmarks historie, hvor man var mest national og rettet mod det danske. Før den tid var Danmark internationalt set et hul, hvor man ikke engang kunne tale ordentligt latin; sådan vil det gå igen, når vi får gjort alle højtuddannede til engelsksprogede amatører, der ikke kan formidle de største indsigter på dansk heller. Ser man på salmebøgerne fra den første i Malmø 1528 over Hans Thomesens i 1569 og til Den Danske Salmebog, der udkom for få år siden, kan man følge udviklingen i det danske sprog fra et ubehjælpsomt niveau til et forfinet og dybt sprog. Det tog tid.

Logisk set skulle det jo være anderledes, sådan ser det ud for kræmmermentaliteten. Hvis vi taler samme sprog, kan vi tale og handle med flere. Vi kan lettere gøre os forståelige i udlandet, og så går det fremad for samfundet. Denne husmandslogik indeholder masser af indlysende fejl. Man bryder den nationale sammenhængskraft og solidaritet mellem de privilegerede og almindelige mennesker, som man ikke længere forstår sig som del af. Man er jo meget mere fælles med andre ligesindede klasser i Europas lande end med fru Mortensen i Thisted. Man skærer rødderne til den virkelige europæiske sammenhængskraft over ved at fjerne latinen fra gymnasierne og efterlade de unge i en babylonisk forvirring af valgfag. Man kommer ikke til at »producere« én Søren Kierkegaard, Grundtvig, Holberg eller H.C. Andersen, når alle taler og skriver nyengelsk, men kun Erasmus Montanusser, der på engelsk kan bevise, at morlille er en sten, og at when we can talk to everybody, we can sell more, and if we want to talk to everybody, we must speak English, so if we speak English, we will sell more ... Det kommer næppe til at gå sådan.tKronikken i morgen:

»Livets punktum«. Redaktør Timme Bisgaard Munk skriver om den gode nekrolog.