En enkelt gang har jeg befundet mig en time i den uzbekiske by Samarkand. Og selv om det blot drejede sig om en kort mellemlanding på vej til Pakistan, var det en særlig fornøjelse at have set endnu et af de magiske steder, som tegneseriehelten Corto Maltese har berejst.
Dette blot som et personligt apropos til det glædelige faktum, at forlaget Faraos Cigarer nu fortsætter sin genudgivelse af Hugo Pratts Corto Maltese-album, en udgivelsesrække som er fuldt ud så relevant som Carlsens store genlancering af Tintin. Denne gang drejer det sig om »Det gyldne hus i Samarkand«, hvor man følger den maltesiske sømand Corto Maltese på en modvillig skattejagt gennem Lilleasien i 1920rne, mens tyrkiske nationalistfraktioner skiftevis bekæmper hinanden og kurdiske og armenske separatister.
Serien er i dette tredje album for alvor kommet ind i sin mystisk-filosofiske fase, ikke mindst i form af Corto Malteses mærkelige, tyrkiske dobbeltgænger Chevket, der varsler død og undergang. Hashish-tåger og dervish-drømme hvirvles ind i handlingen, og det bliver helt Borges-agtigt, når det er Cortos kampfælle Rasputin, der vågner af den sovende Corto Malteses drøm!
Lilleasien selv bliver i seriens minimalistiske, nærmest silende rolige streg til endnu et af Pratts lande, der er meget mere end geografi. Som i Orhan Pamuks bøger er de anatolske landskaber snarere en tilstand.
Hverken historicitet eller psykologisk realisme er Hugo Pratts ærinde. Personerne skubbes ind i handlingen som skydefigurer i et kulisseteater og siger ting som: »Venskab og sandhed er uforenelige størrelser. Kun den stumme dialog mellem fjender er frugtbar«. Og uanset deres nationalitet eller øvrige baggrund synes de altid at kende hinanden fra tidligere eventyr.
Ind imellem bliver det manieret og førmoderne som Kipling, men det er en del af charmen ved serien. Vi er mange årtier før globaliseringens afmystificering af jordklodens afkroge, da stednavne stadig havde en eventyrlig klang, og mennesker endnu kunne rumme gåder.
Dog bliver der faktisk løftet en flig af den største gåde, nemlig Corto Maltese selv. Da han i en drøm møder sin egen underbevidsthed i skikkelse af en dobbeltgænger, bebrejder denne ham nemlig: »Du har hverken gjort din pligt som katolik over for din familie eller din pligt som anarkist over for samfundet«. Har den vagabonderende Corte Maltese kone og børn? Er han anarkist på flugt fra et hemmeligt politi?
Det er interessant, hvorledes den brandaktuelle tyrkisk/armenske konflikt er historisk baggrund for handlingen, men det er karakteristisk for Hugo Pratt, at han foretrækker at trykke legenden fremfor de historiske fakta. Da den historiske tyrkiske general Enver Pacha, i en af seriens sidste scener møder sit endeligt, mens han ene mand angriber en armensk batalion, sker det med en heroisk afskedsalut til Maltese: »Alt er kismet!« (Alt er skæbne).
Den virkelige, og angiveligt knapt så heroiske, Enver Pacha er også beskrevet i en tekstindledning af Hugo Pratt, hvor han ridser sit research-arbejde på personen op. Den 60 sider lange indledning rummer en overflod af dokumentation, skitser og akvareller. Samt en mængde kulørte plancher fra Pratts arkiv, der vidner om tegnerens kærlighed til militæruniformer, de uniformer, som i alle seriens eventyr er en visuel metafor for outdatede begreber som pligt, mod og afstukket skæbne. Læs, snus ind og drøm videre i Hugo Pratts tyrkiske univers!
