Che Guevara, en af det 20. århundredes allerstørste politiske personligheder, som skabte håb for verdens undertrykte, skal nu kastes helt ned i det historiske søle. Med udgangspunkt i en offentligt støttet fotoudstilling i Aalborg af nogle af Ches billeder førte Berlingske Tidende tidligere på sommeren an med en artikelserie med kritik af udstillingen. Det deprimerende er, at avisen helt har glemt den virkelighed, som prægede Latinamerika på Ches tid - og som man er nødt til at erindre sig, når man med nutidens øjne vil dømme fortiden.
Siden Columbus i 1492 opdagede kontinentet, lykkedes det for især Spanien og Portugal at smadre de oprindelige folk. Sammen med den katolske kirke kolonialiserede Vesten nogle af vendenshistoriens største kulturer - mayaerne, inkaerne, guaranierne - med en enorm udbytning til følge.
Denne rå form for udnyttelse tog til i styrke i 1900-tallet, hvor røverkapitalisme og fascistiske regimer blev til dagens uorden. Alt imens de rigestes formue voksede, blev de fattigste masser knuget stadig længere ned i elendigheden. Latinamerika har i det meste af 1900-tallet været styret af kapitalistiske oligarker med tætte bånd til militæret og politiet eller af populistiske tyranner. Amerikanske udenrigsministre i efterkrigstiden forsømte at hjælpe spirende demokratier på vej, fordi koldkrigerne altid hellere ville have en sort despot end en rød demokrat, hvilket vi så under præsidenterne Truman, Eisenhower, Kennedy, Johnson, Nixon og Ford. I dag er det almindeligt anerkendt, ikke mindst i USA, at tiden fra omkring 1948 til 1975 er en fejlbelagt periode i amerikansk udenrigspolitik - ikke mindst i forhold til Latinamerika.
Ches idealistiske indsats og hans brutale metoder skal ses i det lys - nemlig at han var en frihedskæmper på et kontinent præget af gangsterstyrer. Hans holdninger blev formet, da han som lægestuderende forlod Buenos Aires i 1951 for at tage sin nu berømte motorcykelrundrejse i Latinamerika. Her oplevede han på nærmeste hold den undertrykkelse, som det meget store flertal af latinamerikanerne blev fastholdt i. Det var den type dannelsesrejser, som præger enhver ung - og som bør føre til, at man drømmer om en bedre, en mere retfærdig verden. Han mødte Fidel Castro i midten af 1950erne, formentlig i Mexico, og sluttede sig til hans kamp for et frit Cuba. Under den ualmindeligt ubehagelige fascistiske diktator, oberst Batista, havde øen udviklet sig til et ekstremt ulige og undertrykkende samfund. Den vulgære rigdom, som prægede de rigeste på Cuba, efterlod de fleste i stadig værre armod. Batista-styret i tæt alliance med præsident Eisenhower og den amerikanske mafia undertrykte det cubanske folk i en grad, der kaldte på et væbnet oprør. På ægte frihedskamp.
Che besluttede sig for at handle og var fra anden halvdel af 1950erne og godt ti år frem reelt Castros næstkommanderende. Han blev i 1959 frontfigur i en af de mest sympatiske revolutioner, som kloden har set, da Batista blev tvunget bort. Cuba udviklede sig til et af de mest velstående latinamerikanske lande - med en i regionen uset stor grad af alfabetisme, sundhed og livskvalitet. Che indtog ledende poster som nationalbankdirektør og industriminister - og kæmpede indædt for at indføre planøkonomi og kommunisme. Han havde unægtelig sine meget negative og totalitære sider - eksempelvis som ledende dommer i de standretter, som blev gennemført mod revolutionens modstandere, herunder såkaldte moralske afvigere som homoseksuelle, poeter og rockmusikere. Che støttede dødsstraf og har sandsynligvis også selv henrettet cubanere.
Kan den slags forsvares? Nej, det kan det naturligvis aldrig. Men ved at sætte begivenhederne ind i en større sammenhæng kan det bedre forklares. Efter revolutionen på Cuba i 1959 blev virksomheder, herunder store amerikanske, nationaliseret, og konfrontationen mellem USA og Cuba tog til. I 1961 forsøgte Kennedy at styrte Castro under den mislykkede aktion i Svinebugten, og både før og efter prøvede CIA adskillige gange at dræbe Castro og Che. Efter Cuba-krisen i 1962 indledte USA en lammende blokade, som tvang Castro ensidigt i armene på Moskva - og som lige siden har været med til svække levefoden for den enkelte cubaner. Castros eget styre udviklede sig med årene til en farlig parodi. Men den amerikanske brutalitet i Latinamerika i de år - for ikke at glemme Vietnam-krigen - siger noget om det betændte klima, som enhver politisk leder befandt sig i. Der var tale om permanent undtagelsestilstand for alle de lande, der undlod at underlægge sig Washington - fordi skiftende amerikanske præsidenter skånselsløst udsendte dens statsbetalte CIA-lejemordere hvor som helst.
Che agerede som frontfigur i den post-koloniale verden, der prægede Latinamerika og Afrika i 1960erne. Hans mål var at bekæmpe røverkapitalismens værste sider - og metoden var at gennemføre revolutioner ved hjælp af guerillakrige. Med Havana som udgangspunkt søgte han - uden større held - at overføre kampen til steder som Algeriet, Bolivia, Congo og Angola. Alle steder blev der taget voldsomme metoder i brug, men, og det er et vigtigt, dem, han kæmpede mod, var selv brutale ud over enhver fantasi. Da Che selv blev dræbt - langt inde i Bolivia i 1967 - blev han således nådesløst henrettet med hjælp fra eller direkte af den amerikanske efterretningstjeneste.Mange af de internationale historikere, som i dag ser på udviklingen i Cuba, forstår naturligvis den sammenhæng, som den revolutionære latinamerikaner skal sættes ind i. I det seneste nummer af Foreign Affairs omtales to nye bøger, Democracy in Latin America: Political Change in Comparative Perspective af Peter H. Smith fra Oxford, og Democracy and U.S. Policy in Latin America During the Truman Years af Steven Schwartzberg, tidligere Yale, som netop understreger vigtigheden af at forstå den tid, som Che og andre agerede i.
For mig er det endnu vigtigere at se Che som den bannerfører, han fortsat er for verdens undertrykte folk. Som et lysende håb om, at det kan lade sig gøre at skabe en bedre verden for de hundredevis af millioner, som i dag lever under miserable forhold. I mit univers hører Che derfor til blandt det 20. århundredes helt store politiske forbilleder - sammen med folk som Mahatma Gandhi, Nelson Mandela, Franklin D. Roosevelt, Winston Churchill, John F. Kennedy, Martin Luther King, Mikhail Gorbatjov, Bill Clinton og andre.
Flere af dem har også begået enorme moralske svigt i deres liv, men er alligevel samlet set helte. Jeg placerer Che sammen med dem, fordi han modigt kæmpede for et bedre liv for de svageste - i en tid, hvor urimelighederne var kolossale, og hvor de, der sad på magten og skulle bekæmpes, ingen moral ejede overhovedet. Hvor de forbrydelser, som den ene side - eksempelvis Ches - reelt og bevisligt stod for, i sandhedens navn må sættes over for de kriminelle handlinger, som den anden side - ikke mindst de USA-sponsorerede diktaturer - ustandselig gennemførte.
Jeg er selv en dyb modstander af den totalitære kommunisme, som udfoldede sig i især anden halvdel af det 20. århundrede, men der er altså behov for at nuancere, hvad der også stod og stadig ofte står på den anden side: Den rendyrkede kapitalisme - ofte forklædt under falske demokratiske slogans fra Verdensbanken eller anden imperialisme - må påtage sig et meget stort ansvar, måske det største, for denne klodes ulighed og risiko for økologiske katastrofer. Ekstrem fattigdom er desværre de frie markedskræfters onde fætter. Virkeligheden er jo, at vi i disse år oplever, at de allerfattigste mennesker på kloden bliver fattigere år for år - og at den frie verdens ledere, hvor folkevalgte de end er, intet reelt bud har på at løse denne moralske katastrofe.
Det, som verden for alvor har brug for i disse år, er derfor flere af Ches typer, men i en nutidens udgave - uden den brutalitet, som han dengang benyttede, fordi tiden var en anden. Vi må finde nye stærke personligheder, som kan udtænke en alternativ vej og skabe begrundet håb om, at verden rent faktisk kan blive bedre. De typer er per tradition revolutionære - og derved farlige for denne verdens veletablerede institutioner.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
