Jeg gjorde et lille forsøg i forgårs. Et ikke-videnskabeligt forsøg. Jeg søgte i arkivet på mordet på den hollandske instruktør Theo van Gogh. Resultatet var en masse artikler, sagen har været beskrevet grundigt i alle landets aviser i mere end en uge. Dernæst koblede jeg de fem navne, Klaus Rifbjerg, Georg Metz, Carsten Jensen, Hanne-Vibeke Holst og Kirsten Thorup på søgningen. Jeg søgte på navnene hver for sig, jeg søgte i de tre aviser: Berlingske Tidende, Politiken og Information.
Resultatet var: 0 artikler.
Jeg gik ud fra, at resultatet var en fejl, så jeg søgte en gang til. Det gav samme resultat. Jeg bad en student søge endnu en gang, resultatet var det samme: 0 artikler. I går, lørdag, gjorde jeg på ny et forsøg, resultat: 0 artikler.Mordet på van Gogh har rystet det hollandske samfund. Det er en tragedie. Det er et angreb på folkestyret, hvor det er allermest sårbart: Vores frie ord. Det kalder på en fælles fordømmelse. Om noget, må alle kunne stå sammen om at sige nej, også her i landet. Det er en begivenhed, der rækker ud over vores almindelige uenigheder og skærmydsler. Det er en situation, der kalder på en fælles demokratisk manifestation.
Kan vi leve op til det?
Næh, det kan vi ikke. Hvis mordet var en tragedie, er reaktionen i den danske offentlighed skræmmende. Ganske vist har en række repræsentanter fra islamiske samfund i Danmark fordømt mordet, men ofte er det sket i tvetydige vendinger. Andre, også veluddannede unge mennesker, har udtrykt forståelse, mest tankevækkende var de velformulerede piger i »Dags dato« forleden aften, de mente at Theo van Gogh selv havde været ude om det. Et medlem af Det Radikale Venstre, har foreslået, at ytringsfriheden indskrænkes. Og danske forfattere, for hvem intet er for småt, når det gælder deres deltagelse i den offentlige debat - de er tavse. Stillet over for dette angreb på det frie ord, den ytringsfrihed som de i det daglige tager for givet, viger de tilbage.
Hvorfor tier I?
Er I bange for jeres eget skind? Er det for ubekvemt? Har I givet op, erkendt at tiden er løbet fra jer? Verden er en anden i dag end i går. Striden står ikke mellem højre og venstre, striden står mellem demokrati og fundamentalisme. Tidens spørgsmål kan ikke besvares med de politisk korrekte svar. Jeres venner fra i går er ikke længere jeres venner. Jeres fjender er ikke længere jeres fjender. Rækker jeres horisont til at forstå det? Rækker jeres moral til at indrømme det?Jeg troede, at kunstens og kulturens opgave var at provokere, at råbe op, at tænke nyt, at se nye sammenhænge, at komme med bud på alternativer, at kunsten altid ville råbe op ved det mindste anslag mod vores frihed, at kunsten ville rette kritik mod fordomme, mod stilstand, mod det reaktionære og at kunstnere altid ville stå forrest i den kompromisløse kamp for frisind og for det frie ord.
Jo, god morgen. Når der står noget på spil, når indsatsen er forbundet med personlig risiko i mere end én forstand, er I forsvundet ned i et musehul.
Disse års store udfordring er globaliseringen med dens mange muligheder og udfordringer. Den største udfordring af dem alle er sammenstødet mellem den vestlige verdens demokratiske værdier og fundamentalismen. Den udfordring skal vi imødekomme. Stillet over for denne udfordring viger I tilbage, I vil ikke tage livtag med den, ikke risikere noget, ikke tage ansvar, I har ikke noget at sige. I vælger tavsheden.
Forventer I, at vi lytter næste gang, I vil fortælle os noget?
