DR forvrænger integrationsbilledet Kronikken

Debatten om kvaliteten af DRs orientering om samfundsforhold kan formentlig hidtil siges i alt væsentligt at være blevet reduceret til, om bestemte udsendelser i DR ligger for langt til den ene eller anden politiske side.

Nok så givende måtte det være, hvis uafhængige forskere - f.eks. på det Institut for Journalistik ved Syddansk Universitet, hvis grundlægger Jørn Henrik Petersen lige nu fejres med festskriftet »Kære Samfund« fra Syddansk Universitetsforlag - gik i gang med en empirisk og detaljeret afdækning af, hvor tæt DRs oplysninger om samfundsforhold så ligger på den foreliggende statistik, eller på uimodsagt forskningsmæssig viden. F.eks. alle radioudsendelser fra og med 2001 fra institutionens flagskib vedrørende samfundsforhold »Orientering« og »Markedspladsen« er tilgængelige på internetadressen www.dr.dk/orientering.

Som en appetitvækker på en sådan forskningsindsats omtaler det nævnte festskrift et mindre pilotprojekt, hvori der spørges, hvad en gennemgang af et enkelt års radioudsendelser fra P1 med behandling af integrationsproblemerne for indvandrere i Danmark siger om omtalen på feltet hos resp. journalister og forskere. Nyere svensk forskning (Kent Asp m.fl., 2002) finder stor afstand mellem mediernes, forskningens og i øvrigt befolkningens billede af integrationsproblemerne.

Pilotprojektet i festskriftet i Odense omfattede 51 udsendelser. De er produceret i en periode, hvor der efterhånden forelå ganske mange forskningsbaserede publikationer specielt om integrationen på arbejdsmarkedet i Danmark - fra Danmarks Statistik, fra nationaløkonomiske forskermiljøer ved AKF og ved de højere læreanstalter, specielt i Århus, samt - gennem 1999 og 2000 - i alt fire større rapporter fra Rockwool Fondens Forskningsenhed i København. Publikationerne fra alle de nævnte miljøer var blevet grundigt dækket i dagbladene. Gennem hele 2001 lå altså det forskningsmæssige integrationsbillede let tilgængeligt: at integrationen af vore nye ikke-vestlige medborgere stort set var mislykkedes: 55 pct. af dem levede på overførselsindkomster.

Analyserne af årsagerne til den i vidt omfang mislykkede integration på arbejdsmarkedet pegede primært på manglende danskkundskaber og svag kontakt med det danske samfund i øvrigt. Omvendt viste det sig, at den hidtil hos nogle meningsdannere udbredte opfattelse af diskrimination som den centrale bremse på integrationen ikke kunne stå for en nærmere statistisk prøvelse. Som for den af andre meningsdannere fremhævede muligt afgørende bremse, de ofte svage økonomiske incitamenter, viste diskrimination sig nok at være en hindring for en del indvandrere - men de to faktorer spillede altså ikke en afgørende rolle.Dette forskernes relativt klare og under alle omstændigheder let tilgængelige integrationsbillede befinder sig, viser det sig nu, på ganske stor afstand af det integrationsbillede, som »Orientering« og »Markedspladsen« tegner i de pågældende 51 udsendelser i 2001. For det første omtales problemerne med de allerede ankomne indvandreres integration som sådan overhovedet ikke, hverken af journalisterne eller af folk, der interviewes, i 35 af de 51 udsendelser - interessen er i stedet samlet om, hvor besværlig eller hvor let flygtninges adgang til landet er, jf. nedenfor.

For det andet viser udskrifterne af de 16 udsendelser, hvor integrationen i Danmark overhovedet omtales, kun en særdeles beskeden interesse for hovedresultatet om indvandrernes (lave) beskæftigelsesfrekvens. Frekvensen nævnes kun i tre udsendelser. Således omtales den af den nytiltrådte integrationsminister i VK-regeringen i et interview med ham den 28.11.2001. Med lidt god vilje kan et indslag 20.3.2001 om et mislykket integrationsprojekt på en større virksomhed i Silkeborg også siges at pege på problemets omfang. Og endelig gengiver en DR-medarbejder i en kommentar 16.8.2001 indvandrernes lave beskæftigelsesprocent, med Regeringens Tænketank som kilde, men her med den kritiske karakteristik, at der er tale om »et råt, overordnet tal, der virker dramatisk, og kalder på dramatiske løsninger«. Journalisten anbefaler i stedet, at man supplerer tallet med oplysninger om nogle af de undergrupper af indvandrere, for hvem integrationsbilledet ser bedre ud.

For det tredje omtales faktorer, der kan have sammenhæng med beskæftigelsesfrekvensen, trods alt samlet set 25 gange i de 16 udsendelser af DR-medarbejderen eller af en gæst i studiet, med diskrimination særligt hyppigt fremhævet. Forskningens billede af vigtigheden af danskkundskaber (og socialt netværk i Danmark) fremstår her i radioen tilsvarende nedtonet.

Mens periodens udsendelser i »Orientering« altså (i 16 udsendelser) viser en vis, men overskuelig interesse for integrationen, er programmet (i 35 udsendelser) som nævnt stærkt optaget af flygtningepolitikkens problemstillinger, specielt spørgsmålet om flygtninges adgang til faktisk at få, eller bevare, retten til at opholde sig i Danmark. I øvrigt er godt og vel halvdelen af disse udsendelser vinklet som kritiske kommentarer til periodens faktiske eller planlagte opstramninger i flygtninges adgang til ophold her.Kritikken er i øvrigt normalt formuleret, så radiolytteren ikke ret længe behøver at være i tvivl om redaktionens vurdering: Hjemsendelserne dækkes uden omtale overhovedet af politikernes og centraladministrationens egne begrundelser for, at man nu mener at kunne hjemsende. En opstrammende lovændring på et andet flygtningepolitisk område repræsenterer »en svækkelse af retssikkerheden«. Og en tidligere minister, der nu har foreslået stramninger i flygtningepolitikken, »har misforstået eller bevidst misforstået« tingene.

Den relativt klare flygtningepolitiske stillingtagen, der ligger i samlingen af en stor del af interessen omkring, hvad der for lytterne må fremstå som en stribe af fortsatte stramninger med ofte stærkt problematiske konsekvenser, følges også i redaktionens generelle kommentarer, f.eks. om at i Danmark »er det ikke... mindstekrav på et højt humanitært niveau, der står på dagsordenen. Det gør derimod enhver idé, brugbar eller ej, om at lave yderligere stramninger i den nationale asyl- og indvandrerpolitik«.

Oplysningerne fra UNHCR om, at andelen af positivt afsluttede asylsager faktisk lå i top i Danmark, blev kun bragt én gang i den undersøgte periode, hvor den nemlig (hvad angår Danmark, Tyskland og Holland) blev fremdraget af den nytiltrådte integrationsminister den 28. november 2001, dvs. meget sent i den undersøgte 12-måneders periode. To dage senere tog redaktionen så endelig selv fat på denne af DR hidtil oversete statistiske information. Det skete i et interview - ikke, som man måske kunne have forestillet sig, med en statistisk sagkyndig fra UNHCR, eller måske fra Danmarks Statistik, men derimod med en jurist med speciale i menneskerettigheder. Juristen tvivlede på specielt de tyske tal og kommenterede ikke de hollandske, hvorpå DR-journalisten konkluderede, at »Danmark hører til i den mest restriktive ende i Europa. Vi er et af de lande, der har den mest restriktive og konsekvente udlændingelovgivning«.I alle tilfælde vurderet på det her gennemførte pilotprojekt af relativt beskedent omfang ser der alt i alt ikke ud til at være tvivl om, at integrationsbillederne, som de her i perioden præsenteres i »Orientering« og »Markedspladsen« på den ene side, og i statistikken og den samfundsvidenskabelige forskning på den anden side, ikke har ret mange lighedspunkter.

Det kunne, hvad man også må regne med muligheden af, skyldes ufuldkommenheder i forskningen og i statistikken eller, trods al god vilje, i den pædagogiske formidling af disse resultater til offentligheden. Men det kunne også have noget at gøre med - som det blev nævnt i en mere omfattende svenske analyse af integrationsbillederne - at journalisternes holdning til landets åbenhed over for flygtninge er så langt mere positiv end befolkningens:

En Gallup-undersøgelse blandt 501 danske journalister (på dagblade, fagtidsskrifter, i DR m.v.), foretaget til formålet her i 2003, viser, at mens 39 pct. af den danske befolkning (i 2002, dvs efter regeringsskiftet) var tilfreds med flygtningepolitikken, ønskede 46 pct. yderligere stramninger. Andelen med ønske om stramninger var derimod blandt journalisterne kun 12 pct.

Når den foreliggende samfundsvidenskabelige viden (f.eks. om at integrationen indtil nu i vidt omfang er mislykkedes, og om at dansk asylpolitik i perioden hørte til Europas mest lempelige) i vidt omfang ignoreres eller modsiges i udsendelserne i pilotprojektet her, kunne det altså måske skyldes, at det også her i Danmark kunne være »troligt att journalisternas egna åsikter även slår igenom i den professionelle yrkesutövningen«.

Afstanden mellem forskningens og journalisternes integrationsbilleder synes under alle omstændigheder i pilotprojektet her, med kun aflytning af ét års radioudsendelser, at være så iøjnefaldende stor, at hvis medieforskerne i Odense eller andetsteds kaster sig ud i den her foreslåede, mere omfattende indholdsanalyse af DRs udsendelser, bør også dette aspekt gennemlyses på hele det meget større materiale af arkiverede udsendelser, som blot ligger og venter på medieforskerne.tKronikken i morgen:

»Med Bournonville i Italien«. Professor Ditlev Tamm skriver om Danmarks store balletnavns rejser.