Bødlerne har fået ansigter

Historie: »Stiftelsen. Bødlerne fra aktion Reinhardt«. Holocaust var ikke en maskinel og blodløs proces. Der stod levende mennesker på modtagelsesramperne i lejrene. Men hvem var disse mænd, der tævede og myrdede uskyldige i flæng? En dansk bog om de nazistiske bødler er et vægtigt bidrag til international forskning.

Man viger lidt tilbage fra at læse denne bog.

Den hedder »Stiftelsen« og handler om de nazistiske bødler, der var blandt de mest aktive ved udryddelsen af jøderne. Vi forestiller os måske Holocaust, skriver forfatteren Torben Jørgensen, som en slags ublodig, maskinel proces. Togvogne, gaskamre og skud. En masselikvidering uden skrig og blod. Men virkeligheden var ganske anderledes og primitiv. Voldsomme modbydelige overgreb på mænd, kvinder og børn, spontane voldsorgier og blodige dødsscener. Virkeligheden var så afskyelig, at den ikke kan genfortælles. Hvad drev disse mennesker, der blev bødler? Den amerikanske historiker Henry Friedlander måtte efter grundige studier slå ud med armene og indrømme, at han stadig ikke fattede, hvad der motiverede dem. Den unge historiker Torben Jørgensen, der nu er ansat ved Institut for Internationale Studiers Holocaustafdeling, har sat sig for at undersøge deres motiver. Hans grundmateriale er hovedsageligt de politiafhøringer, der fandt sted i 1960erne af 38 tidligere nazistiske vagter i koncentrationslejrene samt interviews med overlevende jøder.

Nazisterne startede allerede deres blodige virksomhed i 1939 med at udrydde patienter på tyske anstalter. Det var det såkaldte eutanasiprogram, hvor ca. 90.000 blev dræbt. Morderne var organiserede i en særlig gruppe kaldet »Stiftelsen«, og de blev senere udvalgt til at være vagter i udryddelseslejrene. Det var disse vagter, der myrdede op til 1,8 millioner jøder fra 1942 til 1943 i den såkaldte »Aktion Reinhardt«. Mændene i »Aktion Reinhardt« var både organiserede SS-folk og civile i uniform. Der var intet, skriver Torben Jørgensen, der pegede på disse civilister som særligt egnede til at blive sadistiske mordere. De var ganske almindelige tyskere. Det eneste, der adskilte dem fra hovedparten af andre tyskere, var, at de alle var medlemmer af nazistpartiet. Opdragelsen i de nazistiske aktiviteter fremmede i sig selv de sadistiske og menneskeforagtende tendenser. De var gennem en årrække med til at dræbe og ydmyge systemets fjender og lærte betingelsesløs hårdhed og lydighed. Deres ledere var veluddannede og begavede mennesker, og projekterne sanktioneret af samfundets top.

Når de i 1942 kom til lejrene, var der frit spil for ondskabens radikalisering. Jo hårdere de var, jo mere prestige og jo flere fordele fik de. Kulturen på arbejdspladsen virkede i retning af at forstærke brutaliseringen. Hvis enkelte medlemmer af gruppen foresøgte at undgå at deltage i mord og sadisme, så medførte det isolation. Måske havde nogle af dem moralske konflikter, hvilket det store alkoholforbrug måske kunne indikere. Men de medvirkede alle i djævelske handlinger, som bogen beskriver i detaljer.

Accept af planen
Torben Jørgensen tegner et billede af en gruppe mænd, hvis vanvittige overgreb på lejrenes jøder blev skabt af specielle historiske omstændigheder. Andre nazistiske likvideringsgrupper, som f.eks. de såkaldte Einsatzgrupper, havde en anden sammensætning og en anden adfærd.

Torben Jørgensen skriver, at disse lavt placerede gerningsmænd i vid udstrækning syntes indforstået med det nazistiske udryddelsesprojekt. Holocaust var planlagt af ledelsen, men hele vejen ned gennem systemet, ja helt ned til vagterne på modtagelsesramperne i udryddelseslejrene, var der en forståelse og accept af planen. Denne indforståehed, skriver Torben Jørgensen, var ikke blot med til at give folkemordet dets form, men var også langt hen ad vejen med til at skabe forudsætningerne. Hvis disse vagter, disse civile bødler i uniform, var almindelige tyskere, så antyder det en tavs overensstemmelse mellem lederskab og dele af befolkningen, der gjorde folkemordet muligt. Efter krigen blev de aktive bødler dæmoniserede som specielt onde, hvilket fratog den almene tyske befolkning for et medansvar. Vi skal helt frem til den amerikanske historiker Daniel Goldhagens bog »Hitlers Willing Executioners« (1996), før en omfattende debat om tyskernes kollektive medskyld rejste sig. Torben Jørgensens bog er udover at være en skildring af de tyske bødler også et bidrag til denne principielle debat. Og han konkluderer, at folkemordet ikke kun var elitens projekt. Han er med til at nuancere billedet af den nazistiske mordmaskine og ikke blot opfatte udryddelsesprojektet som en slags industriel proces, hvor ansigtsløse bureaukrater som Adolf Eichmann satte maskinen i gang, der derefter kørte af sig selv. I Torben Jørgensens og andres forskning har morderne nu fået ansigter, og det viser sig, at disse mordere på det lavere plan både tog initiativer og var medansvarlige for folkemordets karakter og omfang.

Der er tale om en meget pålidelig bog, der har anvendt originale retsarkivalier og desuden en meget bred og ny forskningslitteratur. Bogen er debatterende, men altid forsigtig i sine konklusioner. Beskrivelserne fra lejrene er hæslige i al deres ondskab og det anbefales at springe de sider over, hvis man ikke har stærke nerver. Der er tale om et dansk bidrag til udforskningen af det 20. århundredes totalitære mordexcesser på et internationalt plan.