Hadets nødhjælp

»Jeg hader alle israelere. (...) Israelere får palæstinensere til at føle, at der er noget knust inden i os,« siger den unge studerende Wafa Jamil. »Vores fjendskab med jøderne skyldes ikke, at de er jøder. Det er fordi de tog vores land,« lyder det fra Salah Othman.

Othman mener det for øvrigt. Denne veluddannede IT-ekspert har overlevet en selvmordsaktion. Han bruger sin ytringsfrihed og er ikke bange for at komme i fængsel igen. Det vil bare give ham »ro og tid til at komme Gud nærmere og tilbede ham«. På sine palæstinensiske brødres vegne erklærer Othman så, at »bliver vi dræbt som martyrer for Gud, stiger vi op til Gud den Almægtige«.

Disse udtalelser stammer ikke fra Hamas eller PLO. De har derimod stået på Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside indtil 7. februar. En kirkelig hjælpeorganisation har ladet disse synspunkter komme til orde uden at fordømme dem.

Folkekirkens Nødhjælp har på søndag sogneindsamling. Kirkegængere fra den lokale sognekirke vil gå rundt i sognene. Der skal samles ind til flere projekter, først og fremmest til kampen mod AIDS i Afrika, en stor og meget vigtig opgave. Fordi så mange gode kræfter aktiveres i en vigtig sag, er det bare så synd, at Nødhjælpen ikke magter at tøjle sin propalæstinensiske politik og tage hensyn til folk i folkekirken med et mere nuanceret syn på Israel-Palæstina-konflikten. Er kampen mod Israel virkelig så vigtig, at den skal stå i vejen for det verdensomspændende nødhjælpsarbejde?Nødhjælpens antijødiske udtalelser blev formidlet i nøgne citater fra dokumentarfilmen »De besatte« af Jørgen Flindt Pedersen. Man oplyste, at filmen skulle skabe forståelse for, hvorfor »en rar familiefar« og hans kone glæder sig til, at deres børn kan blive martyrer. Fem palæstinensere fortæller om deres »såkaldte hverdage«. To af dem lyser langt væk af had. Israels kamp mod terror blev på hjemmesiden omskrevet i formuleringer som »dæmonerne, som undertrykkelsen slipper løs, og som truer med at stjæle al menneskelighed«.

Mandag 3. marts fik vi den så alle sammen at se på TV 2, opreklameret som en højaktuel dokumentarfilm. Bogen på Gyldendal har allerede solgt ganske godt. Så alt i alt kører mediemaskineriet ganske godt for Flindt Pedersen.

Det er ikke overraskende, at Flindt Pedersen laver en sådan film. Hans antiisraelske filmkunst har været kendt siden hans Beirut-film fra 1982. I denne film lykkes det ham at glorificere Hamas' selvmordsbombere som helte. Vi ser martyrvideoen, drabene og terroristens had, og vi hører familiens syge lovprisning af martyriet. Alle hader. Palæstinenserne vil have al jorden i hele Israel tilbage. Der er ingen nuancering her.

Producerens overbevisning er ingen nyhed. Det er derimod overraskende, at Folkekirkens Nødhjælp er med til at finansiere en så ensidig film med 200.000 kr. og reservationsløst promoverer den. Det er ganske svært at se, at en så dybt ensidig film kan være et seriøst nødhjælpsanliggende. Man tænker uvilkårligt på, om filmstøtten mon går fra kirkegængernes indsamling, eller om beløbet tages fra de danske skatteborgeres midler til Nødhjælpen. Eller har man adgang til Danida-midler, der kan bruges til propalæstinensisk propaganda?

En del af problemet er selvfølgelig, at Nødhjælpen ikke samtidig yder støtte til lige så glødende proisraelske filmfolk, der så kan lave en propagandafilm for den anden part i konflikten, så begge sider af konflikten får en fair behandling. Filmen skal formodentlig vises for danske skoleklasser. De kan så om ikke andet få et personligt indtryk af, hvor ensidigt deres palæstinensiske jævnaldrende opdrages til at hade israelerne. Mon ikke en del danske mødre og fædre ønsker, at deres børn får en lidt mere nuanceret indføring i konflikten mellem Israel og Palæstina, og derfor må undre sig over denne »folkekirkelige« film?

Nødhjælpen vedgår ganske åbent, at den arbejder politisk og bearbejder opinionsdannere og medier. På hjemmesiden forklares, at man har givet journalister støtte til at tage til Gaza og Vestbredden og dække konflikten fra palæstinensisk side. Og der er heller ikke lagt skjul på, at man støtter de besatte. Men det må da vist overraske en og anden, at en nødhjælpsorganisation i folkekirkens navn så stærkt kan støtte hadets og terrormartyriets gud.Det politiske arbejde omfatter naturligvis ikke kun propalæstinensisk opinionsdannelse. I februar har der været et angreb på den borgerlige regerings ulandstilskud. Man er også gået i krig mod krigen mod Irak. Organisationen har det politiske synspunkt, at »12 års FN-sanktioner har påført den irakiske befolkning store lidelser«, og man tager bestemt ikke hensyn til mere nuancerede holdninger som dem, Naser Khader og andre giver udtryk for.

`

At Israel så ensidigt står for skud, giver en grim mislyd i bøssernes raslen under sogneindsamlingen på søndag

,

Den antiisraelske politik er dog et dominerende træk i Nødhjælpens politik. Under Flindt Pedersen-kampagnen hyldede hjemmesiden reservationsløst den palæstinensiske historiefortolkning, der går på, at palæstinenserne »mistede deres land i 1948 og yderligere blev besat i 1967«. Ikke et ord om, at araberne afviste FNs delingsplan og gik i krig mod Israel. Eller at besættelsen skyldtes de arabiske nabolandes mobilisering og Israels forsvar i Seksdageskrigen. Eller at den ikke kunne afsluttes, fordi Arafat ikke engang ville slutte fred med Barak og Peres. Selvmordsbomberen får det sidste ord: Jøderne tog palæstinensernes land og fortjener derfor at dø.

Det seneste antiisraelske tema på Nødhjælpens hjemmeside er kampen mod israelernes opførelse af et hegn til beskyttelse mod terror. Nu viser det sig, at de udsendte ambulanceledsagere indgår i Nødhjælpens bredere mediestrategi - deres »foto-reportager viser, hvad de civile ledsagere har oplevet i forbindelse med deres arbejde«.

Hjemmesiden angriber sikkerhedshegnet, fordi det ligger ind over palæstinensisk jord, olivenlunde fældes, og vagter bevogter det under opførelsen. Uden nogen føling for terrorens grufulde effekt anføres endog, at hegnet forhindrer palæstinensiske arbejdere i at nå til deres arbejdsplads i Israel. Den gren har deres ledere for længst savet over med deres terror. Efter at have set »De besatte« forstår man bedre besættelsen af hadet, der ikke længere vil gøre det muligt at etablere kollegiale arbejdsfællesskaber på tværs af denne konflikt.

Strengt taget kunne Nødhjælpen dog overveje at tænke positivt om muren. Den kan måske forhindre flere meningsløse drab og med tiden føre til den deling, der må komme, fordi palæstinensere ikke vil leve fredeligt side om side med jøder. Filmens alternativ til landets deling holder jo ikke. Det vil uhyggeligt nok blive over israelernes lig.

Men måske har man lyttet for meget til sine partnere i Mellemøsten. Folkekirkens Nødhjælp har på hjemmesiden links til en stribe mere eller mindre yderliggående propalæstinensiske organisationer. Flere af dem viderebringer en politik, der næsten kun kan stamme fra Hamas eller noget i den retning. Samarbejdspartnernes hjemmesider omtaler i grov historiemanipulation sikkerhedsmuren som apartheidmuren. Der er også et link til biskoppen i den lutherske kirke i Palæstina, som fordømmer kristne, der støtter Israel, som kættere.Sogneindsamlingen støtter i år et enkelt projekt i Palæstina. Det er det palæstinensiske KFUMs rehabiliteringsarbejde i Beit Sahour. En del af denne organisations information kunne tyde på, at den gør en god indsats til støtte for handicappede. Årsberetningen 2001 fra direktør Nader Abu Amsha har dog en tydelig brod mod Israel. Han opfordrer til, at vi skal forestille os at være indespærret i ugevis, mens vi venter på tanks, kugler, bulldozere og soldater, som kommer for at ødelægge vort hus efter arrestationen. I antiisraelsk retorik bliver vi dermed bedt om at anskue konflikten med terroristens øjne.

Livet begynder før døden. Sådan formulerede Nødhjælpen et smart slogan for nogle år siden. Man kan overveje, om det kun gælder palæstinenserne, men ikke jøderne. Under kampagnen for »De besatte« kunne Nødhjælpens hjemmeside godt sætte ord på Israels kollektive angst under terrorismen. Forskellen er, at palæstinenserne godt kan forudse militærets angreb, hvorimod selvmordsbomberne rammer helt blindt. Hvis man mente, at de var ofre for endnu mere vilkårlig terror, kunne man vel i det mindste støtte rehabilitering af jødiske børn og unge på lige vilkår.Mange danske kirkegængere går rundt i sognene under indsamlingen for Folkekirkens Nødhjælp. Måske vil nogen ikke kunne overse den rygende anti-israelske pistol, der ledsager de raslende bøsser. Enhver må overveje med sig selv, hvad man vil støtte, og hvor éns grænser går. Imidlertid er det dog ganske svært at øremærke beløb i raslebøsserne, så man ikke teknisk set kommer til at støtte en så ensidig politisk nødhjælp. Partipolitik kan have sin force, men politisk stillingtagen har også sin pris.

Uanset hvad bør nogen dog forklare jøder i og uden for Danmark, at det ikke er alle kirkegængerne, der støtter palæstinensisk terror på samme måde som indsamlingsorganisationen. Nogen bør også fortælle de messianske jøder i Israel, at mange kristne brødre i den danske folkekirke ikke blindt går ind for den palæstinensiske befrielsesteologi. Fortæl dem også, at mange af os lider med de unge israelske kristne, når de må sætte deres liv på spil i forsvaret af deres fædreland mod den blinde terror. At vi ligesom dem også ønsker freden, men aldrig på selvmordsbombernes betingelser.

Under kampagnen for »De besatte« fremhævede Nødhjælpens hjemmeside, at »Selvmordsbombere kan kun eksistere, fordi der er accept af dem, også uden for deres egen kreds«. Disse ord af Jørgen Flindt Pedersen er lige præcis stadig pointen! Hvorfor støtter Nødhjælpen så sympatien for selvmordsbombere på film? Hvordan kan det være en nødhjælpsopgave? At Israel så ensidigt står for skud, giver en grim mislyd i bøssernes raslen under sogneindsamlingen på søndag.