I syndfloden af bøger om islam, der er ved at oversvømme den vestlige verden, er Bernard Lewis bog »Hvad gik galt?« en af de absolut vigtigste. Den blev en bestseller kort efter terrorangrebet 11. september, fordi den historisk forsøgte at forklare, hvorfor den muslimske vrede mod Vesten havde udviklet sig så radikalt. Bogens forfatter er i øvrigt islam-forskernes nestor, og han har i 50 år udsendt en lang række bøger om de arabiske lande og folk.
Han er desuden kendt som en hyppig debatdeltager om politiske spørgsmål, hvor hans holdninger ofte har været skarpt kritiske over for arabiske regimer. Han har afvist, at imperialisme og den amerikanske politik skulle være årsagen til den muslimske tilbageståenhed og videnskabsmæssige armod. Årsagerne stikker langt dybere, og muslimerne kan stort set kun takke sig selv, siger Bernard Lewis. Han er altså, hvad danske iagttagere sikkert ville kalde en høg, men den slags udtryk siger måske mere om iagttagerne end om Lewis.
For at forklare, hvordan muslimske lande er havnet i et morads af despotiske regimer, manglende demokrati, korruption, kvindefjendsk politik og videnskabelig tilbageståenhed går Bernard Lewis tilbage til det ottomanske imperium og konstaterer, at muslimerne tog for lidt og for sent ved lære af vestlig modernitet. De fik dårligt og kun ganske overfladisk fat i renæssancen. Muslimernes følelse af underlegenhed og aggression over for den overlegne vestlige verden er i virkeligheden århundreder gammel, og de har i disse århundreder ikke anet, hvad de skulle stille op med deres vrede. Når de så har spurgt: Hvad gik galt?, har de i virkeligheden ment: Hvem kan vi skylde skylden på? Da de ikke kunne forstå det rette svar, nemlig at de måtte gennemgå en dyb forandring i vestlig retning, der ville indebære en oplysningstid, en modernitet og en sekularisering, så greb de tilbage til det forkerte svar, nemlig en radikalisering af islam. Den rene, radikale islam prægede Mellemøsten i 1600-tallet og 1700-tallet, og den præger Mellemøsten nu.
Bernard Lewis gennemgår i bogen de mange områder, hvor de muslimske lande ikke kunne følge med i udviklingen. Det er sørgelig læsning, og selv om en række muslimske områder i 1800-tallet indhentede noget af efterslæbet, så var udviklingen altid hurtigere i Vesten. Mens den franske revolution bragte begreber som lighed og frihed ind i centrum af europæisk tænkning, så blev den slags udtryk knap nok anvendt i den muslimske verden.
Men hvad er så grundene til, at den muslimske verden er gået i stå, og at den inden for nær sagt alle områder halter bagefter? Det var ikke, fordi en række lande ikke havde betydelige ressourcer. Men disse fordele førte ikke til velstand og fremskridt. Pengene forsvandt hos korrupte despoter, elendige bureaukratier og til oprustning. For at finde en forklaring på elendigheden har muslimerne brugt mange forskellige syndebukke. I det 13. århundrede var det mongolerne, der blev gjort til synderen. Dernæst blev skurken tyrkerne, som havde hersket over dem i århundreder. Så blev det den vestlige imperialisme, fordi Frankrig og England havde lagt deres klamme hænder på området i det 19. og 20. århundrede.
Men Lewis påpeger, at den muslimske nedtur var begyndt, lang tid før de vestlige stormagter dukkede op på scenen. Nu er skurkerollen overtaget af USA, men forklaringen er søgt, siger Lewis, fordi USAs indtog på scenen var en konsekvens af den indre svækkelse og ikke en årsag til den. Ud over USA bruger man nu i den muslimske verden jøderne som syndebukken. Antisemitismen er nu dukket op i den arabiske verden, hvor gamle antijødiske fordomme trives, som det ikke er set siden nazitiden.
Lewis forsøger at afklare, hvorvidt religionen islam skulle være årsagen til tilbagegangen. Det er han absolut ikke sikker på, for han fremhæver, at der i perioder var fremgang i den muslimske verden, selv når islam spillede en afgørende rolle. Han gennemgår andre mulige forklaringer: Kvindernes tilbagestående position, den manglende sekularisering af samfundene, indavl på grund af fætter-kusine ægteskaber. Lewis giver ikke noget entydigt svar, nok fordi der ikke findes enkle forklaringer. Men hans hovedforklaring er, at da kalifatets magt smuldrede, og muslimerne havde en mulighed for at erhverve sig vestlig viden og kultur, da valgte de isolation og narcissisme i stedet for.
Lewis' bog indeholder en hel del generaliseringer, og man kan selvfølgelig altid spørge om den slags holder i virkeligheden. Lewis påstår, at muslimer ikke kan lide at rejse og ikke er nysgerrige. Er den slags kultururelle generaliseringer holdbare?
Bogen er et trist katalog over elendige magthaveres forspildte muligheder, men den er ikke nogen ørkenvandring. Bernard Lewis' søgende spørgsmål er med til at føre os igennem den trøstesløse historie, så det bliver en berigende læsning, der ægger til modhypoteser. Hans råd til den muslimske verden er at lægge offerroller og martyriet til side og konstruktivt søge efter nye løsninger. For hvis befolkningerne i Mellemøsten fortsætter ad samme vej som hidtil, så kan selvmordsbombemanden blive en metafor for hele regionen, og fremmede magter vil ekspandere ind i området.
Mange af de formuleringer Bernard Lewis bruger, og hans kritiske holdning til den muslimske verden, vil sikkert få det til at gibbe i danske eksperter og politikere. Det er barske ting at læse, men det er nødvendig læsning. Og i øvrigt har Bernard Lewis i mange år sagt lige præcis de ting om sammenstødet mellem den vestlige og muslimske verden, som vi først nu debatterer i Danmark.
Udkommer i dag.
