6 af 6 stjerner

Bøger: »Fjolsernes forbund« En rablende amerikansk kultklassiker med beskidt mund står langt om længe klar til at give danske læsere kunstigt åndedræt. Og det kan blive nødvendigt, for her er tale om viril og vulgær verdenslitteratur, når de

Af Nanna Goul, kultur@berlingske.dk
Fredag den 12. september 2008, 22:30

John Kennedy Tooles »Fjolsernes forbund« er i sandhed et enestående bekendtskab, og sjældent har denne anmelder fundet så mange himmelråbende mærkværdigheder, intellektuelle kvababbelser og vanvittige morsomheder samlet i én roman. Men inden vi dykker ned i denne burleske og storladne godtepose af en amerikansk nyklassiker (lad os bare sige det, som det er), må vi lige gøre holdt ved de praktiske aspekter af romanens gøren og laden. For det er ikke bare romanen, der er bemærkelsesværdig, det er historien om romanen også.

Inden for den amerikanske litteraturhistorie har der nærmest været tradition for, at man først vedkender sig de største forfattere, når man er 100 procent sikker på, at forfatternes jordiske rester er borte med blæsten eller kun dukker op som hovedløse spøgelser. Således gik det med Edgar Allan Poe og Herman Melville, og sådan er det også gået med en moderne arvtager (af i hvert fald Melville), nemlig John Kennedy Toole. New Orleans-forfatteren begik selvmord i 1969, angiveligt fordi hans forlag nægtede at udgive »A Confederacy of Dunces«, som »Fjolsernes forbund« hedder på originalsproget. Forlaget led tilsyneladende under for den florerende misforståelse, at hunden ligger begravet i plottet, og da handlingen i »Fjolsernes forbund« – medgivet – ikke giver de sultne plot-køtere megen næring, måtte man vente frem til 1980, da romanen udkom posthumt. Allerede året efter vandt romanen Pulitzer Prize, og den har siden udviklet sig til en international kultroman med en dedikeret læserskare. Blandt dette entusiastiske publikum finder vi grundlæggerne af det danske forlag Töffsteins, der oprettede deres forlag for at kunne berige danskerne med »Fjolsernes forbund«! Det er vist en anbefaling i sig selv.

Men hvad er det så for en strålende nyklassiker, vi har med at gøre? Man kunne måske kalde romanen for en slags moderne rabelaisk komedie, hvor kulørt galskab og samfunds- og litteraturkritik spiller op imod et sprogligt orgie af vulgære, grovkornede og politisk ukorrekte linjer (der går i kødet på alt fra negere, der fejer sig i røven til plantagestrip, sodomitter og hjernedøde ludere). Hovedrollen spilles af en flommefed, ugidelig og højt begavet Don Quixote-type, hvis mentale tilstand sejler rundt mellem det geniale, gale eller blot udtalt excentriske. Ignatius J. Reilly, som han hedder, er en 30-årig arbejdssky humanist, der bor hos sin fordrukne mor, og gennem romanen følger vi hans ræbende vej gennem overspisninger, storhedsvanvid, absurde job som pølsemand i sørøverkostume eller frelsende arkivar – og ikke mindst hans gale, åndfulde skrifter om middelalderens storhed og vort degenererede århundrede. Disse bizarre vildveje serveres fra første til sidste side gennem et bombardement af sproglige knaldperler som: »Det lader til, du har bowlet enhver barmhjertighed ud af din sjæl«! Heldigvis kan det ikke siges om Töffsteins, der har begået en enorm barmhjertighedsgerning ved at gøre romanen tilgængelig på dansk. Stort tak!