6 af 6 stjerner

Billedbog: Norske Stian Hole har begået en genistreg af en poetisk billedbog, der i ord og digitale collager skildrer en sensitiv seksårig drengs sidste sommer, før han skal i skole og møde livets alvor. H.C. Andersen kunne ikke have gjort det bedre med pen, papir, saks og limpotte.

Af Jens Andersen, jea@berlingske.dk
Fredag den 22. februar 2008, 22:30

At skrive om livet, der konstant bliver kortere for os, om menneskers frygt for stedet, hvor vi alle sammen skal hen engang, har aldrig været nogen nem kunst. Slet ikke i en billedbog til fem-seks år »gamle« børn. Jeg mener, de har jo lige taget hul på livet og har da for pokker ikke alle de tunge tanker midt i legen med sig selv og andre.

Selvfølgelig har børn det. Intet tyder på, at de reflekterer mindre over, hvor de kommer fra, og hvor de skal hen end deres forældre, bedste- og oldeforældre. Tværtimod. Og det har norske Stian Hole skrevet en nærmest genial billedbog om. En bevægende sag på 40 mageløse sider, hvis tegnestil kunne kaldes for »digitale kollager«, og som handler om seksårige Garmann i hans livs sidste sommer som »frit« menneske.

Altså sommeren før, han skal begynde i den store skole, hvor han vil blive revet ud af menneskets tryggeste hule (de fem-seks første leveår). Hvor han ikke længere vil være barnet, der lever sit lykkelige alene-liv på kloden med far, mor, de tre gamle tanter, spurvene, sommerfuglene, skateboardet og alle de materielle og immaterielle skatte, en sensitiv og tænksom knægt som Garmann har samlet i løbet af sine første fem somre.

Ud over de dybt originale illustrationer, vi vender tilbage til om lidt, er bogens genistreg dens synsvinkel. Garmann ses nemlig både indefra og udefra, og hans historie fortælles af den »Garmann«, vi alle sammen har et sted i os, hvad enten vi er fem, 15, 35, 55, 75 eller 95 år. Og som knytter an til mindet om livet, før vi blev tvunget i skole og fik den første ridse i sjælen. Noget vi mærker resten af livet. Ikke nødvendigvis som smerte eller traume, men som det stille vemod. Som en melankoli og længsel efter noget ubrudt og helt, vi nåede at mærke fligen af, men måtte slippe igen, da livet pludselig blev fuld af alvor, og vi sammen med en masse andre vidt forskellige børn skulle lære at være ens.

Hen over skulderen på Garmann følger vi denne hans sidste sommer i paradis. Som sædvanlig kommer de tre gamle tanter på besøg langvejs fra. Med deres evige smil og latter, deres oceaner af tid, deres »gigt og brok og mandelkage« og deres levende, dybe interesse for Garmann og alle de mærkelige ting, han foretager sig. Men for første gang i sit liv registrerer Garmann, at også tanter bliver ældre, og som alt andet i det naturrum, drengen er så fortrolig med, ikke skal leve noget evigt liv:

»Tanterne krymper lidt i solen hver sommer, tænker Garmann, snart er de ikke højere end græsset.«

Da én af tanterne spørger Garmann, hvordan det mon bliver at begynde i skolen, rammer hun lige lukt ned i hele den mærkelige uro og spirende frygt, drengen har inde i sig, og som bogen tematiserer så suverænt. Det er en ny følelse, Garmann søger at forstå ved at spørge både tanterne, far og mor om de også – bare en gang i mellem – er bange for et eller andet. Det er de skam, viser det sig. F.eks. er tante Ruth bange for, at hun snart skal til at bruge rollator, og generøst tilbyder drengen hende, at hun kan låne hans skateboard.

Det er helt utroligt, hvad Stian Hole i ord og billeder får ud af det slægtsmæssige samspil mellem de tre tudsegamle tanter på vej ud af livet og den seksårige dreng på vej ind. »Har du nogensinde været barn?« spørger Garmann tante Borghild, hvis rynker ligner årringene på et træ. Det bekræfter hun og tilføjer med et grin: »For 150 år siden!« Og da Garmann, efter bl.a. at have studeret tantens gebis i vandglasset og mærket på sine egne mælketænder, der fortsat hænger forbandet godt fast, vil vide, om hun snart skal dø, ser tanten op på æbletræets grene og svarer:

»Ja, der er nok ikke så længe til. Så skal jeg have læbestift på og den fine kjole og rejse over himlen i Karlsvognen, til jeg kommer til en stor port. Jeg skal nå gennem porten og ind i en have, der er lige så smuk som denne her, bare meget større!«

Garmann lytter og vil gerne have at vide, om tante Borghild er bange for at dø. Hun nikker stille, tager en børste op af tasken og børster det sølvgrå hår, der skinner i solen:

»Ja, Garmann, jeg er bange for at rejse fra dig. Men det kan godt blive spændende med den store have.«

Har nogen skrevet smukkere og mere enkelt om døden for børn, siden H.C. Andersen gav os eventyret om »Englen«? Man kan næsten ikke komme i tanke om det. Især ikke når man samtidig betragter Stian Holes nærmest H.C. Andersenske collagestil på bogens 22 forunderlige og farverige opslag. Der er tale om en slags montager eller – som tidligere nævnt – digitale collager, hvor fotografier, tegninger og udklip indgår i en surrealistisk drømmesammenhæng, der altså ikke, som på H.C. Andersens tid, er skabt med saks, lim, farver og papir, men med vor tids Photoshop, der er navnet på et billedredigeringsprogram til computeren.

Den modernitet skal vi ikke begræde. Slutresultatet, vældig smukt og poetisk oversat til dansk af Naja Marie Aidt, er betagende og bevægende. En gave til barnet i os alle.