Når det enkle er det lækreste

Et stykke designhistorie med fokus på kunstneres og arkitekters betydning for sølvdesign udfoldes i ny bog om hofjuveler A. Michelsen.

Der er både sommernat og sanselighed over moderne dansk sølv. Fremtrædende kunstnere og arkitekter har i tidens løb kastet sig over at designe sølvkorpus-arbejder. Tag nu Thorvald Bindesbølls smukke »Artiskokskål« fra 1898, udført hos hofjuveler A. Michelsen. Det lykkedes for Th. Bindesbøll at levendegøre materialet med nye, elegante former.

Arkitekten Kay Fisker skabte med sine tegninger til sølvarbejder stor enkelhed. Det er dog de prismæssigt mere overkommelige sager, der får den store udbredelse, og enkelte af disse opnår nærmest ikon-status. Den kendte Marguerit-broche, med forgyldt sølv og hvid emalje, oprindelig designet i 1940 og lanceret af hofjuveler A. Michelsen, har fået en renæssance. I 1985 skete den endelige fusion mellem Den Kongelige Porcelænsfabrik, Holmegaard Glasværk, A. Michelsen og Georg Jensen, og virksomheden kom nu til at hedde Royal Copenhagen A/S. Virksomheden overtog rettighederne til tegninger og design, og Georg Jensen kunne fortsætte produktionen af den populære Marguerit-broche.

Populær juleske

En anden salgssucces og et samlerobjekt fra A. Michelsen er juleskeen. De tidligere, både herhjemme og i udlandet, stærkt populære juleskeer, som hvert år blev tegnet af en ny kunstner - bl. a. Egill Jacobsen, Carl-Henning Pedersen, Else Alfelt og Bjørn Wiinblad - forekommer i dag tidsbundne. Mest markante og visionære er de sølv-korpusarbejder, arkitekten Kay Fisker tegnede fra midten af 1920erne.

I Malene Dybbøl og Sabrina Ulrich Vinthers bog »Hofjuveler A. Michelsen« fremstår Kay Fiskers sølvtøj da også som det mest nytænkende. Teksten er ikke ligefrem sprælsk, men fortæller et stykke københavner- og designhistorie med fornuftig fokus på de enkelte kunstneres og arkitekters indsats. Bogen rummer attraktive fotografier af sølvarbejderne, hvoraf en del også er omtalt i Lise Funders glimrende bog »Dansk Sølv - 20. århundrede« fra 1999. De sølv-arbejder, der er støvsuget for unødvendig ornamentik er de mest attraktive.