Med blot to dage til den vigtigste fodboldkamp i dette årtusinde, måtte Morten Olsen og hans 11 udvalgte overlade Parkens græstæppe til et af populærmusikkens mere kulørte kapitler, nemlig Fleetwood Mac.
Dannet i 1967 bluesrockens tegn, hædret og hyldet i niveau med datidens Stones med en primær sangskriver- og guitarist, som forsvandt fra både sig selv og bandet i en rus af syretrips. For både otte- ti- og tolv år senere at vælte om ikke verden, så i hvert fald hitlisterne med albums bestående af lige dele softrock og perfektioneret voksenpop. Alene bandets ’77 skive ”Rumours”, som blevet lavet på nid, hævn, psykisk terror og sorg over to ødelagte ægteskaber mellem bandmedlemmerne og på et Mount Everest-højt bjerg af kokain, har rundet et salgstal på 40 millioner eksemplarer.
Den slags er rockhistorie af den helt rigtige slags.
Ren lyst
Hvorfor Fleetwood Mac, der har været opløst og gendannet i et utal af gange- og konstellationer, overhovedet turnerer endsige hvorfor de har valgt at åbne det europæiske ben i København, vides ikke med sikkerhed - de har ingen ny plade at sælge, der skulle stadig være lidt cash på diverse konti, så det kan velsagtens kun være lysten, der driver værket.
Lysten til mødet med idolerne stod direkte malet i ansigterne på de omkring 19.000 jævnaldrende publikummer foran scenen; det nu grå guld Mick Fleetwood, John McVie og de stadig fantastisk udseende Steve Nicks og Lindsey Buckingham - de fire tilbageværende medlemmer af det man kan kalde andenudgaven af Fleetwood Mac, hvor London møder San Francisco og skaber mange magiske øjeblikke i tidens tern og toner. Publikum havde ingenlunde glemt dem, selv om det er 22 år siden, at Buckingham skrev Fleetwood Macs sidste store sang.
I forgrunden stråler både Steve Nicks og Lindsey Buckingham, det tidligere ægtepar, sangskriverne. Det gør de virkelig. Begge har de den umiddelbare kontakt til publikum. Buckingham, der ligner den samme rockstjerne han var for over 30 år siden, fortæller allerede efter få numre om bandets mildt sagt turbulente historie med psykiske op- og endnu flere nedture, hvorpå han mere eller mindre lover et nyt album henne om hjørnet.
Senere husker Nicks på tiden i San Francisco i sluttresserne med byens fænomenale musikscene som den bedste tid i sit liv. Publikum hujer, klapper- og nikker samstemmende med på opfordringen om at have en fantastisk, festlig aften.
Lyden ødelægger alt
Men det er en svær, for ikke at sige umulig mission, for lyden er horribel, det værste jeg nogensinde har hørt i Parken, kun Fleetwoods trommer fungerer i lydbilledet.
Vokalerne, McVies bas og Buckinghams guitarer smadrer og smadres i lydbilledet. Man får lyst til at tude, for vellyd er netop så væsentlig en del af Fleetwod Mac’s identitet. Kun indimellem kan ane de indiskutabelt fine melodier, sangene er bygget på, men hvilke instrumenter, som falder ind og ringer ud, er snart sagt umuligt at høre. Nuancerne er pist væk.
Især bliver Stevie Nicks’ normalt så poetiske og følsomme vokal maltrakteret til ukendelighed, til irriterende støj.
Måske spiller Fleetwood Mac en god koncert nede under det hele, formentlig kan de stadig, det kan man i det mindste håbe, men det er faktisk ikke til at vide.
Skønne Buckingham
Først langt ned i sættet begynder Parken at give efter, da Lindsey Buckingham alene med sin akustiske guitar, spiller- og synger ”Big Love” som var det punk.
Her overdøvede han mislyden med en vanvittig medrivende intens fremtoning. Hold da op, 110 procent ren følelse. Publikum responderer behørigt på aftenens højdepunkt.
Ligeledes akustisk men anderledes blidt fortsætter Buckingham mens Stevie Ncks kommer ind og synger ”Landslide”, sammen synger de derefter ”Never Going Back Again”. Kun de to, rigtig fint, mest ham, Buckingham er helt skøn.
Selv når det larmer og mudrer, skærer hans intensitet og vilje igennem skidtet og gør ”Oh Well” til aftenens andet store øjeblik. Og den stemningsfulde ”I’m So Affraid” til et tredje. Buckingham har stadig noget på spil, langt mere end man kan se med det blotte øje og høre i hans vokal og soli.
Efter næsten to timer, med den snerrende skilsmissesang, ”Go Your Own Way” (et globalt hit længe før internetalderen), i pølseenden, går Fleetwood Mac af scenen til øredøvende jubel. Den har ikke lagt sig, da hovedpersonerne tre minutter senere igen entrer den ende af Parken, hvor Jon Dahl vil score to gange på lørdag mod svensken!
Stemningen herinde er høj, selv under Mick Fleetwoods alt for lange og bøvede trommesolo(udbrud), og endnu et pophit, denne gang "Don't Stop", men den er ingenlunde euforisk. Chancen for at nå derop, har Parkens lydforhold forlængst berøvet Fleetwood Mac og publikum for. Øv.
