Karismatiske Clausen

Erik Clausens fantastiske fortælling fra sin opvækst i Sydhavnen handler om striden mellem det lyse og det mørke i mennesket.

Foto: Niels Ahlmann Olesen

Finkultur var ikke noget, der kom til Sydhavnen, da Clausen voksede op i 50erne, men man havde noget andet. De omrejsende tivolier. Her blev den unge Eriks møde med »verdens farligste dødsdromkører« uforglemmeligt. Han hed »Kaj fra Løgstør« og lignede ikke fædrene i gaden med deres dukkede nakker og slidte arbejdstøj. Kaj stod med rank ryg og et fjernt blik som en ulv: »Et blik som Clint Eastwood senere har tyvstjålet fra dødsdromen i Sydhavnen,« fortæller Clausen til sin medforfatter Kirsten Jacobsen.

Senere da han og Leif Sylvester Pedersen skabte karakteren Drengen fra Stenbroen til deres cirkusforestilling, sagde han til sin ven:

»Du skal bare stå lige som de der rødder fra dødsdromen!« Det er den her-kommer-jeg-attitude, der har drevet multikunstneren, som lagde ud med et svendebrev som maler og i dag er anerkendt kunstmaler og filmskaber samt - vigtigst - af alt, en af Danmarks mest medrivende og samvittighedsfulde fortællere.

Også derfor fungerer det forbløffende godt, at »Clausen« er fortalt i jeg-form, og fra første side føres man medvilligt tilbage til et Danmark, der tilhørte overklassen, men hvor farverige folk med fiduser i ærmet kunne stjæle glimt at lykke. Der er dog ikke noget arbejderromantik over Clausens beretning om sin barndom, der blev dybt præget af et savn efter faren, som forlod ham, hans bror og moren og levede med en anden kvinde på Island. Man skulle træde forsigtigt, passe sit arbejde og sørge for ikke at ligne den fattigrøv, man var, og den mentalitet var også dybt rodfæstet i Erik Clausens mor. Da han i glædesstrålende fortalte hende, at han havde fået støtte til sin film »Villa Paranoia« i 2004, spurgte hun: »Kan du ikke snart klare dig selv?«.

Men med kunstnerens solstrålehistorie får vi også Danmarks frem til bedre tid, og »Clausen« veksler mellem flashbacks til scener fra hans liv og hans betragtninger om verden. De sidste er mest interessante, når de har rod i de første. Det stærkeste ved biografien er det indblik, manden, der skrev »Min mormors kolonihavehus«, giver os i kampen mod dæmonerne fra barndommen. På bogens forside kan man se ham byde dem velkommen i ringen, inspireret af Kaj fra Løgstør.