Kan man andet end begræde, når en talentfuld håndværker/kunstner falder i og lader sig nøjes? Få lærte Erann DD eller Erann Drori at kende som funky fætter i Zapp Zapp, lidt flere som tilbagelænet soulmand i Drori Hansen Furniture og i det ny årtusinde som først popsanger med en smule kant, sidenhen som ligegyldig popsanger.
Erann DD udmærkede sig ved en hørbar kærlighed til den moderne, sorte soul- og funk, til Otis Redding, Sly Stone, James Brown, Stevie Wonder og de andre i samme skønne dur og mol-kvalitet. Hans fraseringer, hans melodifornemmelse, hans puls. Det var ikke videre originalt, men hold da op, hvor det ind imellem swingede, når Erann DD satte næb til mikrofon. Men det er længe siden. Og med dagens »Byen kalder«, den 42-årige københavners første skive på modersmålet, er han nu så langt væk fra sit talent og udgangspunkt - væk fra alt det, der gjorde, at man gerne lånte ham et øre, en dansesko og et bredt smil.
»Byen kalder« er simpelthen så ufunky og banal, at både hovedperson og samarbejdspartnere i form af diverse producere burde spendere resten af året i en musikalsk skammekrog langt, langt ude på landet. Det er firser-dansepop af værste nordsjællandske skole. Kønsløst og stedvis næsten til at grine af.
Det er så forbandet ærgerligt, og i bedste fald lyder Erann DD som en ultra light udgave af svenske Eric Gadd. Hvorfor lyde som alle mulige andre overflødigheder, når man virkelig har noget? Hvorfor forsøge at gå Fenger-familiens Love Construction i bedene, når man har potentiale til så meget mere. Måske tager jeg fejl, måske har Erann DD den bare ikke mere, måske er hans fremtid bag korstativet hos Thomas Helmig. Musik, tekst, vokal, intet spiller her, intet hitter. God popmusik er en lise for sjælen, dårlig popmusik som denne er bare... til at slukke for.
