Clinton unplugged

I »The Clinton Tapes« oplever læseren på nærmeste hold, hvordan en præsident på en og samme tid kan være magtfuld og magtesløs.

Bill Clinton fik otte år i Det Hvide Hus, og Taylor Branchs har med bogen »The Clinton Tapes« skabt et helstøbt portræt af præsidentperioden på baggrund af en lang række interviews med Clinton. Fold sammen
Læs mere

Hemmelige for det meste af staben i Det Hvide Hus, mens det blev beboet af Bill Clinton og familie, var de utallige møder præsidenten havde med historikeren og Pulitzerpris-vinder Taylor Branch. I dag ved vi, at det var hemmelige samtaleseancer, som der kom hele 79 kassettebånd ud af fra 1993-2001, der blev til bogen »The Clinton Tapes«, som nu er oversat til dansk.

Alt synes at rummes i denne mursten af en bog, som ikke er Clintons hemmelige bånd – de er nemlig i den forhenværende præsidents besiddelse – men baseret på Taylor Branch’ hjemture fra Det Hvide Hus, hvor han brugte diktafon til at gemme sine indtryk.

Branch, en gammel ven af præsidenten, fungerede undervejs som rådgiver og taleskriver, så også derfor fremtræder Clinton i et positivt lys, selvom portrættet virker afbalanceret på de, der allerede har læst flere biografier om Clinton. Vi får tillige en række nøgler til præsidenten:

Fra starten var Clinton-parret outsidere i forhold til Washingtons establishment. I stedet havde de egne sympatisører med i Det Hvide Hus. Hvilket ikke huede de snakkende klasser af kommentatorer og jorunalister, der var »fjendtligt indstillet«. Alle de tilsyneladende skandaler er også med: Travelgate, Whitewater, rådgiveren Vince Fosters selvmord, Lewinsky og så videre.

En af Clintons største fejl var, at han åbnede for, at der kunne udpeges særlige anklagere, for det brugte modstanderne til at undersøge alle dele af embedsførelsen:

»Jeg troede, at de mente det alvorligt, når de sagde, at de ville til bunds i tingene (...) Jeg stolede på pressen. Jeg stolede på Kongressen. Jeg stolede på retsvæsenet. Og jeg tog fejl på alle områderne«, sagde Bill Clinton 30. september 1998.

De mange bedrifter

Bogen er endeløst detaljeret, når det gælder indenrigspolitikken. Clinton mistede allerede efter første år kongresflertallet. Republikanerne så Clinton som en tronraner, men han vandt ved at stjæle de republikanske mål og så finde demokratiske midler at gennemføre dem med. Det gjorde bare ikke modstanderne mildere stemt. Men på den måde gjorde han op med slaphed i forhold til kriminalitet og positiv særbehandling og stillede sig ikke hindrende i vejen for det frie marked.

Udenrigspolitikken var noget af en bedrift: Fred i det tidligere Jugoslavien, fred i Nordirland og så lå det snublende nær i Mellemøsten, men palæstinensernes leder, Arafat, tøvede for længe.

Til slut i bogen bliver det rigtigt nærværende for os i dag, da Osama bin-Laden dukker op i sidste del af perioden: han er »lige så uhyggelig som de fiktive skurke i en James Bond-film«. Heri indvarsles den terror, der kom til at fylde det årti, vi netop har forladt.

Denne usædvanlige bog giver læseren en oplevelse af at høre Clinton tale, og vil blive stående som en vigtig førstehåndskilde.