Album fra »X Factor«-gruppe

De fire ABC-medlemmer reddede sidste sæsons »X Factor« for Remee, som hadede tanken om at tabe til dommerkollegaen Thomas Blachmann så meget, at han fik lov til at bryde reglerne og sammensætte en vokalgruppe af fravalgte Blachmann-solister til Alien Beat Club.

De vandt ikke, men de er stadig sammen, og nærværende er deres albumdebut, som således ikke er blevet forceret i tid. Sange er valgt, produceret lige så, og »Diversity« har følgelig også sine momenter, ikke mindst i fine sange som »Simple Things« og »My Way«, sidstnævnte skivens bedste og så fremover kvartettens signatursang. Stilistisk vælter ABC rundt i den moderne, maskinelt initierede popmusik. Desværre lyder det færdige resultat alt for ofte som en surf i stiløvelser frem for af dem selv, af ABC. Af ørehængende momenter er der flere, men rigtig interessant bliver det ikke. Og fra covers som Fleetwood Mac’s »Everywhere« bør de holde sig langt væk.